5 August 2008. Jeg kom til Kvikkjokk 17.15, da toget fra Stockholm havde været 6 timer forsinket. Allerede på Stockholm C lagde jeg mærke til at seniorer udgjorde knap halvdelen af de rygsækrejsende. Jeg mødte et ægtepar fra Virum som begge var over halvfjerds, hun var 71. I kupéen var der et ungt sødt par fra Gøteborg, et par fra Berlin hvor hun også talte norsk. Den sidste, Tage kom fra Vesterås. Han var 56, men havde fået en kronisk sygdom som halvtredsårig, der havde lammet ham i en periode og nu bevirkede at han havde en moderat dropfod, og skulle være i livslang behandling med bl.a. cortison. Alligevel regnede han med at bestige Kebnekaise sammen med sin datter.
Lige nu sidder jeg ved søen Stuor Dáhtá, jeg har lige spist og en lille meter fra mig blusser et bål ½ m fra søen. Jeg havde besluttet at slå lejr ved Kvikkjokk fjeldstation og få sendt et par breve, bl.a. for at fortælle at jeg havde vendt turen om. Men da jeg så stedet kunne det ikke gå stærkt nok med at komme videre. Jeg vejede dog lige rygsækken på den ophængte vægt, 33 kg inklusiv 2 l vand til natten, d.v.s en reel vægt på 31- 32 kg, da jeg aldrig starter uden at fylde mindst en feltflaske.
Her er en vidunderlig ro i stærk kontrast til Gøteborg, Stockholm og togturen herop.
Medens bålet brændte gik jeg lidt rundt og fandt en lille birk som jeg toppede 1½ meter oppe. Af toppen fik jeg en vidunderlig vandre- og vadestav som har en lille S- bøjning foroven så der er et perfekt greb til 2 hænder.
Det var ikke mørkt kl. 23.30 og det var lyst kl. 3.00. Jeg stod op kl. 5.00, lavede morgenmad, og afbarkede og glattede min vandrestav. Ryddede op i rygsækken og lavede den sidste kop kaffe.
7.30 var jeg på stien. Jeg følte mig som en helt Gandalf med min krumme vandrestok og oilskinshat.
9.30 nåede jeg grænsen til Sarek. Lidt senere rastede jeg ved en stor myr, med en flot udsigt til Pårtemassivet. Jeg krydsede Boarekjávrre ved vadestedet og gik forbi Pårek sameviste og fortsatte op til barfjeldet. Jeg drejede mod øst, og slog umiddelbart efter lejr. Solen skinnede så alt kom til lufttørring. Jeg skulle til at sætte vand over til kaffe, da der pludselig stod en ældre lidt løjerlig fyr lige på den anden side af bækken. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde på grund af vandets klukken, så jeg sprang over bækken i korte bukser og bare tæer. Jeg spurgte om han ikke ville have en tår kaffe og et stykke chokolade. Han hed Bjørn og kom fra Piteå. Han var kommet i Sarek siden 1972. Han havde en gammel vandrestav med bl.a. ørnefjer, samisk kniv med hornskede og sin egen mug som han selv havde lavet, håndtaget ilagt renhorn med graveringer. Vi snakkede fugle og færdsel i fjeldet. Han havde altid selv gået alene og sagde at det var der ingen problemer i. Vi havde en rigtig hyggelig snak og fik en whisky.
Han sagde at han i løbet af mange år havde lært 2 eller 3 grundlæggende regler når han var af sted.
1) Hold sindet rent
2) Vejen er målet
Han kendte kun Peter Mathiesens : ” Sneleoparden ” af omtale. For mig er det bogen der fortæller : ” at vejen er målet ”.
Bjørn fortalte et gammelt samisk råd hvis man kom til en jokk, hvor man tænkte : ” den går ikke ”. Rådet var : ” at man skulle lave kaffe ”, altså kort og godt tænke sig om.
Bjørn fortalte at når han tidligere færdedes i Sarek havde han 20 meter tov med. Det var før der kom bro over Gådokjåhkå. Jeg spurgte ham hvad han gjorde hvis vandløbet var mere end 10 meter bredt? Så fandt han en tyk gren og gravede/ arbejdede den ned opstrøms en stor sten. Så sikrede han den, så den holdt til et træk nedstrøms fra, men kunne trækkes fri ved et træk opstøms fra. Han bandt en tovende i, og når han var kommet over kunne han gå lidt opstrøms og trække grenen fri.
Vi udvekslede adresser og e- mail inden vi skiltes.
Senere gik jeg en lille tur op mod fjeldet. I kikkert kunne jeg se en større lejr med 5- 6 telte ved Gasskagårsåjågåsj i ca 11oo meters højde. Et perfekt sted til topturer i Pårtemassivet. Jeg havde tænkt på en toptur, men jeg havde slået lejr lige ved stien hvor der er nogen færdsel, så jeg besluttede at tage videre næste dag.
Jeg gik i seng kl 20.00, mod vest var der mange skyer. Jeg vågnede først 6.30 i blændende solskin.
Jeg føler mig som en lykkens pamfilius. 4 meter fra teltet løber en rislende bæk. Opvasken består i at dyppe tallerkenen i vandet, så er alt klaret. Tandbørstning siddende på en sten ( man undgår selvfølgelig at forurene vandet ). Ellers forsyner den en med det herligste drikkevand, og hele døgnet med den yndigste klukken og rislen. Jeg havde kun en sang i hovedet og i struben : ” Den yndigste rose er funden ”. Senere fandt jeg en blomst som jeg mente var reinrose, men det var reinblomme.
Jeg gik videre 8.30. Jeg krydsede over på den østlige side af Gasskagårjågåsj, og efter 25 min passerede jeg lejren, der var 8 telte. Den lå lige neden for der hvor ravinen bliver stejl. Gasskasgarsså er en vidunderlig jokk.
Lige nu sidder jeg på en stor sten lige neden for Boarektjåhkkå ( 1805 ). Renerne ligger i snelejerne lige ovenfor. Jeg tog 15 min uden tøj liggende mageligt på stenen.
Lige før jeg kom til jokken der løber lige øst for 1600 mærket på Boarektjåhkkå opdagede jeg en stor flok rener i et sneleje lige ovenover mig. Da jeg satte rygsækken for at finde foto, ser jeg at der er en byge på vej. Skaljakke- og bukser, rygsækovertræk og så videre.
På et plateau hvor jeg har Gådoktjåhkkå ret nord fandt jeg 2 høje stenvarder. Det regnede lidt endnu medens jeg satte teltet op. Det er lidt knebent med vand, men udsigten er formidabel. I kikkert kan jeg se broen over Gådokjåhkå, mod øst Rapadalen og mod NV Skájdetjåhkkå ( 1933 ). Hvis man skal betale for en sådan udsigt, så havde man nok ikke råd.
Jeg kan godt lide Søren Ulrich Thomsen der i et digt skriver : ” Alt hvad du erobrer, skal dråbe for dråbe leveres tilbage. Men det du fik givet, kan ingen tage fra dig ”
På min lejrplads er der et smart arrangement. En 3 meter lang sten, mod syd en pragtfuld sofa, hvor jeg kan ligge med hovedet op mod solen. Mod nord en behagelig bænk, hvor jeg lige nu sidder og skriver dagbog. Da jeg lidt tidligere lå her og tog en ” morfar ” kom der 2 ravne henover. Jeg kunne høre suset af hver enkelt vingeslag, ligesom man kan høre svaner flyve. Eneste forklaring var at de begge manglede flere svingfjer, enten var de ved at fælde eller også var de mølædte. Der er også et dejligt bord/ bænk hvor jeg lige nu fredag morgen drikker den sidste kop kaffe efter at rygsækken er pakket. For første gang med liggeunderlaget i selve rygsækken, indtil nu har det været spændt udenpå ligesom vadeskoene.
Jeg var gået tidligt i seng, træt, men kunne ikke sove. Var oppe og se og fotografere nattehimlen kl 22 og gik så en aftentur fra 23- 24. Selvom det ikke er rigtig mørkt så syner teltet ikke af meget på 1- 2 km´s afstand, selv i kikkert.
Jeg vågnede 6.45 ved klikken af rensdyr der græssede lige uden for teltet. Allerede Linne´var nysgerrig efter at finde ud af hvorfra denne klikken stammede. Og så vidt jeg husker stammer den fra sener der samler renens klove efter hver enkelt skridt. Den spreder automatisk klovene da den er skabt til at vandre i sne, bløde myrer m.m. Jeg kan stærkt anbefale at læse Linne´s lappiske dagbog fra 1732. Jeg har kun kunnet finde den på engelsk, men den er meget letlæst. Kl. er 8.45 og renerne har lagt sig ned. Der var for øvrigt en ren der skrabte ihærdigt med klovene 15- 20 m fra teltet, og da jeg ville undersøge hvad den gik efter, jah så var det det sted jeg tissede. Det man på Albuen i Nakskov fjord kalder et ” pinkolatorium ”. Joh, joh, det er skam en fjeldresidens med alle moderne bekvemmeligheder.
Skyerne hænger lavt, jeg havde overvejet at vade Gådokjåhkå ovenfor mødet med Skájdejågåsj, men da jeg var oppe i nat hørte jeg hjejlen fløjte fra lavlandet ned mod broen. Så jeg må hellere gå den sikre vej.
Man får et specielt forhold til sin vandrestav. Den har som sagt en S- bøjning foroven. Når den ligger vandret i hånden har jeg tommelfingeren på en revne forårsaget af en afreven gren, da birken var ung. I mit hoved er revnen det kvindelige køn. Når jeg slår lejr, lægger jeg altid vandrestaven ned, men så snart jeg står op om morgenen og ved at jeg skal videre, så rejser jeg den op. Lige nu har jeg gjort en undtagelse og rejst den op. Jeg er glad og tilfreds over at jeg i en alder af 54 kan komme herop på 3 dage og med en rygsæk, der ved starten vejede 31- 32 kg.
Der var vandstær nede ved Gådokjåhko. Canyonen og elven er imponerende. Da jeg gik videre var der hjejle, det er en utrolig smuk fugl. Som ung skød jeg engang en strandhjejle, og jeg mindes endnu de pølser af fedt den havde over gumpen.
Lidt længere fremme standser jeg for at plukke mosebøllebær, de er fantastisk store og modne selvom planten ikke syner af noget. Da jeg skulle til at fortsætte var der en falk med spidse vinger og lang hale, sandsynligvis jagtfalk. Der var også gamle ekskrementer af jærv eller bjørn, 10 x 15 cm, bestående af renhår og nogle små rørknogler.
Hvor Skájdejågåsj løber ud i Gådokjåhko satte jeg rygsækken, og gik frem for at rekognoscere. Men fra en høj fandt jeg med det samme ud af, at jeg skulle 5- 6 km længere frem. 15.30 var jeg fremme, rejste teltet ud mod elven. Der er både aften- og morgensol og lidt læ af grusryggene. I et indhak nede ved elven har jeg en plads i læ til EtaPoweren, og for at det ikke skal være løgn er der en lille rolig gren af elven hvor jeg kan overveje at vaske hår og evt tøj. Lige da jeg havde sat vand over til kaffe og aftensmad, var der lidt regn i luften. Det er nu ikke blevet til noget. Jeg regner med at tage 2- 3 overnatninger.
l
Det har nu regnet siden kl 18.00. Jeg ville checke min INR ( mål for blodfortynding da jeg er i selvstyrende behandling med marevan på grund af en kunstig hjerteklap). Men apperatet viste fejl p. gr. af temperaturen.
Jeg har en enkelt bog med, ” Demian ” af Herman Hesse. Den er valgt fordi den er let og så har jeg 2 eksemplarer af den. Først havde jeg ligget i teltet i skaltøj, men da regnen blev ved krøb jeg i posen. Så tog jeg Coagu-check apperatet ind på maven, og efter ½ time på maven virkede det. For mig er det livsvigtigt at kunne kontrollere INR, så uden det apparat ville jeg ikke tage på 14 dages fjeldvandring.
Jeg vågnede kl 7.00. Det regnede stadig, så jeg pakkede lommerygsækken til en dagstur. Så lå jeg bare og halvsov. Kl 9.00 var det holdt op med at regne.
Jeg ville en tur op til gletcheren Bårddejiegna der ligger lige bagved fjeldet Lullihajårro ( 1586 ). Jeg fulgte 1200 m´s kurven og en del af vejen gik jeg på snefaner. I kikkert kunne jeg se 3 der vadede Gådokjåhkå ( se Grundstens bog s. 51 og 52, 2007 udgaven )
Jeg kom frem til gletcheren. På lang afstand nedefra kan man se den mørke stribe af sten og blokke i midtmorænen. I midten fjeldet Bálgattjåhkkå ( 2002 ). Palkat betyder : ” en plads der renen går op for at slippe for myg og bremser på varme sommerdage ”
Jeg gik helt frem til gletcherporten. Den er sunket noget sammen, men der stod en enkeltstående smal bue, som mest kunne minde om et element i moderne arkitektur. Det er imponerende at stå her. Neden for gletcheren tårner sten og grus sig op i et utal af runde og langstrakte morænevolde. Vandet smagte pragtfuldt, det kan konkurrere med hvidvin, og vandflasken får samme touch af dug som en rigtig god kold hvidvin. Tilbage ved teltet lavede jeg kaffe og vaskede hår. Ligenu overvejer jeg om jeg skal vaske undertøj og strømper. Jeg har 3 sæt med og har ikke skiftet endnu. Sokkerne lugter fælt. Jeg varmede lidt vand og satte det i blød i lidt biotex i en kraftig plasticpose, mens jeg spiste. Så fandt jeg et par passende sten og lagde tøjet ud i elven.
Det begyndte at smådryppe. Jeg ville egentlig bare børste tænder, men løb så en tur op til der hvor Lullihaváge løber ud i Gaskasvágge. Og der er fine teltpladser hvor elvene løber sammen. Men da jeg kom forleden var jeg bange for at miste udsigten ned mod højsletten Ijvvárláhko. Jeg syntes også at det var lidt for dystert helt heroppe.
Klokken er 18.30, men jeg er gået i teltet, det regner lifligt udenfor. Jeg har læst lidt i Grundstens bog og kigget på kort, og besluttet at jeg i morgen søndag går videre igennem Gaskasvágge og vil være ved Smailatræffet tirsdag. Så har jeg 5 dage igennem Rapadalens nordlige side. Jeg vil gerne være i Aktse søndag om 8 dage, hvorfra jeg regner med at gå til Kvikkjokk. Hvis jeg kommer i bekneb for tid kan jeg vælge at sejle med båd det sidste stykke ned til Aktse.
Da jeg kiggede ud kl 2 i nat var der lave skyer. Men mod Gaskastjåhkkå ( 1825 ) var der nogle vidunderlige drømmeagtige skyer. Jeg hev kameraet frem og fotograferede det.
Søndag den 10 august
Ligenu har jeg passeret vattendeleren ( vandskellet ) efter 1½ times vandring. På vej op igennem en blokmark var der små totter af skyer imellem nogle små sylespidse, tårnagtige spidser på Skájdetjåhkkå´s ( 1933 ) sydvestside. Ligenu kommer der et solstrejf igennem, så jeg kan se nordsiden af Sarvesvágge. Ved vattendeleren kom små totter af skyer drivende fra både nord og syd og støder sammen.
Da jeg gik over passet tænkte jeg en del på Ötzie. Sammen med mine 2 voksne børn var jeg nede og se udstillingen på Moesgård Museum. Hans udstyr er fantastisk. Remmerygsækken er ikke nogen ny opfindelse. Han havde en svamp, vistnok en birkeporesvamp til brug som blodstoppende og antibiotika. Jeg har selv en birkeporesvamp fra Kvikkjokk i rygsækken, men ifølge Linné brugte samerne den til at brænde på bålet for at holde myggene væk.
Jeg går nedad, noget af stækningen kan jeg gå på snefanen. Ved det vandløb der kommer fra 1404 sydvest for Unna Stuollo er det bedst at gå midt på åsen mellem de to vandløb. Hvor de mødes vader jeg over på den anden side. Nu er ravinen dyb og stejl, dalsiden har en hældning på 45 grader, eller mere. Jeg var ikke helt stolt af situationen, da det har småregnet hele dagen, og alt er glat.
Jeg spiser lidt chokolade og drikker vand og har en fyldt feltflaske. Jeg kravler noget op og får overstået stykket i et ret hurtigt tempo. Men alle skridt og placeringer af vandrestaven bliver gjort uhyre koncentreret.
Ved det næste vandløb modsat mig, det der løber mellem Unna og Lulep Stuollo er jeg kommet op på en ravineskrænt af blokke og sten. Men jeg opdager at der går en rensdyrveksel længere nede, og søger derned. Endelig når jeg vandløbet der kommer ned fra Alep Stuollo ( udspringer ved 1320 )
Kl. 16.30 er jeg nede ved Sarvesjåhkå, og går nedstrøms til jeg når Gaskasjågåsj´s vestligste udløb. Jeg åbner Grundsten´s bog og finder ud af at jeg er for langt nedstrøms. Tilbage med rygsæk og 2 timer senere er jeg hvor jeg startede. Jeg sætter rygsækken og går frem for at rekognoscere . Jeg er helt fremme ved Noajdejågåsj. Kl 19.00 vælger jeg et sted lige i den østlige kant af Noajdevallda, hvor jeg både finder et sted hvor jeg vil forsøge at komme over i morgen, og et sted at telte. Da jeg har spist og er ved at børste tænder ser jeg noget jeg tror er en ren. I kikkert ser jeg at det er 2 vandrere, der har slået lejr 500 m øst for mig. De må være kommet da jeg lige har passeret stedet.
Kl 8 mandag morgen sidder jeg ovre på den nordlige bred af Sarvesjåhkå´s. Jeg gik over midt imellem Noajde- og Gaskasjågåsj hvor der er en stor grusbanke midt i elven. Det var helt uproblematisk, men ligenu tørrer jeg sokker og støvler da jeg ikke turde vade i løbeskoene.
Lidt fremme sætter jeg rygsækken, og går ned og hilser på de 2 som er svenskere. De står på den anden side af elven, men vi kan fint råbe til hinanden. De havde set mine spor i sneen i Kaskasvágge. De havde heller ikke syntes at det var for sjovt, men som de siger : ” Lullihavágge er værre. ”
Jeg fandt Østershatte på en birk. Derhjemme har jeg fundet dem på bøg, el, eg og hyld, men vist aldrig på birk. Jeg fandt også en tabt Leatherman kniv på stien. Man skal ikke gå med noget løsthængende når man går i pilekrat/ underskov. Ud for Stuolojågåsj udløb stoppede jeg for at kigge på en lille renkalv, der var 7- 8 m væk. Jeg får øje på først en, så to havørne der laver luftakrobatik sammen over Dielmábuollda´s sydskråning. Det blæser op og er faktisk koldt. Myg har jeg ikke set mere end en håndfuld af her i Sarvesvágge. På rovdyrtorvet bliver jeg overrasket af at der ligger en hytte, som ikke er markeret på kortet. Jeg prøver at gå diagonalt ( mod nord ) igennem skoven, men opgiver med det samme og trækker ud på myrerne og hedefladerne. Det ligner en blanding af Kongenshus mindepark og et skånsk landbrugslandskab.
Jeg har det åbenbart sådan, at det er barfjeldet der tiltaler mig mest. Det er for koldt at sidde ned ret lang tid af gangen. Da jeg skal vade Oalgásjjågåsj går jeg 50- 75 m op og vader den i et sving. Jeg turde ikke helt nede ved udløbet, væltede man, så var det Ráhpaädno. Våde støvler for anden gang i dag. Men 100 m væk er der en samekåte. Den er ulåst, men jeg er i tvivl om den er i brug eller om den må benyttes af vandrere. Jeg låner dog nogle tørre pileblade, stopper støvlerne og lader dem stå i kåten. Lige da jeg skulle vade, bøjede jeg mig fremover og bang et lille hold i ryggen. Jeg ved fra tidligere at det er hårdt at leve på jorden i 1- 2 uger. Jeg bruger Therm A Rest, Z- lite og er udmærket tilfreds med det, især vægten.
Det med ryggen. Min største skræk ville nok være at få et hold i ryggen på vej herop i toget.
Tirsdag morgen fik jeg vasket hår og lidt etagevask i Oalgásjjågåsj, det var skønt. Kl er 10 og jeg har vasketøjet jeg vaskede for 3 dage siden, hængt til tørre. Jeg har kun 10- 12 km op til Smailatræffet, så jeg har ikke travlt. Jeg bruger en hvid spand jeg har lånt i hytten til at sidde på, det er skønt.
Lige nu sidder jeg på en lille knold ud til Ráhpaädno. I et lille sving af en meget stille sidegren patruljerer en 25- 30 cm lang fjeldørred. Den har hvide forkanter på gælle-gat- og bugfinne. Når den tager insekter kommer hovedet næsten fri af vandet. 3-4 m foran mig er der det vi kalder et høl. Det minder om svingene i Skjern å.
I går var jeg forvirret. Et nybygget hus midt i rovdyrstorvet, over landskabet, over lydene. Derhjemme bor vi op til jernbanen, og fossen Oalgásjjågåsj lød ofte, så jeg tænkte, nu kommer toget.
Men her ved Ráhpaädno er der både fredfyldt og storslået. 3 rener som gik bagved mig, har lige krydset elven. I kikkert afsøger jeg terrænet neden for Bielatjåhkkå ( 1573 ). Jeg ser 3 vandrere og kan endda se stien. Højt over fjeldet svæver 2 ørne. I sandhed ikke et sted man har travlt med at forlade.
Vest for Bielatjåhkkå, og ud for Tjågnårisjågåsj løber jeg ind i 2 m højt pilekrat. Jeg kan ikke gå nede ved elven, så i stedet søger jeg op på Stuor-Irkes. Hvor et lille vandfald og fos falder ned fra 74( breddegrad´s mærket ) sætter jeg rygsækken og løber springende næsten op til vandfaldet. Udsigten er fantastisk. Den i farver mest klare regnbue jeg har set i mit liv, står op mod Tjågnjåris.
Jeg kom ned hvor Guohperjåhkå løber ud i Ráhpajåhkå lige neden for canyonen ved Mikkastugan. Der er en dyb strømrende. Jeg går 300 m mod vest, hvor den løber roligt og uden en dyb strømrende. Men det er koldt, og jeg vil vente til i morgen med at vade. Jeg slår teltet op ¾ m fra brinken. Laver mad, lægger en kompres omkring en flænge i ve underarm for ikke at svine sovepose, tøj og telt til med blod.
Der er mange myg. Jeg har haft birkebark og en birkeporesvamp med. Jeg prøver at tænde bål, men det bliver kun til røgen. Svampens fugtighed har måske sat sig i barken. Jeg sidder på brinken og nyder en i forvejen røget whisky, Lagavulin.
Onsdag morgen regner det fortsat. I går aftes var det en uge siden jeg forlod Kvikkjokk. Jeg har stadig 1½ kg Müesli´, 9 enkeltportioner, 7 loganbrød a´ 300 g, 2 pk suppe, 4 nødrationer a´ 100 g, 500 g rosiner, nescafe´, whisky og benzin. Kort og godt ingen nød. Det blev ikke til mere med ryggen. Jeg snupper typisk et par kodimagnyl om morgenen for ikke at komme til at spænde i ryggen. Nu venter Rapadalens nordlige side.
Jeg krydsede den første rende udfor hvor jeg lå i telt i nat. Det var godt at jeg rekognoserede i aftes, da det er så mørkt og overskyet at jeg ikke kan se evt strømrender. Jeg kan dog ikke komme over hovedstrømmen, men sætter rygsækken og går 1 km frem. Hvor der er en grusbanke i midten, vælger jeg at gå over. Jeg kommer op til Mikkastugan og finder ud af at det ikke er muligt at aflevere affald. Jeg skriver mit navn i bogen, ser på nødtelefonen og vil gå videre. En rygsæk kommer til syne, lidt efter en mand, han ser træt ud. Jeg går hen og åbner rengærdet. Det er Marc, en 43 årig tysker fra nær Bonn, der arbejder med vildtforvaltning. Han forlod Kvikkjokk den 1/8 og regner ligesom mig med at være i Kvikkjokk om en uge. Han har været i Sarek før, og tager billeder med et meget stort Nikon kamera. Vi snakker hyggeligt sammen, og på skift tager vi billeder af hinanden med hinandens kameraer. Vi siger farvel og jeg går østpå. Det begynder at regne pænt, og så dukker Marc´s rygsæk op. Vi følges lidt ad, møder en svensk far med sin søn. Sønnen er vel en 13 år, jeg spørger om han har en kniv. Han peger på faderen. Via faderen får jeg spurgt om han vil have den Leatherman´s kniv jeg fandt i Sarvesvágge. Det vil han gerne.
Marc og jeg går videre hver for sig, jeg forrest. Ved Tjågnjårisjågåsj sætter jeg rygsækken. Jeg går op til vandfaldet, men finder kun en enkelt mulighed halvvejs oppe. Nu er Marc kommet, han sidder på skrænten, han har mistet begge sine 2 vadestave. Jeg går nedstrøms og finder endnu et sted, men da jeg kommer tilbage er Marc kommet over. Jeg skifter til vadesko og går over.
På den anden side slår vi lejr med 100 m´s mellemrum. Vi har begge et Hilleberg Akto. Da vi har spist går vi først op til vandfaldet, og bagefter ned og sætter os med udsigt over Ráhpajåhkå. Jeg finder et kranie på vej tilbage, jeg tror at det er polarræv, Marc mener at det er husmår. Marc tog et fint billede og vil undersøge det.
Vågnede i blændende solskin, fik hængt mit 5 dage gamle vasketøj til tørre. Jeg havde tidligere på morgenen taget mit INR apparat ned i soveposen. Jeg blødte fra 6 ud af 10 fingre på grund af revner opstået da jeg kurede på isen oppe ved gletcheren. Men at frembringe en regulær bloddråbe mislykkedes, senere forsøgte jeg igen 2 gange, men nu strejkede apparatet p. gr. af for meget lysindfald ( inde i teltet ), så nu er det pakket ned i rygsækken.
Jeg fik smurt pumpen til primussen, det hjalp. Jeg fik også styr på den nordlige rute nord om Skierffe. Marc var ved at bryde op. Jeg viste ham mine fingre. Han havde mindst 300 ml vaseline, så jeg fik i et lille bæger ( jeg måtte få det hele ) Det var fantastisk som det virkede. Indtil nu havde det gjort ondt bare jeg rørte ved det mindste.
Marc tilbød at jeg kunne køre med ham til Danmark om en uge, men jeg har jo One Country ticket.
Jeg tog motorvejen som Marc kalder det, forbi Bielavárásj. Nu regnede det oppe ved Mikkastugan. Jeg snuppede en pakke nødration, fyldte 2 feltflasker og fortsatte. Jeg mødte et ungt par fra Schweiz, der havde set bjørnespor og lort. Det lyder godt. Jeg kom forbi Spökstenen, inden jeg tog det daglige loganbrød med ” ekte geitost ”, det eneste pålæg jeg har med. Da jeg kom op på plateauet befandt jeg mig midt i en større flok rener. Jeg gik frem til Snávvájávvre og slog lejr på en lille holm. Ude i søen ligger 4 sortstrubede lommer. Der kommer lidt regn, så jeg laver mad fra apsisen og ligger nu og skriver, 10 m fra søen, inde i teltet.
I nat hørte jeg igen lommernes kalden, som er meget varieret. En kurren, noget der lyder som en kats mjaven og så en lyd som en citar.
Sov længe. Det er fredag morgen eller formiddag. Vinden har blæst koldt i nat, den er så kold at det trods solskin er til 3 lag benklæder, hue og vanter. Søen ligger ligesom i en saddel, hvor vinden kommer susende ind. Vandet i søen er varmere end luften, så for først gang i 10 dage vasker jeg fødder, inden de kommer i et par rene sokker. Lige nu sidder jeg foran teltet i læ af rygsækken, og nyder den sidste kop kaffe inden opbrud.
1 km SØ for søen Snávvájávvre stiller jeg rygsækken og går op på en knold hvor der er en fantastisk udsigt over Rapaselet. Da jeg skal til at gå videre, er der en der råber hejsa. Christer, en 50-årig fyr fra Malmø der er af sted 14 dage med letvægtsoppakning. Ved start 22 kg, heraf 9 kg proviant. Vi sætter os ned i læ af en sten, han giver røget, tørret renfilét, som han får sendt fra Kiruna. Jeg giver en whisky. Vi hygger os, og udveksler e- mails da vi skilles.
Lidt efter Skårkistugan går jeg ud og følger bredden af Ráhpaädno. Det er ren motorvej. Lidt før Alep Vássjásjågåsj er jeg ved at være træt og tænker på at telte. Så kommer der en lille dyb og bred rende med stillestående vand. Jeg går indad og krydser den i en myr. Skoven er letvandret så jeg sætter næsen op efter at komme ovenfor Alep Vássjásjåjåsj. Den mellemste 1/3 del er lidt besværlig, men endelig kommer jeg op over trægrænsen. Jeg fortsætter 300 m og finder en lille egnet teltplads.
Her sidder jeg med den smukkeste udsigt over Rapaselet. Der er blå himmel, men det er bidende koldt, alt tøj + hue og vanter.
Jeg har flere gange i dag stoppet og spist mosebøllebær, nogle gange foregår det på alle 4 med rygsækken på.
Nede ved Ráhpaädno lettede flere lommer, de lyder næsten som gæs når de snakker. Efter bogen må det derfor være rødstrubet lom ( den med det opadbøjede næb )
Da jeg var oppe og tisse i nat stod månen helt fuld og fuldstændig orange mod SØ. Da jeg vågnede, og jeg kan godt mærke at jeg har gået 10 ud af 11 dage, og derfor er træt, lå jeg med hovedet ud af teltet og var ved at finde mine piller, da en kongeørn sejlede over dalen 150 m fra mig. Det var en gammel kongeørn, d.v.s. helt mørk fjerdragt. Jeg gik op og hentede vand i Alep Vássjásjågåsj, som løber i en ravine lige nedenfor. Jeg fik målt min INR ( endelig ) og spiste en ordentlig portion blåbærsuppe ( 5- 6 portioner ) Lige da jeg havde pakket rygsækken sejlede jagtfalken over Rapadalen. Den gik højt oppe i svæveflugt for at rekognoscere.
Det er et sted der er svært at forlade. Men jeg har lagt ruten videre frem nord om Skierffe. Regner med at være i Aktse sent søndag. Ifølge solen er klokken lidt før 12.00.
Krydsede Alep Vássjásjågåsj og senere Lulep Vássjájågåsj. Alt i alt megen kravlen ned og op af raviner. Kom frem til Buovdájågåsj hvor jeg gik helt ned på skrænten på vestsiden for at kunne se efter vildt.
Solen står lavt i vest, luften er kold. Men jeg vil lige en tur ud og kigge. Det blev kun til en vemodig hjejle som nervøst fulgte mig på skrænten. Jeg så måneformørkelsen inde fra teltet.
Søndag. Jeg vågnede tidligt i et blændende solskin. Op med teltåbningen og ud med støvler m.m. der kan tørre. Gik og kom endelig frem til et af målene. En lille klippeknold lige overfor en saddel der ligger mellem 1078 og Ridok. Her er en blændende udsigt over Nammásj og Skierffestupet og selvfølgelig Rapaselet. Af med støvlerne og blåbærsuppe på EtaPoweren.
Jeg har besluttet ikke at have travlt og tage endnu en nat NV for Skierffe ud mod Tjasskávárásj. Det er alt for fantastisk vejr til at have travlt med at komme hjem.
Søndag aften. Jeg har lige lavet en kæmpebommert. Jeg ville som sagt ned til et myrområde hvor der også er et vandløb. Så jeg havde kun 1 l vand i rygsækken. Midt på en bjergside ud mod Nammásj finder jeg den mest indbydende lille klippehylde hvor jeg beslutter at sæ tte teltet op. Så er der kun 2- 3 km efter vand. De første 1- 1½ km ned over en bjergside der kun består af klippestykker og sten, og så tilbage igen.
Indtil nu har mit indre kompas fungeret perfekt, men nu svigter det. På vej tilbage kan jeg mærke at jeg ikke er helt sikker på hvor teltet er. Jeg er i en craft undertrøje og har ellers kun en tynd vest, kikkert, foto og 1 l vand. Jeg støver rundt på fjeldet, er næsten oppe på toppen, frem og tilbage flere gange. En nat i den mundering vil blive meget, meget kold. Jeg får dog tid til at iagtage en ung kongeørn i svæveflugt, og ud over skrænten hænger en tårnfalk. Jeg prøver at gå tilbage hvor jeg oprindelig kom fra, men kan ikke genkende det. Pludselig i kikkert ser jeg en varde, som jeg havde set bagud lige over teltet, da jeg startede. Der er mindst 1 km derhen. Jeg går derhen uden at tabe varden af syne, og gemt bag nogle store sten/ klipper er min lille fjeldhylde med teltet. Puhá. Området jeg skulle afsøge var ca 2 x 1½ km stenskråning. Og nede- og oppefra er hylden skjult.
En vidunderlig aften. For første gang er det ikke bidende koldt. Vinden er slået om i øst og til aften/ nat bliver det vindstille. 10 m fra teltet har jeg en lun stenniché, foret med revling i bunden, og hele lavlandet over mod Nammásj og Rapaselet for fødderne. Jeg ser dog kun en elgko med kalv, med det blotte øje kun en prik, der kan anes.
Mandag. Det er lidt mere overskyet, men med polariseret lys som jeg elsker.
Pakker og går ned. Laver suppe nede ved vandløbet. Lidt efter ser jeg meget mørke skyer tilbage ind over Sarek. Vinden fra øst tiltager. Lige da jeg har overskredet Sarek´s grænse kommer de første dråber. Skaltøjet og rygsækovertrækket på.
Jeg kommer ned til Aktse kl. 17.00. Stueværten står på trappen og spørger om jeg er ” ensam ”. Jeg siger at det er jeg ikke, men alene. ( dansk > < svensk ). Jeg får at vide at jeg kan sove på stuen. Jeg får også at vide at der er koldt bad. Da jeg vil finde det, kigger jeg lidt rundt, indtil jeg opdager et udendørs bad, hvor vandet løber konstant. Men det var herligt.
Skriver postkort til familien. Lidt efter kommer Marco og Ayako, de bor i Beejing, men er flygtet under Olympiaden. De er meget, meget søde. Vi spiser sammen. Jeg får smagt italiensk ost og tørret kinesisk fisk.
Tirsdag. Den gamle stuevært vækker mig, inden han går. Det er overskyet og regnvejr. Kl 9.00 sejler Marco og Ayako mod Pårek, og så kommer båden tilbage og sejler mig og et ældre svensk ægtepar 6 km mod øst.
Jeg går den 1 mil til Sitoälvsbroen, laver den sidste portion jægergryde inden Harry kommer i folkevognsrugbrødet. Han er en lun gammel fyr som har kørt med fjeldvandrere i de 30 år, vejen har eksisteret. Den blev bygget på grund af vandkraftværket.
I Tjåmotis går bussen først 4- 5 timer senere så jeg begynder at blaffe. Jeg kommer op at køre med en herlig skoventrepenør som har jævnaldrene børn til mine.
I Jokkmokk får jeg købt nyt undertøj og sokker og fortsætter så med bussen.
1½, næsten 2 døgn efter at jeg startede i Aktse, er jeg hjemme.
For nogle år siden læste jeg alt hvad jeg kunne finde om nordboerne på Grønland. Selvfølgelig også om spekulationer omkring deres endeligt . Ifølge de Islandske annaler drev der engang i 15- 1600 tallet en åre i land på Island. På denne åre var der med runer ristet : ” ofte var jeg træt, når jeg dig drog ”
Jeg har selvfølgelig også været træt når jeg gik med min vandrestav. Men jeg har altid haft overskud til at fortsætte indtil jeg kom til den lejrplads jeg havde udset mig.
Og hånden på hjertet. Jeg har ikke været på fjeldvandring siden 1985 hvor jeg gik fra Abisko til Dividalen. Så når jeg kan, er der en masse andre, der også må kunne.
Det handler mest om at være i rigtig god form, være robust overfor alle de op og ned bevægelser der er, når man går i et meget ujævnt og til tider glat terræn. Og så have en fornemmelse for at aflæse landskabet.Evnen til at finde en farbar vej på en fjeldsidebestående af løse sten og blokke, eller evnen til at se hvor et vandløb skal krydses.
Ole
