Hærvejen Viborg – Jelling, 26 – 30 april, 2008

Hærvejen Viborg- Jelling

Lørdag den 26 april.

Jeg gik ud af døren og til højre, og var således på vej ned af hærvejen.

Jeg bor i Viborg, ud til Hærvejsstrøget, så indtil Hald Ege fulgte jeg cykelstien langs Koldingvej. Passerede Hald Hovedgård og lige efter Niels Bugges kro slog jeg ind på hærvejen.

Der har med garanti hverken gået stude eller stridsmænd her, men stien løber utrolig smukt langs Hald sø. Jeg tog en rast ved en væltet eg, fik støvlerne af og skiftet til korte bukser. Luften var frisk og kølig, med et enkelt lunt vindpust. Det var glitrende solskin.

Jeg gik over Dollerup til Skelhøje, hvor jeg som sædvanlig købte en vand og et stykke chokolade. Gik videre over Sjørup, og kom ind i Havredal plantage.

Det var ikke planlagt, men da jeg så at der var vand ved pladsen i Stendal plantage, besluttede jeg at telte. Der er en shelter, men jeg havde lyst til at slå teltet op. Det er et Hilleberg Akto, og jeg har kun brugt det få gange, da jeg tit sover i shelters. Så kaffe på min nye EtaPower. Det er første gang jeg har en multifuelbrænder, men den fungerer fint. Jeg skal bare lære den at kende. Eneste anke er at låget er lidt svært at få fat på med håndtaget. På den ekstra gryde, som jeg dog ikke har med er der en clips i låget. Men den skal heller ikke fungere som pande.

Jeg fik en ” morfar ” mens der var antydning af små stænk udenfor.

Spiste og gik en tur forbi ulvegrøften. Der er en del pæne Douglasgraner, og egen er også ved at gøre sig gældende. Så en del rådyr, stod og beundrede en flot rå med sorte ører og næsefløje. Den stod med siden til på ca 125 m, men i kikkert var den tydelig. Kikkert er en af de ting jeg ikke vil undvære, den er også god på især mærkede/ vardede ruter når man skal orientere sig.

Jeg satte mig ved en indsnævring af en vidunderlig smuk skovsø i Stendalen. Tog en whisky og rynkede lidt på næsen. Jeg kom i tanke om at det var en Wilson og Morgan, Barrel selection. Den er bedst med lidt vand i.

En dejlig mild aften.

Søndag den 27 april.

Min datter fylder 21 i dag. Mine børn er nok det bedste i mit liv, ved siden af mit eget liv. Og forhåbentlig er det børnenes der varer længst.

Det regnede, så jeg blev i soveposen. Først henad 8.30 holdt det op. Jeg fik lavet noget kaffe, spiste muesli med vand til. Jeg plejer at lave grød, men jeg vil prøve at spare dels brændstof, dels en ekstra gryde med henblik på Sarek til sommer.

Da jeg havde spist, dryppede det igen. Jeg pakkede, og fandt ud af at jeg kan skifte fra skal- til korte bukser med vandrestøvlerne på.

Jeg kom først af sted kl. 10.00. Det første historiske vingesus kom nede ved kong Knaps dige, ved vadestedet over Haller å. Gik igennem Kompedal som er en smuk og spændende plantage. Mødte 4 ryttere som også fulgte Hærvejen ned til Bølling sø.

Krydsede hovedvejen, og fandt ud af at der ikke er vand ved lejrpladsen. Fik vand 1 km fremme, hvor et ægtepar lige havde sat et hus i stand.

Jeg var ved at være træt, men kom ned til lejrpladsen ved Bølling sø. Den ligger i Fastrup dal ved den anden højspændingsmast på østsiden søen.

Pladsen ligger godt i en dal, med en meget stor shelter, men der er ikke vand. Og shelteren åbner sig mod SØ, så den bliver varm en sommermorgen. Jeg synes at de laver åbningerne for store på de nye shelters. Det kan regne ind.

Jeg havde lige akkurat vand nok til den frysetørrede mad. Umiddelbart efter at have spist gik jeg rundt om nordenden af søen til P- pladsen tæt på Engesvang, her er der fine toiletter. Tilbage igen, det tog en time, og sætter lidt hverdagen i perspektiv. Jeg tænker også på kvinder og børn i Afrika, som bruger 5-6 timer om dagen på at hente vand.

Jeg gik hærvejen for 25 år siden. Jeg var sygeplejeelev på en intensiv afdeling på det tidspunkt og trængte til lidt frisk luft. Jeg gik fra Viborg, som jeg ikke kendte dengang og sydover, men sluttede i Christiansfeld efter 5 dages vandring. Jeg mener at det var i marts måned, og jeg sov i telt i diverse granplantager.

Siden dengang er der sket en enorm udvikling af friluftlivet i Danmark. Bare det net af lejrpladser, mange med shelter, og nettet af langdistance vandreruter. Det sidste nye på hærvejen er at der fra juni bliver overnatningspladser for pilgrimme. De er allerede plottet ind på kortet med et malteserkors. Den første fra Viborg bliver ved Hald Hovedgård, i laden hvor der bliver indrettet en gammel kobås pr. pilgrim. Til det formål vil jeg håbe at man også fik mulighed for at bruge nogle af de gamle missionshuse, som en parallel til redningshuset i Lyngby på Vestkyststien.

En dejlig mild og stille nat.

Man ser mange sjove ting når man vandrer. En smuk vårflue der sidder på ens støvle under en rast. Jeg er ikke i tvivl om at den er inspiration til en March Brown flue ( til flue fiskeri ).

En myre der løber mindst 20 gange rundt i en lille cirkel på størrelse med en 10 øre, for så pludselig at dreje af. Duftspor eller hvad?

2 citronsommerfugle i hvirvlende leg i et skovbryn. En død bogfinkehan i vejsiden, et orgie i farver.

Mandag den 28 april

Jeg gik langs Bølling sø, der er betagende smukt. En rest kampestensmur fra en gammel lade, der nu står på en holm ude i søen.

Jeg kom forbi pladsen ved Elling Møllegård. En nybygget shelter, heldigvis med planker som gulv, handicaptoilet og en gammeldags vandpumpe.

Ved Funder å er jeg skuffet over at man ikke krydser den på et smukkere og mere historisk korrekt sted. Jeg har ofte fra toget mod Herning nydt synet af en klassisk strækning af Funder å, med tydelige hulvejsspor ned mod åen. Det er ved Hørbylunde, ca 3 km vest for hvor ” hærvejen” går nu.

Jeg kom forbi en shelter ved den gamle Funder bane, men besluttede at fortsætte mod Vrads.

3 km før Vrads opdager jeg at ” vejen ” går i en nydelig bue uden om Vrads, men jeg havde dømt købmand og gik lige ud. Fik handlet, og nød en høker udenfor, medens jeg skrev postkort imellem dryppene. Poul Ganer, en gammel kending fra Alken kom forbi. Vi snakkede lidt om løb og fugle.

Jeg fik skrevet postkort og gik sydpå. Kom vest om Ravnsø. 1 km. nord for lejrpladsen måtte jeg tage gamasher og rygsækovertræk på. Kom frem 18.15 og så til min glæde at der var vand og shelter. 9 timer, det er 7½- 8 timers effektiv vandring.

EtaPoweren fungerer fortrinligt, men det er også først nu at jeg lærer at bruge den. Det regner hele natten.

Tirsdag den 29 april

Lidt ophold til morgen, så meget let finregn. Kom af sted kl. 9.00 og kom til Koustrup ved Tinnet krat kl 14.00.

Til min store glæde og overraskelse er der varmt bad på Naturcenteret. Gik en aftentur til Rørbæk sø, der er bedårende smukt. Bøgen er sprunget ud, og egen er tæt på. Det har nu regnet i mere end 24 timer, men jeg er tør og varm. Jeg har lige købt bukser og jakke fra Arc´teryx, og det er noget fremragende tøj. Da jeg gik turen for 25 år siden gik jeg i marinens vadmelsbukser, nu overvejer jeg at sende mit sidste par på pension. Men de har været fremragende, især til at sejle i.

Onsdag den 30 april

Det regnede det meste af natten, men jeg vågnede op til blå himmel. Snakkede med Robert der er på min alder. Han har en delt stilling, halvt som pladsmand, halvt som naturvejleder. I morgen skal han for første gang til Grønland og arbejde 1 måned på et museumsprojekt i Jacobshavn.

Jeg gik forbi Skjern å og Gudenåens kilder og fortsatte ad grusvejen til Øster Nykirke. Satte rygsækken og gik indenfor. Jeg plejer at sige at jeg er ateist, men da jeg stod foran alteret sagde jeg : ” tak for livet ” og begyndte at græde. På en måde er vi jo pilgrimme alle sammen. Jeg har en yngre broder der havde en alvorlig leukæmi for 1½- 2 år siden. Jeg har flere gange i Europa, i Lissabon og i Barcelona tændt et vokslys for ham i en katolsk kirke. Selv fik jeg for 4½ år siden en kunstig hjerteklap, så jo, jeg er taknemmelig for livet. Og specielt da også for at jeg har det så godt og ikke oplever hjerteklappen som en begrænsning. Jeg er i selvstyrende behandling, d.v.s. jeg måler selv min INR, og styrer selv behandling. Det betyder så et halvt kilo ekstra i rygsækken til sommer (apparatets vægt )

Ø Nykirke er et af de allersmukkeste pejlemærker på hærvejen, det ligger med en fabelagtig udsigt og en enorm ro i landskabet. Døbefonden er af granit, ligner noget 12- 1300 tals, men ifølge en folder om kirken er den en kopi af en døbefond fra Gotland. Jeg kunne se løve?, kamel?, elefant?, drage, jomfru, ridder. Velsagtens udført af en stenhugger der kun har hørt om de forjættede dyr, og aldrig set dem selv. Og så har han arbejdet med en biggert, ikke hammer og mejsel som vi kender i dag.

Fik en sludder med købmanden i Kollemorten, spiste frokost stående, og gik videre.

Jeg havde besluttet at gå til Jelling, og slutte turen for denne gang. Når jeg går, vil jeg gerne frem, og der har jeg en lille anke mod ruteføringen. Den er lidt for snirklet, og der er for mange omveje. På langt sigt skulle man f.eks. her ved Kollemorten, fjerne asfalten og henvise bilerne til andre veje, sådan at dem der cykler/ går følger en nogenlunde lige linje, der for øvrigt her hedder Hærvejen officielt.

Jeg kom til Jelling 15.30, gik forbi Jellingstenen og gravhøjene, og hoppede på en bus til Vejle.

Og efter bare 5 dage på hærvejen, får jeg et kulturchok, når jeg pludselig befinder sig i byer som Vejle og Århus.

Ole