|
Tvorup-Bulbjerg, marts 2009
Fredag den 13 marts : Jeg havde fri kl 15.00. Cyklede hjem på 8- 10 min. Min kone gik udenfor i haven og spurgte mig om vi kunne køre kl 16.00. Jeg blev helt stresset, jeg skulle i bad, have en en kop kaffe og en bolle, og lige have pakket det sidste i rygsækken. Vi kørte 16.10. Jytte kørte mig op til en kammerat Peter H nord for Viborg. Peters kone kørte os så op til omfartsvejen ved Vorupør. Vi var der kl 18.00, og gik de 1½ km op til shelteren i Tvorup. Vi kunne lige pakke ud inden det blev mørkt. Jeg lavede mad, og Peter tændte bål. Brændet var lidt vådt, men Peter er nordmand af fødsel, så han lagde hele tiden brænde op langs bålet, så det kunne tørre. Jeg stod og sørgede for rigelig ilt ved at svinge en skovl. Til sidst havde vi et forrygende bål på ¾ x ¾ meter. Vi havde både rødvin og en god whisky, Lagavulin.
Lørdag den 14 marts: Da vi vågnede næste morgen, var bålet brændt helt ned. Jeg mærkede om der var gløder nok til at riste et par bananer, men det virkede ikke til at der var varme nok. Peter tog 2 stykker træ der havde ligget op til bålet, lagde dem sammen og 2- 3 min efter blussede bålet lystigt. Vi spiste morgenmad, drak kaffe. Kl 9.20 gik vi videre. Vi fulgte Redningsstien, gik over Bøgsted Rende. Vi var lige nede og kigge på vandet, og de 2- 3 både der langt ude var på vej ind mod Vorupør. Vi gik op forbi Sømærket og fortsatte op til Kystvejen. Den fulgte vi et lille stykke og drejede så ned ad Redningsvejen mod Vangså. Vi så først en kongeørn, så 2. De lavede på et tidspunkt noget der lignede parringsflugt. Vi gik forbi Vangså. Der var ingen hjemme i det hus, hvor jeg tidligere har fået vand. Men vi har begge 4 liter med, så vi klarer os nok. Da vi nærmede os Klitmøller, var der finregn i luften. Peter tog Jærvendug på, jeg skaljakke, men allerede ved shelteren i går havde jeg som det første opdaget, at jeg havde glemt skalbukserne derhjemme. Vi skrællede bark af en birk til optænding.
Vi tog kystvejen udenom Klitmøller, turisthelvedet som jeg kalder det. Vi krydsede 557 og kom ind i det sydligste af Hanstholmreservatet. Jeg var ved at være godt sulten, men vi fortsatte lidt endnu. Krydsede Nors Å, jeg smed min rygsæk over til Peter, men indkasserede alligevel en våd sok da jeg sprang over. Da vi kom frem til et højdedrag med udsigt over ” sletten ”mellem Søndre Skovhus og Gråkær spiste vi frokost.
Hjemmebagt grovbrød, ægte gedeost og røget, tørret renfilét. Det var koldt at sidde for længe i våde bukser, så vi fortsatte. Først på tuer over et vådområde, før vi kom over i lidt mere regulær lyng. Så fangede vi hjulsporet langs reservatgrænsen til det lukkede område, lige før det drejer over mod nordsiden af klitterne ved Gråkær. Vi så enkelte rådyr, store dyr, men sky. Oppe i klitterne fulgte vi afmærkningen af det lukkede område. Vi kom over til ” min ” klittop, hvor vi havde udsigt over et meget stort område. Vi havde stået få minutter da 5 krondyr kom ud af bjergfyrene 70 meter neden for os. Vi kunne følge dem ret langt. Lidt senere da vi drikker kaffe, kommer der i alt 12 dyr fra øst der fortsætter mod syd. Den næstsidste kunne jeg se i kikkert var en stor hjort, men de store hjorte har lige tabt geviret. De mindre hjorte kan have gevir endnu. Vi ville være blevet et par timer, men regnen gjorde at vi brød op og gik op mod shelteren i Sårup. Lige neden for bænken og bordet så vi en skikkelse komme fra Hanstholmsiden. Hans grej lå oppe i shelteren. Det var Jan en yngre murer fra Århus, der arbejdede i Skanderborg.
Peter og jeg gik en lille tur ned forbi bistaderne inden det blev mørkt. Her har jeg før set krondyr på meget tæt hold. Det eneste vi så nu var en rå som vi stod og kiggede på på 15 m´s afstand. Da vi gik over en af de små markstrimler, kom en spurvehøg glidende over hovedet på os. Den havde sandsynligvis taget os for kreaturer, og gav et lille forskrækket kast da den opdagede os.
Vi spiste Elgkød- Gourmetgryde fra SpejderGear, efter min mening er det bedre en Mountain House produkter. Vi tændte et rigtig godt bål, brændet var helt tørt, men vi sad det meste af tiden i shelteren på grund af regnen. Peter ytrede igen at bålpladsen lå forkert i forhold til shelteren. Vi fik alle tre en lille whisky og lidt renkød og krøb til køjs ved 22- tiden.
Søndag den 15 marts : Næste morgen var det stadig diset, men tørt. Vi gik over Ræhr, og fortsatte ud mod kysten. Ved det sidste hus ned ad en lille hulvej har jeg tidligere fået vand, men der var ingen hjemme i dag. Vi stillede rygsækkene på en bænk op ad gavlen, og gik tilbage til en ejendom. Hos en sød kone med et lille barn, fik jeg fyldt 8 liter i flaskerne. Det er altid sjovt at hente vand, fordi man får et lille kig ind i et andet menneskes liv og verden.
Vi fortsatte ned mod stranden, hvor vi drejede af mod NØ ad Redningsstien. Da vi kom til bunkerne neden for Vigsø, gik vi ned på stranden. Vi fandt en bunkers der havde en perfekt bænk hvor der var læ og sol. Vi snakkede med nogle unge mennesker. Jeg hjalp den ene op i en åbning hvorfra man kunne komme op på toppen af bunkeren. Peter gav mig et lår at træde på, så jeg fulgte efter.
Da vi gik videre kom der en sød dansk dame med sælskindspandebånd hen til os. Hun spurgte interesseret hvor vi var på vej hen, og spurgte om vi ville slå over i engelsk da hun var sammen med to italienske veninder. De var søde at snakke med, så det var med ” chau ” at vi sagde farvel.
Et stykke fremme gik vi ind hvor der var en lille indsø. En fugl jeg ikke kender, gav en fantastisk flyveopvisning. Den lignede en præstekrave i hovedet, men havde meget lange, smalle vinger og fløj forrygende hurtigt. Den fløj i en meget stor cirkel rundt om os. Flugten lignede lidt en af de små iltre flagermus, der var bare knald på.
Det lignede en gammel grusgrav, men jeg kunne ikke huske stedet, sandsynligvis fordi jeg har passeret inde på stien. På folderen er markeret 2 små vandhuller halvvejs imod hvor vi skal dreje fra. Fra sidst har jeg i en folder om ” Sporet ved Skræddergården ” markeret en lille bunker med ” næse ”. Vi gik frem til denne bunker. Det er en tydelig observationsbunker, med en panoramaudsigt igennem et smalt vinduesbånd mod 3 verdenshjørner. Selve observationsposten er identisk med den der er i Bulbjergbunkeren.
En ældre herre på islandsk hest passerede på stien, og slog over i trav. Fra observationsposten kunne jeg se at vi skulle 1 km længere frem, inden vi drejede ind mod Esdal Sletning.
Vi fulgte den sydlige kant af den åbne klithede. I læ af en klit satte vi os og holdt en lille rast. Ind mod plantagen er der en skovvej, der ender oppe ved Campingpladsen. Vi gik ned på skovvejen, og umiddelbart efter havde vi Esdal Sletning på hø hånd. Vi fulgte markvejen igennem et lille stykke plantage, og frem til hjørnet af endnu et åbent stykke mark/ eng. Her går et spor bagud til venstre, nærmest som et Y. 100 meter nede fortsætter den til højre i rød rute. Den følger man 300- 350 meter, så ligger shelteren 100 meter inde i skoven, hvor der engang har ligget en lille ejendom. Der er kun rester af fundamentet tilbage.
Jan som vi mødte i Sårup, fortalte at der i vinters havde boet en hjemløs her i Madsbøl Plantage i 2 måneder. Men at der var blevet taget hånd om ham.
Der var ingen hjemløs, men heller ikke brænde eller brændeskur. Peter havde en sammenklappelig Sandvik sav med, og så lå der noget tørt birkebrænde, der var savet op, men ikke flækket i shelteren. Vi rykkede 3 store træsstykker sammen foran shelteren, og byggede et bål op. Vi tog en ” slapper ” og gik en tur ud i klitheden, inden det blev mørkt. Fra en klittop kunne vi se en masse viber og stære på Esdal Sletning. En kronhjort, stadig med gevir gik nede i skovkanten. En ræv løb målbevidst over engen, og ved et pilekrat stod et rådyr og spiste skud. Vi gik tilbage. Delte den sidste whisky, en Ardbeg Renaissance, og gik til køjs. Fra soveposen kunne vi nyde bålet og varmen.
Mandag den16 marts : Vi gik ad skovveje ned mod kysten. Her rammer man en indsø, hvor vi fortsatte langs bredden. Terrænet minder en del om det man møder på fjeldvandring, så det er en rigtig god træning for bentøjet. Det er vel at mærke når man går uden for stierne.
Vi ramte grusvejen lige før P- pladsen og fortsatte mod Lild Strand ad Redningsstien.
Jeg undrede mig over at vi ikke så så meget som en enkelt blå Kærhøg på turen. I Lild gik vi ned til slæbestedet og satte os i læ af en båd. Blåbærsuppe varmer dejligt på en kold dag.
Vi fik vand inden vi gik ud af byen. Snart var vi nede ved stranden og kunne se Bulbjerg, og resterne af Skarreklit der stak ½- ¾ m op ad vandet.
Fremme ved Bulbjerg blev jeg overrasket over hvor mange rider der lå på reden. Jeg vil tro at der var mindst 300- 400 reder. Sidste år var der næsten ikke kommet unger på vingerne, fordi en øget vandtemperatur betyder at en bestemt stor vandloppe forsvinder. Og det er netop den, der er grundlaget for tobis. Så uden vandlopper, ingen tobis og dermed ikke fødegrundlag for riderne. Der står i bøgerne at territoriekampe er sjældne på ynglepladserne, fordi den er tilpasset at yngle på smalle klippehylder. Men jeg stod i længere tid og iagtog hvordan en tredje ride blev ved med at flyve ind imellem et par der forsøgte at bevare kontrollen over en rede. Der blev ballade hver gang, men jeg kunne ikke se forskel på fuglene, og dermed hvem der vandt.
Vi fandt en klitplet med sol og læ, og fik det sidste kaffe og brød. Peter tog en ” morfar ”. Ud fra stranden lå mange edderfugle, enkelte sortænder og en enkelt lom.
Vi spiste det sidste af det røgede renkød og gik op på toppen af Bulbjerg, hvor vi var inde og se bunkeren.
Så gik vi 2 km ind ad vejen, inden vi blev hentet af Peters kone.
Ole Dahlgreen
| 
