I 1981 tog min bror på 18 og jeg afsted for at tage på fjeldvandring ned over Lofoten. Min bror var dog kommet slemt til skade med knæet ved et knallertuheld året før, så vi måtte opgive fjeldvandringen på Lofoten. I stedet kom vi ned fra fjeldet og blaffede ned over Lofoten hvor især lastbilschaufører var flinke til at tage os op.
Vi tog til Væröy hvor vi overnattede i telt i Mostad, stedet som efter 1000 års bosættelse var blevet forladt af den sidste beboer 3 år før vi var der
På vej hjem gik vi en uge fra Abisko til Nikkaluokta
Rejsebeskrivelsen er egentlig et brev som jeg fået igen engang i tidernes morgen
Kære Thorkil
Den 6 juli ankom Henrik og jeg efter 30 timers togrejse til Narvik som overraskede os ved et fantastisk lys og vejrlig. Det fantastiske kommer ind i billedet når jeg nævner at klokken var halv-et om natten. Men på det tidspunkt var der knap 14 dage til solnedgang, da de 50 døgns midnatssol som de har på de breddegrader slutter 18 juli. Men lyset passede os udmærket da det var vores agt at prøve at få en udgående fiskerbåd om morgenen ud mod Lofoten. Men det slog fejl da det viste sig at der kun var lokalt fiskeri. I stedet begyndte vi at kigge os om efter en lejrplads, og vores 6´sans viste os til et lille anlæg som vi først senere til stor morskab opdagede hørte ind under en nærliggende kirke. Men vi lod teltet stå dagen efter medens vi fik ordnet de sidste indkøb af proviant, kort, litteratur m.m. Om eftermiddagen fortsatte vi så fra Narvik med bus og adskillige færger. Sent om aftenen ankom vi så til en by der hedder Svolvær ovre på Lofoten. Og sejlturen dertil havde været ret fantastisk, idet vi ombord oplevede en fantastisk fortættet stemning blandt folk da vi nærmede os den uvejsomme klippekyst hvor Svolvær ligger. Alle i cafeteriet rejste sig op og stod nærmest fængslet helt fremme ved fordækkets ruder alt imens at en afsindig popmelodi hamrede i højtaleren. Det var ret fantastisk, og både her samt i bussen oplevede vi stærkt at folk var alt andet end indesluttede, vi kunne og snakkede simpelthen med alle katagorier af mennesker.
Fra Svolvær var det vores mening at gå lidt ind i landet for at telte for senere at prøve lidt fjeldvandring frem mod det næste færgested. Men Henriks fod begyndte at drille med det samme hvilket dagen efter gav anlednig til en helt fin historie. Vi havde slået lejr ved en lille elv mellem 2 søer og da Henrik dagen efter ville starte meget langsomt, jah så blev vi enige om at jeg som start kunne gå frem med den ene rygsæk for at prøve at finde vej langs den næste store sø. Nu var der ikke noget der lignede sti og jeg blev efterhånden helt bidt af en tanke, nemlig om at komme tilbage i båd. For enden af søen hvor en sti fortsatte fremover op over en fjeldryg, jah der fandt jeg den nydeligste norske jolle stående på land. Efter forgæves at have forsøgt at kontakte nogle folk, jah så lagde jeg en besked ved et nærliggende hus og ved båden, hvor jeg for øvrigt lod Henriks rygsæk stå som pynt, rettere pant. Det gik fint med at ro, men først måtte jeg dog plante støvlerne på midtertoften og til sidst kunne jeg knap holde røvhullet tørt. Så måtte jeg tage tyren ved hornene og lænse båden helt for vand, hvorved jeg til min store morskab opdagede at bundproppen havde været pillet ud. Nåh men med den slået i fortsatte jeg fremover. Henrik var i øvrigt ved at tabe næse og mund da nogen blev ved med at råbe hans navn ude fra søen, det var nemlig aftalen at han skulle sætte mad over når jeg råbte over fjeldkanten. Nåh, men senere fik jeg lov til at føle mig som en ren Line´ ( Carl von Line´) da jeg siddende agter ovenpå min oppakning kunne nyde synet af søen og bredden, samt fornemmelsen af Henriks kraftige rortag.
Vi gik så frem til et nærliggende sted hvor to fosser styrtede ned fra det højtliggende fjeld. Det var fantastisk at opleve at der her hvor der endnu lå nogen sne var både birk og bregner der endnu ikke var sprunget ud. Vi slog lejr helt nede ved en rolig bielv lidt spændte på om det gik at fortsætte. Men tæt tåge og finregn næste dag gjorde beslutningen let. Vi opgav videre fjeldvandring og gik i stedet ned til vejen for at blaffe videre ud over ø-rækken. Og det viste sig at blive både let og enormt spændende og interessant at blaffe. Det var især lastbilchaufførerer der var fine til at tage op. På Austvågøy hvor Svolvær ligger nåede vi at se specielt jættegryder samt få et billede af en virkelig hård kyst med en spændende tidevandszone. Vi blaffede så videre over Vastvågøy hvor vi bl.a. mødte nogle fine piger der også cyklede udover. Da vi senere mødte dem ved den sidste færge over til næste ø, Flakstadøy, jah så blev vi hurtigt enige om at slå lejr sammen. Og det var pisseskægt at komme frem til den hvideste og fine sandstrand der lå klemt inde imellem klippeskær og fjeld. Slå lejr ved midnat i det prægtigste lys, lave mad sammen for at tage og slutte dagen med en dukkert kl. 2. En af pigerne hed Turid, som ifølge den nordiske mytologi skulle betyde : ” den som Thor elsker ”. Jeg henviste i øvrigt til Thorkils navn, men heldigvis var det ikke forbeholdt guderne i det 20 årh.
Nåh men næste morgen vågnede vi i gråvejr og regn. Pigerne havde for øvrigt spurgt Henrik lidt bekymret ud om min aktivitet, men han svarede beroligende at jeg faktisk aldrig sov men dog undertiden besvimede. Jeg havde på det tidspunkt nærmest ikke sovet i 3 døgn. Nåh, men vi besluttede at tage videre.
Der var enormt smukt når vi blaffede. Lofoten består jo af nogle høje og ofte virkelig spidse og markante fjelde, et utal af fjorde og vige og kun en smal bræmme af ofte tidligere havbund hvor husene klyngede sig sammen. Og selvfølgelig lå der smukke både over det hele, vi så også enkelte norrlandsbåde eller færinger som de også kaldes, det er dem der har høj for – og agterstævn a la´vikingestil.
Men især fordi vi havde hørt at den ugentlige og eneste båd til Værøy skulle gå om lørdagen, jah så tilbagelagde vi ørækken hurtigt, måske for hurtigt. Vi passerede Vastvågøy hvor der skulle være meget landbrug, og kom så til Moskenesøy der skulle bestå af det ældste fjeld i Norge. Her endte vi i et enormt smuk fiskeriby Reine, der ligger klemt inde imellem nogle enorme fjelde lige over for en ret kendt fjord, Kirkefjorden. Herfra tog vi om lørdagen båden til Værøy hvor vi i øvrigt mødte et utal af mennesker, englændere, amerikanere, tyskere, israelere og nordmænd ( og kvinder ) . Men heldigvis skulle de ikke alle sammen til Værøy.
Næste dag på færgen fik vi endnu et billede af befolkningens åbenhed. Blandt flere snakkede vi bl.a. med en norsk familie der tidligere frem til 1973 havde boet på Værøy. Da de hørte at vi agtede os ud til den forladte by Mostad, jah så aftalte vi at lave en fælles tur og dermed følges ad. Følgelig blev Henrik og jeg inde i nærheden af byen, hvor vi i øvrigt slog telt op efter anbefaling fra dem i en nærliggende vig der hedder Sørlandet. Vi havde nu fin mulighed for at komme ind på livet af byen og fiskeriet, hvor vi for øvrigt forsøgte at komme ud med øens eneste laksefisker. Efter en 2 dage aftalte vi så turen til Mostad hvor Henrik og jeg kom med oppakning for at slå lejr en 5 – 6 dage ved fuglefjeldet. Vi havde en fantastisk tur derud langs kysten og uden en sky på himmelen.
Jeg skal prøve kort at beskrive Værøy. Øen er u-formet og har i dag en befolkning på 1100 mennesker der udelukkende bebor området omkring havnen. Men det sjove er at øens tidligere centrum er den nu forladte by Mostad der ligger på sydspidsen klemt inde af nogle fjeldvægge der rejser sig lodret ud mod en lagune. Her har boet folk siden 986 men i forbindelse med overgangen til motordrevne og større fartøjer i 30-erne, jah så stoppede udviklingen brat. Man forsøgte at ændre det ved at prøve at anlægge en vej der skulle blive en ny livsnerve, men efter utrolige strabadser måtte man stoppe da affolknigen kulminerede efter krigen. Men hvor kunne man forstå de nordboer der engang havde slået sig ned her lige klods op af et fuglefjeld med 1½ mill. søfugle, fortrinsvis lunder og lige ud til efter sigende Europas stærkeste havstrøm, Moskestraumen der i vintermånederne gav anledning til det legendariske Lofot fiskeri efter torsk eller skrei.’
Men til den del af øen ankom vi på bedste skovtursstil sammen med den norske familie Kjell og Annemai og deres knægt Rognan. Og specielt efter at have krydset øen i et skar der hedder Eidet, jah så fornemmede man øens historie. En pragtfuld tilsyneladende århundrede år gammel vej der var hugget eller sprængt ind i klippen førte nu frem til byen der som sagt ligger klemt inde mellem havet og fuglefjeldet. Ved de fleste huse var der et gammel bådophalingsted, som set fra oven gav en sjov vifteform. Og ind mod fjeldet kunne man se små aflange marker der var ryddet for et uhyre antal sten.
Nåh, men i disse omgivelser fandt vi øens gamle skole hvor vi i den gamle have fandt et pragtfuldt frokoststed. Så gik vi en mindre tur og sagde så farvel til familien der havde en 20 – 22 km. foran sig.
Henrik og jeg gav os til at lede efter en lejrplads og her tog vi ved lære af en ret pragtfuld familie ( svensk ) som i øvrigt var de eneste campister på den del af øen. Mageligt henslængt foran deres telte kunne de nemlig ligge og iagtage øens to hovedatraktioner. Nemlig dels havørnen der regelmæssigt viste sig hver halve time over fjeldsiden, altid skarpt forfulgt af måger eller krager der højlydt gav deres misfornøjelse til kende. Dels vandrefalken som viste sig adskillige gange om dagen. Den blev simpelthen en oplevelse for livet. Vi så den oftest starte i svæveflugt med en overraskende bred og udspilet hale, en 200 – 300 m. oppe. Men så spidsede den gradvist vingerne, for så med større og større fart at skyde sig nedefter, ofte mod bunden af fuglefjeldet. Til sidst kunne den klappe vingerne næsten helt ind til kroppen, for så at skyde nedefter som et projektil. Ofte tabte vi den af syne, men to gange var vi heldige at se den slå lunder i luften. Den gik ned under lunden for at vende rundt og tage lunden nedefra. Første gang slog den dog galt, men lidt senere så vi den slå igen for så flagrende at forsvinde med en lunde i kløerne ned mod stenkeglerne.
Den første morgen tog jeg så på fuglefjeldet alene, da Henrik ville hvile benet. Jeg stod op kl. halv et og i den mest pragtfulde morgenrøde gik jeg opad en urgammel sti som i zig- zag førte op på fuglefjeldet som rejser sig i op til 446 m. højde. Jeg må indrømme at det var med en nærmest ærbødig følelse af at dette var ørnenes og kun ørnenes rige, at jeg gik derop. Jeg oplevede at se vandrefalken 2 gange på ret tæt hold, ørnen havde man nærmest om ørerne – den ene gang blev det til et pragtfuldt syn på en 60 m. afstand. Jeg kunne se hver eneste fjer på oversiden som i øvrigt var utrolig broget og spættet, og så den hvide eller nærmest flødefarvede hale. Jeg så også 4 numser stikke charmerende op over en fjeldkarm, og da jeg undersøgte ejendomsforholdet var forholdet 3 piger til en dreng hvorefter jeg spurgte : ” may I join you ”. De lå nemlig og kiggede på lunder ( søpapegøjer ) og alke der ofte landede på afsatserne en kun 4 – 5 m. nede.
Nåh, men selv himmerige har vel sine grænser. Allerede dagen efter besluttede Henrik og jeg at forlade Værøy, først og fremmest fordi at det var så koldt at når man ikke som f. eks. jeg var på fuglefjeldet, Jah så var det eneste alternativ soveposen. Men vi gjorde det også fordi at vi simpelthen var kommet for hurtigt hen over Lofoten.
Vi havde en masse muligheder oppe at vende, men besluttede til sidst at starte hjemturen over Narvik for så at gøre en uges ophold i den svenske Finnmark omkring Aibisko. Det var mest et valg under hensyntagen til Henriks fod, men også ansporet af de mange mennesker vi mødte og som havde vandret i Finnmarken.
Vi tog så båden fra Værøy lidt før midnat og var så i Bodø kl. 4 om morgenen. Men så fulgte et døgns sur rejse førend vi var i Aibisko, jeg skal ikke trække langhalm på det, men det skyldtes at vi måtte opgive at blaffe og i stedet spendere en 125 kr. seddel på bussen til Aibisko.
Men uden rigtig søvn i 2 døgn kom vi så til Aibisko hvor vi så tog os tid til at planlægge turen nødvendigt grundigt. Vi gik så de første 15 km. af en uhyre og lidt for kendt vandrerute, nemlig Kungsleden som fortsætter flere hundrede km. ned igennem Sverrige. Men vi fortsatte kun den nødvendige distance til vi var ude af nationalparken hvor teltning er forbudt. Så slog vi lejr og knaldede brikker på komando. Dagen efter var vi så enige om at fortsætte ad mindre ydmyge stier forbi nogle steder som vi havde fået anbefalet af en fin svensk pige vi mødte på Værøy. Hvis I har et kort så er navnene : Unna Allakas, Nallo , Salka, Vistasdalen og Kebnekaise som punktum.
Efter lidt problemer med dagsmarchernes længde og sluttidspunkt lagde Henrik en rute med 4 vandredage og en overligsdag ved Kebnekaise. Og vi fik rykket døgnet tilbage og kom ind i en vane med at komme op kl. 6 om morgenen og af sted ved 8 – tiden. Så havde vi tid til badning, solskin eller enddog brevskrivnig midt på dagen. Og vi nød et prægttigt terræn, og følelesen af at komme frem igennem landskabet kontinuert, noget der selvfølgelig nok var stærkest hos Henrik.
Han klarede turen fantastisk fint og vi sluttede af med en faktisk hård tur på 22 km., som flere andre delte over 2 dage. Vi oplevede faktisk en masse, især fuglelivet men også blomster og almindelig beundring af farver og former i fjeldet. Forbi islagte ( delvis ) søer iklædt hue og vanter, for 3 km. længere fremme at smide alt for at koge 5 timer i solen. Også oplevelsen af uvejr der pludselig kom farende igennem dalen med kolde kastevinde efterfulgt af regn, og med regn mener jeg regn. Og vi morede os som regel sammen med eller over dem vi mødte i fjeldet, der var virkelig mange dejlige mennesker iblandt.
Fremme ved Kebnekaise blev vi dog mødt af dårligt vejr. De næste 2½ døgn regnede det uafbrudt, efter sigende skulle det være den koldeste sommer i 100 år i Midt – Sverrige. Og det var simpelthen styrtregn så ikke engang undertøjet forblev tørt. Det var lige ved et føre til uenighed mellem Henrik og mig fordi jeg foreslog at vi fremmede hjemturen en dag. Jeg havde ellers hele tiden villet blive en uge ekstra i Norge, men det gav hverken pengene eller provianten mulighed for. Nåh, men på vej væk fra Kebnekaiseområdet mødte vi heldigvis en pige fra København, Connie og hendes 10 – årige datter Lea. Dem fulgtes vi så med de næste 2 dage indtil vi skulle hjem, så på den måde blev det også meget hyggeligt.
Men Thorkil. Det jeg meget gerne vil fortælle dig er at der i den Svenske Finnmark er nogle fantastiske vandremuligheder som kan tilpasses alle forudsætninger. Stierne er generelt bedre afmærkede og på nogle, f.eks. Kungsleden er der lagt gangbrædder ved f. eks. alle vådområder, hvilket nu ikke er efter min smag. Og så skal ( skulle ) man vide at de svenske jernbaner har nogle fine rabatter for rejse på hverdagene, man kunne i år komme retur til Narvik for under 500 kr., og ikke som for mit vedkommende 1270. Nåh.
Men alt i alt synes jeg at vi har haft en virkelig fin ferie. Især mødet med dele af Lofoten, Værøy hvor vi helt sikkert vil vende tilbage når lejlighed gives, det vil sige nærhed af Bodø. Så har jeg fået taget hul på Finnmarken som jeg nok ellers ikke ville have overvejet. Jeg har allerede planlagt/ bestemt en ferie i det vældige fjeldmassiv Sarek og vil i løbet af et par år planlægge en tur til nationalparken Sjauna hvor den svenske familie havde set spor af jærv og hi af bjørn. Men Sjauna vil fordi det er et stort våd- og søområde kræve 3 – 4 mennesker, for at muliggøre medbringelse af en foldekano. Så er der Grønland og —. Nåh. Men kort og godt er jeg simpelthen bidt af den måde at holde ferie på, det kunne faenme blive et helt problem at holde sejlbåd.
Jeg har også været glad for at vise Henrik de muligheder man har for at klare sig i terrænet. Vi har aldrig manglet inspiration eller conduite. Jeg har hugget lige fra robåd til klipfisk, vi har dog ikke nået at malke får eller rener. Det eneste problem har været at Henrik 2 gange kraftigt har følt storebroderdominans. Retter sagt har problemet kun været at vi ikke med det samme har snakket om problemerne.
Men slut med ferie for denne omgang. Vi regner med at Henrik får to film fremkaldt i morgen, jeg frygter kun at noget af den ene film blev ødelagt ved åbningen.
Med kærlighilsen
Ole