Jeg startede fra Sulitjelma i Nord- Norge med 33 kg I rygsækken, proviant til 3 ugers fjeldvandring.
Det har været min længste og mest spændende fjeldvandring. De 3 uger gav lige fra starten en enorm ro. Jeg har hele tiden bevæget mig langsomt. Både på grund af rygsækkens vægt, men også selv i dårligt vejr givet mig tid til at stoppe op og iagttage landskaber, sten, fugle, planter etc.
De dagsture jeg har været på har været meget værdifulde og ubeskrivelig smukke. Turen op til isfaldet fra Blåmannsisen, turen til Stádák søerne, Noajdde og gletcheren med den lille sø oppe på Luohttoláhko.
Staloluokta var en stor oplevelse, især kyrkkåtan, og mødet med en samisk familie. Kvikkjokk var også en stor og positiv oplevelse, og jeg kan undre mig over de andre gange hvor jeg bare har brugt Kvikkjokk som springbræt til fjeldet, uden at give mig selv tid til at opleve stedet og atmosfæren på fjällstationen.
Jeg har ikke haft problemer der er værd at snakke om, men meget af turen er foregået i 1000- 1300 meters højde, hvilket betyder at det er sten og atter sten. Vejret var fantastisk på nær en storm og de sidste 3-4 dage hvor jeg gik på kompas i finregn og tæt tåge, og mistede orienteringen så jeg havnede ude i Tarradalen.
Onsdag den 4. august
Klokken er 22.30, det er præcis 24 timer siden at jeg landede i Bodø.
Jeg har lige spist og rejst teltet 1 meter fra den lille elv der kommer ned fra den lille sø syd for Kokedaltinden. Jeg ligger lige NV for Stortoppen og SV for Sorjostjåhkkå, ca. 200 m NØ for vadestedet over elven.
Efter at have købt Go- gas, chokolade og beskyttelseshætter til kikkerten tog jeg bussen til Fauske- Sulitjelma kl. 13.00 fra Bodø. I Fauske hvor vi skulle skifte bus, kom jeg i snak med en nordmand og en svensk kvinde. Han skulle i sommerhus, men den svenske kvinde skulle også til Sulitjelma, så vi aftalte at deles om en taxa til den ret stejle grusvej op mod Ny Sulitjelma. Vi fik telefon nummeret til taxa af en ældre kvinde i bussen.
Vi blev sat af bussen ved den gamle butik, der nu hedder Café Iris. Taxaen tog ikke telefonen, så kl. 16 begyndte vi at gå opad. Det var i mellemtiden blevet solskin og meget varmt. Jeg havde korte bukser og Icebreaker T-shirt på og mindst 33 kg i rygsækken. Der var en masse store klæg og nogle små fluer. Når vi holdt pause kunne jeg klaske en 10- 15 store klæg. Jeg fik kappet en birk til vandrestav og samlet lidt birkebark til optænding. Kvinden, Ann fra Uppsala ville nord om Låmivatnet. Den vej gik jeg til Kvikkjokk i 1982, så jeg ville nu op over Sårjåsjavrestugan, også kaldet Konsul Perssons stuga. Denne rute hedder i dag Nordkalotleden, i 50-erne hed den Furulundleden.
Så lige før Ny Sulitjelma hvor stigen til Låmivatnet drejer fra, sagde vi farvel til hinanden. Vi udvekslede hjemmeside- og e-mailadresser og et lille knus. Jeg synes at det er ret frisk at der også er kvinder der vælger at vandre alene.
Jeg passerede Ny Sulitjelmastugan, som vist ejes af DNT. Landskabet så helt skotsk ud, meget grønt og blødt. Ved en mindre bro kunne jeg mærke at jeg svajede lidt. Kl. var 19 og siden kl. 7.30 havde jeg kun fået 2 hjemmebagte boller uden tilbehør og lidt chokolade.
Jeg lavede en portion tomatsuppe og spiste lidt trekking kiks til. Trak i lange bukser og fik afbarket min vandrestav.
Jeg fortsatte, men frem til hvor stien mod Sorjoshyttan drejede fra lige syd for Storelvvatnan, kunne jeg virkelig mærke stigningen. Jeg var nødt til at holde en del kunstpauser, det var som om der overhovedet ikke var mere energi at trække på. Men det hjalp, da jeg kunne se nogle små søer og Storelvvatnan. Så vidste jeg at lejrpladsen var tæt på. I kikkert så jeg en trekantet elv brink som så plan ud, og blev drænet til alle 3 sider. Jeg skød genvej over en snefane, men stødte på stien igen. Brinken var for stenet, men jeg fandt en lille terrasse ned mod elven. Jeg kunne godt mærke at jeg var træt, da jeg slog teltet op. Men der må være noget i retning af 650 højdemeter herop nede fra Sulitjelma, og jeg er som sagt startet med en meget tung rygsæk med proviant til 3 uger på fjeldet.
Kl. er 23, og om lidt skal jeg ind og prøve mit nye Therm A Rest Neo Air large. Det glæder jeg mig til. Det er sku komfort på fjeldet, men en gammel fyr som mig sover ikke nødvendigvis godt, bare fordi underlaget er behageligt.
Torsdag den 5. august
Tågen lettede først lidt over 8.00. Jeg pakkede lommerygsækken til en tur op til den lille sø lige syd for Kokedaltinden. Jeg fik et fint udsyn til gletsjeren neden for Stortoppen. Den er utrolig sprækket hvor den glider over en ryg.
Jeg gik rundt om den turkisfarvede sø, og hjemturen tog jeg ved foden af Kokedaltinden. Vejret var fortryllende så jeg tog 15- 20 min solbadning liggende på en stor sten. Turen tog 5 timer, og da jeg kom tilbage til teltet kl. 14.00 besluttede jeg at bryde op. Jeg gik frem til den sydligste gren af Småsorjonvatnan. Det så ikke lovende ud med teltpladser.
Men jeg vil på en dags tur i morgen op til Blåmannsisen. Så jeg gik syd om søen. Der var 3- 4 skrå sne felter ned mod søen. Jeg var tørstig, men ville frem. Lige før et snefelt var der noget morænejord/ grus hvor støvlen sank halvt i. Jeg trak den op, og det startede et lille mudder- og vandskred på 15- 20 m ned i søen. Vandet væltede frem og trak grus, mudder og sten med sig.
Lidt efter var jeg fremme og fik støvet et rimeligt teltsted op.
Jeg rejste teltet, fik hentet noget søvand og fik lavet mad. Det er fuldstændig vindstille og forsat blændende solskin.
Fredag den 6. august
Jeg stod op kl. 8.00, efter 11 timer i posen. Jeg havde noget søvn jeg skulle indhente. Derhjemme er jeg radbrækket efter 8 timer i en seng. Therm A Rest Neo Air er fantastisk behageligt at ligge på. Og selvom underlaget er skråt, rucher man ikke.
Det er blændende solskin og en frisk sydlig vind. Der ligger en lille sky fane i gletsjer nichen ved Stortoppen, ellers er der fuldstændig blå himmel. I Norge siger man at juli måned har været den mest nedbørsrige og kolde juli i 90 år. Så jeg skal ikke klage. Nu går jeg fra teltet ved det meget lille vandhul syd for Småsorjonvatnan NV og V frem til Blåmannsisen.
Jeg kom tilbage kl. 19.45, var startet 9.15. 10½ time, anslået 30 km´s vandring.
Det er den mest fascinerende og oplevelsesrige dags tur jeg kan mindes. Først gik jeg langs søen på en fjeldhylde. Jeg kom op på et plateau og var oppe ved en varde for at orientere mig. Jeg vadede et lille søfald, hvor vandet falder 1- 1½ m ned i den sø der hedder 951. Her var præstekrave, jeg havde tidligere set 4- 5 snespurve. Her var vidunderligt. Et kvarters blund i solen, og så videre.
Jeg kunne gå langs søbredden på nedfaldne sten og klippestykker. Der ville også komme 3 skrå sne felter. Det huede mig ikke, så jeg valgte at kravle opover. Jeg prøvede at følge nogle grønne faner. Der var overraskende frodigt. Selv enkelte pilebuske, eksponeret af solen og i læ af klippen. Der var enkelte små kvan og lidt engblomme.
Jeg kom op og fulgte en dal der forbinder sø 951 med Blåmannsisvatnan. Nu kunne jeg se isfaldet ud i søen. Jeg fik en gratis ruchetur ned ad en snefane som gik helt ned i dalbunden. Der havde ligget rener, og nu løb de forbi mig. Jeg går igen op for at orientere mig.
For at komme frem til isfaldet skal jeg krydse en gletsjer front, hvor der udmunder en elv som i et lille vandfald styrter ned over klipperne ud i søen. Så en mindre klippe/ bjergryg. Jeg vil tro at kl. var 13.00. Jeg beslutter at fortsætte, men satser på at starte hjemturen kl. 15.00. 6 timer ud og 6 timer hjem. Det vil sige at jeg kan være tilbage ved teltet kl. 21.00 +/- 1 time. Jeg kravler op i kanten af det lille vandfald og krydser 3- 4 mindre vandløb. Lige før isfaldet letter jeg 4 fjeldryper, hvide vinger og brun krop. Det er ufatteligt at de kan leve heroppe.
Fremme ved isfaldet kommer jeg i tanke om at jeg har glemt min ske. Da jeg i modsætning til andre i familien ikke har træben, må jeg ofre en kraftig spån af min vandrestok. Af spånen laver jeg en funktionel ske.
Jeg laver hvad der svarer til 3 portioner blåbærsuppe og spiser trekking kiks til.
Der er ufatteligt smukt. Jeg kan næsten ikke nænne at forlade stedet. Jeg fotograferer et insekt på min vandrestav, og lige da jeg skal af sted er der en bevægelse tæt på. Jeg tænker uvilkårligt på en snespurv, men det er en guldsmed. Ufatteligt.
På vej tilbage krydser jeg første vandløb på isen. Men den er meget sprød, med en masse små huller, nærmest som en si eller ost. Og der løber rigtig meget vand ovenpå isen, i små bække og også over en bred front. Jeg vader hovedudløbet, men fortsætter så op på en bjergryg før den sidste gletsjer arm. Den ser utrolig usikker ud. Der er store huller i isen og jeg kan høre vandet fosser nedenunder.
Jeg fortsætter op ad fjeldryggen og da jeg senere drejer mod SØ har jeg passeret den lille gletsjer arm. Jeg tager et tilbageblik mod Blåmannsisen. Jeg er ved at græde, så ufatteligt er det. Jeg går Sø, og rammer bjergryggen der afgrænser sø 951 i retningen SV mod NØ. Jeg rammer den hvor den er stejlest ( brattest )
Skal jeg gå tilbage eller skal jeg gå frem. Det er meget enkelt, jeg har det princip på denne tur at jeg ikke går samme rute 2 gange. Jeg vil hele tiden opleve noget nyt. Så jeg beslutter at følge bjergryggen mod SV, og så gå tilbage langs søbredden. Nu er der regn i luften, skaljakke på og foto og kikkert i noget vandtæt.
Jeg kommer helt ned til det SV hjørne af sø 951, førend jeg kan komme ned. Der er utrolig smukt mod vest, hvor en flok rener græsser uforstyrret. Jeg beslutter at gå sønden om søen, og vader en lille elv på tærsklen hvor den løber fra søen. Jeg vælger at gå op på den fjeldryg der skyder sig ud fra toppen 1164. Jeg kommer op og prøver at holde retning mod SØ. Der er et par rygge og dale jeg skal krydse.
Lige syd for en langstrakt sø der er afmærket på kortet ser jeg noget pudsigt. En lille bæk der kommer ud af et hul i klippen. Tæt ved er der et tilsvarende næsten tørt hul. Så er der mosaik af skiffer i nogle fantastiske farver og mønstre. Den største kunstner det er naturen.
Videre frem skal jeg traversere et mindre skråt snefelt som falder ned i søen. Der regner og isen er hård. Jeg prøver med vandrestaven, men isen er så hård at jeg må bruge kniven. Jeg kurer på hø lår og knæ, medens jeg hele tiden hugger kniven i for ikke at ruche ned i søen. Jeg er glad da jeg ser det SØ parti af Småsorjonvatnan hvor jeg har lejr. Jeg finder den fjeldhylde jeg gik ad på vej ud. Nu er klippen næsten tør.
Jeg har lige skrevet ovenstående, men hold fast hvor er jeg stiv i benene, når jeg rejser mig op.
Jeg har lige været oppe på en stor sten og lægge min træske som talisman og tak for en god tur. Jeg var ved ikke at turde kravle op på stenen, så jeg gik rundt om den og kunne se, at jeg kunne klatre ned mod vest. Stenen minder lidt om Nio- tal stenen oven for Aktse. Jeg lagde skeen under en mindre sten, der ligger i ly af et større klippestykke.
Jeg nyder en meget lille whisky, en Macallan Selected Oak jeg købte i Billund. Med den allersidste skvat i koppen vil jeg gå rundt om min talismansten. Jeg er så optaget af fra hvilken vinkel jeg vil fotografere den i morgen. Jeg går baglæns og falder pladask over en halvstor, skrå sten. Så fik stenen også en sjat whisky.
Lørdag den 7. august
Jeg fik målt min INR, 2,8. ( jeg er i blodfortyndende behandling p. gr. af en kunstig hjerteklap ) Det er rigtig godt, idet det altid er svært, når jeg går fra normal kost derhjemme, og til her hvor jeg kun spiser frysetørret mad uden K- vitaminer. Når jeg ændrer dosis går der ca. en uge inden denne ændring slår igennem.
Det regner så jeg har rykket morgenkaffen ind i teltet. Jeg begynder at bryde op ved middagstid og ved 13- tiden går jeg videre. Korte bukser med skalbukser over idet jeg synes at det er for varmt med 2 par lange bukser.
Men det klarer op og bliver fantastisk vejr. Korte bukser og Icebreaker T-shirt og Wilhelm Becks olja til at holde klæg og myg borte. Det virker og jeg elsker lugten af finsk trætjære.
Jeg gik forbi Sorjoshytta og videre frem langs Bajit Sorjosjavri. Jeg snakkede med en yngre mand fra Bodø som lå i telt og fiskede. Han havde fanget lidt, men det er ikke et produktivt vand.
Lidt efter kom jeg til den række holme og småøer der ligger midt i søen. På en flad strandeng slog jeg teltet op 10 m fra sandbredden.
Søndag den 8. august
Jeg stod op kl. 6.00 til en vidunderlig og fredfyldt morgen. Søen lå som et spejl. Ved ottetiden fulgte jeg stien mod øst og gik over broen VNV for Hammeren. Jeg gik sønden om denne og fulgte saddelen mellem den og toppen 1172. Her var vindrossel og rype. Jeg gik imellem de to små navnløse søer og gik op mod Stáddátjåhkkå.
På et tidspunkt smed jeg mig et par minutter i græsset. Da jeg var ved at tage dagturs rygsækken på igen, letter der 2½- 3 m væk en fugl, der grangivelig ligner en skovsneppe, men som må være en tredækker, den største af vores 3 bekkassinarter. Jeg ser næbbet og de brune vinger og ryg.
Lidt længere fremme letter jeg en flok på 13 fugle som jeg ikke kender. De lander med det samme igen, og jeg kan se at det er pomeransfugle. I kikkerten kan jeg følge dem medens de lystigt fouragerer i småløb opad fjeldsiden. Jeg havde også en hjejle siddende i silhuet 20 m væk. Stenpiberne bliver siddende 3- 4 m fra mig, og virker meget nysgerrige.
Kl. 12.00 når jeg toppen på 1305 m, blot for at opdage at det vrimler med rener og store klæg. Klægerne bider ikke, men svirrer omkring toppen hvor der er vindstille. Jeg havde regnet med et blund i solen, men skal ikke nyde noget med alle de klæg. Jeg nyder udsigten, tager et par billeder, og går ned mod vadestedet mellem Stádák og Stáddájávre. Jeg vandrer i en skifferbelagt sænkning. Der går en stor flok rener på et snefelt. Jeg ser efter dyr, men opdager i stedet en vandrer der er ved at vade, ud for elven der kommer ned fra Miehtjevagge.
Jeg er overrasket over at møde nogen her. Det er en tysk kvinde som vandrer of road i Padjelanta. Hun hader stier. Hun er ved at tage vadeposerne af. Jeg sætter mig og laver blåbærsuppe. Vi har en sjov snak om ruter, grej m.m. Hun er på en 2 måneders tur, først 3 uger med en ven og nu alene. Hun har tidligere været i Sarek, men er ked af at al sneen er væk. Hun synes at Sarek er alt for mørk, selv stenene er sorte siger hun foragtelig. Hun foretrækker Padjelanta med sneen og søerne. Hun har en gammel slidt Gregory rygsæk og et gammelt Nallo telt. Provianten er tørret frugt og brød bagt på Trangia. Jeg har stor respekt for folk der vandrer uden for ruter og synes at det er dejligt, at der også er kvinder der gør det. Vi skilles, og jeg går hen til elvens udløb i Stáddájávre. Det er et fantastisk sted. Der er 2 vandfald eller fosser og der er en lille fremspringende klippeknold ovenover den ene fos.
Jeg prøver om jeg kan se det vadested der er angivet på kortet, men må give den tyske kvinde anerkendelse for det sted hun vadede.
Jeg følger Stádáks nordlige bred tilbage. Man kan godt finde teltpladser i begge ender af søen.
Ret syd for knold 1172 er der et fantastisk landskab hvor man kan se hvad tiden gør ved bjergarterne. Erosionen er enorm tydelig. En sten der er smuldret totalt og smuldret ligger som en 20 m lang sti nedenfor. I lemming år tror jeg at det kan være en sneugle lokalitet. Jeg synes på vegetationen at jeg kan se en gammel rede plads. Jeg går rundt om Hammeren i ca. 1000 m højde. Lidt efter møder jeg en belgisk kvinde der vandrer med 2 rygsække på.
Kl. 18.00 efter 10 timers begivenhedsrig vandring er jeg tilbage ved teltet. Atter i blændende solskin.
Jeg har taget mine letteste løbesko med som vadesko. Men de er for bløde til 10- 11 timers dags ture og er begyndt at skarve venstre hæl.
Sulitjelmaområdet er meget inspirerende beskrevet af Dag Hammerskjöld i bogen : Fra Sarek til Haväng ( SVT 1962 ) Teksterne går igen i Grundstens bog : Dag Hammerskjöld fjällvärld fra 2007. Dag Hammerskjöld brugte Staddatjåhkkå til at rekognisere for at finde adgangsveje til Allmåljöklen og toppene i Sulitjelmamassivet. Han har beskrevet det vadested som den tyske kvinde brugte. Jeg kan varmt anbefale hans artikler og det øvrige han har skrevet om fjeldvandring.
Jeg er egentlig så træt at jeg overvejer at gå i posen. Men jeg har samlet en anseelig mængde træ, mest gamle båd rester med klinker og nagler. Jeg har lidt birkebark med til optænding. Da jeg stadig går i bare tæer går jeg op til et par små klipper, hvor jeg ser en smuk 3- farvet lemming. Den første jeg har set i år. Jeg kvitterer for gensynet med at lægge træet på tværs over klipperne, og så kaste en stor sten nedover. Jeg frygtede lidt at jeg nu skræmte livet af den sidste lemming, men da jeg lidt efter samlede brædderne op, sidder lemmingen under og smutter så ned i sit hul. Jeg kvitterer for spektaklet med at lægge ½ trekking kiks. Kan den lide kosten er der mere på lager. Kiksen bliver ikke rørt.
Selvom det er lyst er det fredfyldt at sidde og kigge på et bål. En holder til en åretold af aluminium smelter.
Sindet og øjet er fulde af indtryk. Når vi derhjemme går på stranden og ser på sten, kan jeg ofte genkende en del af stenene på tilbageturen. Her er mængden af indtryk, af landskaber, af forskellige grader af erosion, simpelthen enorm.
Mandag den 9. august
Jeg bryder op ved 8- tiden. 1 km længere fremme ved en lille lagune tager jeg den store vaske tur og afslutter med 7- 8 svømmetag. Det er ikke engang rigtig koldt. Skulle jeg fiske ville jeg også starte her, der er flere fisk der slår, også efter at jeg har badet.
Længere fremme vader jeg deltaet i stedet for at gå op til broen. På den anden side forsøger jeg at sætte mig i skyggen af en morænebakke, så varmt er det.
Ved 13- tiden kommer jeg til Konsul Perssons stuga fra 1922. Der er 3- 4 par omkring stugan, og der er en liflig duft af pandekager. Jeg smider støvlerne og banker på døren og spørger om jeg må sætte mig 3- 4 minutter. Den ene stue er ledig. Jeg skal såmænd blot have målt min INR, da apparatet ikke virker i teltet i dette skarpe sollys. INR 3,8 ( mit interval er 2,8- 3,8 ), så det er ret godt gået.
Så spørger jeg en af de 2 kvinder i køkkenet om jeg kan købe nogle pandekager. De kigger lidt på mig, og fortæller at de blot bager pandekager til dem selv. Jeg undskylder og fortæller at jeg havde læst om en Solveig der serverede pandekager. 10 minutter efter kommer manden med en tallerken med pandekage, flødeskum og æblemos.
Ham får jeg en rigtig god snak med. Vi fortæller historier og skriger af grin. Han får min artikel af Dag Hammerskjöld, og hans kone henter det hæfte der er om hyttens historie til mig.
Når man kalder det Sveriges smukkeste plads, så er det på grund af søfaldet. Og det er fantastisk smukt og betagende.
Ved 15- tiden bryder jeg op og går videre. Over dalen hvor Gáhpesjågåsj løber, svæver en ung kongeørn. Pludselig slår den ned fra stor højde og flyver op igen, men lander kortvarigt. Stadig små hvide felter på vingerne, men overgumpen er helt hvid. Jeg ser også vandstær i et lille vandløb.
Jeg kommer til Staddajåkkåstugarna , hvor jeg er så heldig at komme af med mit affald. Bl.a. mine såler til løbeskoene. De ligner i konsistens en gammel Karl Johan svamp, og stinker tilsvarende. Jeg går videre, men 750 m. efter stuerne er der den blødeste græs eng på en knold ud til søen Gáhpesluoppal. Jeg slår teltet op og går tilbage til stuerne for at hente vand nede ved elven.
Jeg snakker med en ung fyr som er stuevært sammen med sin kæreste. Hun kommer fra Staloluokta og har været med til kalvemærkningen. De har været her i 14 dage, og skal være her i 14 dage endnu.
Lige da jeg har skrevet dette kommer 2 stenfalke ( dk: dværgfalk ) indover mig, og de slår efter hinanden lige over teltet.
Tirsdag den 10. august
Jeg kommer til Stalaluokta ved middagstid efter 4 timers vandring. Jeg beslutter at være god ved mig selv, og give mig tid til at opleve samebyen. Rygsækken ind på stuen og så op til butikken. Jeg bestiller 2 røgede rødding, et hjemmebagt brød ( glöttkaka ) og en øl. Anna- Margith Påve der har butikken er meget snakkesalig og venlig, så vi snakker i 1½ time, medens jeg spiser. Da jeg nyder kæbemusklen som efter min mening er det bedste kød på en fisk, siger hun at jeg også skal spise øjet og hjernen. Hjernen smager som torskelever.
Hun fortæller at de er 30 husholdninger her om sommeren. Og så kommer der igen nogen til høst. Om vinteren bor de i Jokkmokk. Hun fortæller at i 1960-erne var der 13- 14.000 i Jokkmok kommune. Nu er der 3000 i byen. Svenskerne flytter, så der er kun samer tilbage.
Hendes mand går frem og tilbage, han er meget smilende. Han har et meget bredt bælte om livet, hvori der hænger 3 knive, bl.a. den karakteristiske store samekniv. De er ved at vakuumpakke fisk som bliver sendt til Jokkmokk med helikopteren.
Den ældste søn kommer ud og hilser og vi snakker lidt, men så kalder faderen. Lidt efter går sønnen med en stor rygsæk. Han skal ned med fisk. Han havde sagt at han var her på ferie, og lidt efter tilføjet med tør humor, ” arbejdsferie ”
Børnene er nede og bade og en dreng kommer tilbage og henter åretolde og årer til en båd.
Jeg sidder stadig ved butikken og skriver postkort. Anne-Margith kommer med kogekaffe og et lille stykke tørret ren kød. Jeg bestiller 2 kg renkød til i morgen tidlig.
Lidt efter kommer Anne-Margith løbende ud, idet hun råber: ” Ole, Ole vi skal have din adresse og e- mail. Hvis vi kommer til Danmark, så kommer vi og besøger dig ”
Jeg går ned til kyrkkåtan. Jeg skal til at smide skoene, da jeg opdager at gulvet er dækket af birkeris. Kirken er opført som en kåte af afbarkede birkestammer, og udvendig beklædt med græstørv. Inde i midten er der en gang flankeret af store stammer, og med et åbent ildsted i midten.
Jeg lægger mig på knæ oppe ved alteret og begynder at græde. Jeg er dybt taknemmelig for at jeg i en alder af 56 skal opleve så meget.
På vej væk fra kirken kommer jeg forbi et privat hus. En ældre mand kommer ud. Jeg spørger om vej til byen. Vi kommer i snak. Han har arbejdet med renavl hele livet, og nu har sønnen overtaget. De har sommergræsning for renerne mod vest, helt over mod den norske grænse. Om vinteren trækker de ned mod Jokkmokk. Kælvningerne finder sted heroppe. Børnene var med til kalvemærkningen fra 5- 8 års alderen. Sønnen havde som 8-årig været nede hos en farbror for at deltage i kalvemærkningen. En ren med kalv var blevet taget af en jærv. Da sønnen kom tilbage med helikopter havde han renkalven med, den var blevet tam.
Jeg spørger om han er kommet i Sarek. Det er han ikke, fordi det er helt andre samer der har rendrift i Sarek, bl.a. Sirkis sameby. Så meget kan man få ud af et tilfældigt møde.
Jeg går tilbage til butikken for at købe flere postkort. Sønnen kommer igen ud for at snakke. Han er født her, men er flyttet til Norge hvor han lever af ren drift. Jeg spørger ham hvor mange rener han har. Han siger det ved han ikke. Jeg spørger ham hvor det er bedst at være same. Han svarer klart Norge, og begrunder det med at der er så mange rovdyr her. I Norge er der bedre regler
Han har selv skudt en bjørn som vejede 100 kg slagtet. Han spørger mig om hus og bil priser i Danmark. Hvad mine børn laver m.m.
Jeg går tilbage for at komme i samisk badstue. Det er lige før at jeg er helt stresset. Man vasker sig ved en balje. Man henter koldt vand i en spand fra søen, og varmt band kan man tappe fra ovnen. Jeg er i sauna med 2 fine fyre. Den ene Ulf, der oprindelig kommer fra Jokkmokk, har cyklet i hele Europa og også løbet på ski. Den anden på 72 år har løbet maraton indtil for 4 år siden, og har tidligere deltaget i Wasa- løbet. Han har vandret Caminoen. Jeg er ude i søen 3 gange for at komme af med varmen.
Da jeg kommer op til stuen er jeg for træt til mere social aktivitet, men inde på stuen får jeg styr på ruten i Sarek. Jeg viser den til Ulf som kender området godt, og han bekræfter at det er en fin rute. Jeg skriver den også i gæstebogen. Det er for at overholde den regel om, at man skal oplyse andre om hvor man går, hvis der nu skulle tilstøde mig noget.
Onsdag den 11. august
Jeg var oppe ved butikken kl. 7.15, der var 1,75 kg tørret, røget ren kød klar til mig.
Kl. 9.00 går jeg fra Staloluokta, efter at have vejet rygsækken, 30 kg. Men jeg har efter 1 uges vandring stadig proviant til 14 dage i Sarek.
Jeg går øst om Stuor Dijdder. Der er birkeskov, og det går opad. Jeg får taget mine gaiters på.
Jeg hører en fugl skrige vedvarende, jeg tænker på stenfalk. Jeg går efter lyden og en ung jagtfalk flyver op. En anden falk kommer kortvarigt, sandsynligvis en af de gamle. Lidt senere ser jeg en udhængende klippe hvorunder en afsats er hvid af ekskrementer, og nedenunder ligger vinger og ben af ryper. Det er ikke hver dag man ser yngleplads for jagtfalk i Skandinavien.
Jeg ser også 2 kongeørne, den ene mangler et par svingfjer i hø vinge. Jeg har for øvrigt monteret en lille karabinhage i en rem på min kikkert, og en lille ring ved spændet til hofteremmen på rygsækken. Når jeg går, kan jeg klikke kikkerten fast, så den ikke slasker eller gør det nødvendigt at jeg hele tiden går med en hånd på den. Det fungerer udmærket. Jeg ser en elgko med kalv.
Ved Arasjåhkå der løber ud ved Arasluokta ser jeg 3 gule kåter på afstand. Der lander en helikopter. En person går frem og bliver taget op. Først tror jeg at det er en spejderlejr eller lignende, men så går det op for mig at det er en lejr i tilknytning til rendrift og vedligeholdelse af det lange rengærde der løber her. Det var for øvrigt den eneste helikopter aktivitet jeg så på hele turen, på nær den ene daglige flyvning til Staloluokta.
Mellem Unna Liemak og toppen 1430 kommer jeg kortvarigt i tvivl om orienteringen. Men jeg følger kompasset og går ret øst. Krydser et stort ren gærde. Nogen gange er terrænet anderledes end det jeg forestiller mig ud fra kortet.
Endelig kl. 17.00 efter 8 timers vandring, kommer jeg til renvaktarstugan i vest enden af Álájávrre. Jeg går 1 km frem til en holm og slår lejr.
Da jeg om aftenen sidder og nyder en whisky ligger storlommen ( dk: sortstrubet lom ) lige uden for teltet og fisker.
Torsdag den 12. august
Rygsækken står klar. Jeg kigger mig rundt og udbryder spontant: ” hvor er det dejligt, hvor er jeg lykkelig ”
Jeg følger nord siden af den smukke sø Álájávrre. Ser en knap flyvefærdig hjejleunge. Rypeungerne er flyvefærdige.
Holder rast ved Lulep Rissájávrre. ½ pakke tomatsuppe + tørret renkød. Jeg kommer ned til Álggájávrre. I kikkert havde jeg set at der var 1 båd ved hver side. Da jeg roede over, og vidste at jeg skulle tilbage med båden, besluttede jeg bare at vade retur. Elven er meget let vadet ved den nuværende vandstand. Men man skal ligesom komme sejlende til Alkavare kapell.
Det er fantastisk at komme op til kapellet. Det er meget mørkt og råt indvendig, med store skiffersten som gulv. Jeg rejste mit telt lige bag kapellet. Fik målt min INR, 3,2.
Ved 19- tiden sidder jeg inde i kapellet og læser Grundsten og ser på kortet. Jeg får en fornemmelse af at jeg kan høre stemmer. Jeg kigger ud, og ser at en vandrer er på vej. Men lidt bag mit telt er der allerede 2 unge tyskere. Jeg hilser på dem, og på den tredje da han kommer. Vi fortæller hvor vi hver især er kommet fra. De slår telte op mellem redskabsskuret og ute- dasset. Ved 20- tiden går jeg over og snakker med dem, der er kun de to. De kommer fra Sahrlandet og det er deres første tur til Skandinavien. Men de to jeg taler med er erfarne fjeldvandrere.
Fredag den 13. august
Det har regnet i nat, men er klaret op. Jeg havde tænkt på en top tur, men beslutter at gå videre. Da jeg har pakket rygsækken, er de to af tyskerne oppe. Jeg spørger til den tredje mand, og de siger at de har haft nogle problemer i går. Den tredje mand som ikke har fjelderfaring vil fortsætte alene. Vi snakker lidt om det, og så går jeg videre. Jeg er bekymret for den tredje mand, men omvendt er de jo voksne mennesker. Men det er ikke et smart sted at have dårlig gruppe dynamik eller store personlige problemer.
Jeg går langs Álggájávrre som ligger som en juvel i alle naturens grønne farver. Knap 1½ km efter søen går jeg ned for at vade elven. Det regner så jeg har skaljakke og rygsækovertræk på. Jeg vader ved at gå skråt tilbage på et stenstryg, på et sted hvor der ikke er en dyb fure. Jeg kan ikke se bunden, men det ser man på vandets bevægelser. Videre igennem noget videsnår (pilekrat ), og så det andet løb af elven. Da jeg lidt efter sidder på brinken og er ved at lave suppe, kommer der en vandrer i mit fodspor. Det er Dennis, 34 år, og fra Holland. Han skal op i samme pas som mig, Niejdarihpvágge, og spørger om vi skal følges. Jeg foreslår at vi går hver i vores tempo, men at vi kan slå lejr sammen i aften.
Det er let at komme op til ravinen. Jeg begynder at kravle ned i ravinen. Der er løse sten og løs moræne. Lidt fremme er der en sammenfalden sne bro, der er helt sort af morænemateriale. Ravinens sider er meget løse. Jeg kravler op på sne broen og krydser Niejdariehpjågåsj.
Så langsommeligt op på den anden side af ravinen. Jeg vil tro at der er 3- 4 km frem til vattendeleren. Både før og efter vandskellet er der en masse store sten.
Endelig går det nedad. Jeg ser et telt lidt mod øst, på en stor ås ud mod Sarvesjåhkå. Da jeg kommer ned i dalen opdager jeg Dennis mod vest. Han har også et Akto. Han laver the og jeg får slået teltet op. Efter at jeg har spist sætter vi os på en stor klippe og nyder en whisky. Han har en frisisk og jeg som sagt en Macallan whisky. Vi fortæller om hinandens liv og om oplevelser i naturen
Vejret er klaret helt op så der nu er blå himmel over Sarek.
Lørdag den 14. august
Der er skyer over Sarek, men tørvejr. Dennis har pakket sit telt sammen. Han koger vand på sin Svea 123. Vi drikker en kop kaffe sammen.
Han fortæller at han siden sin søsters død for 4- 5 år siden har haft svært ved at tage på solo tur.
Jeg fortæller om hvordan jeg selv har bearbejdet min fars selvmord da jeg var dreng. Vi skilles, Dennis går mod Tuottarstugorna og jeg går østpå i Sarvesvágge. Dennis havde fulgt en ret spændende rute ind igennem Sarek, med flere gode top ture og besøg ved højtliggende søer. Men hans Therm A Rest Neo Air var punkteret efter 1 døgn, og han havde ikke kunnet reparere det ordentligt. Så han skulle op hver 2 time for at puste luft i. Så nu er det Padjelantaleden og begyndende hjemtur.
I kikkert ser jeg en på vej op mod passet, sikkert ham der lå i telt lidt øst for udmundingen af Niejdariehpvágge.
Det begynder at regne og blæse kraftigt. Lidt senere ser jeg en fyr i en stor poncho nede ved jokken. Jeg sætter rygsækken og springer derned. Han er også på vej op i passet. Jeg siger at i dårligt vejr er det ikke tilrådeligt. Jeg fortæller om mit indtryk af passet fra i går, men at man skal have respekt for pas overgange i dårligt vejr.
Jeg fortsætter ned til renvaktarstugan. Døren er ikke låst, så jeg kigger ind. Jeg koger vand til suppe i forgangen, men opholder mig ellers udenfor i læsiden. Det regner stadig, og der bliver mere og mere videsnår, op til 2 meter eller mere i højden. På et tidspunkt er jeg nød til at gå i rygsækken efter noget norsk kogechokolade.
Jeg kommer ned til Noajdevallda, og sætter rygsækken et sted hvor det er muligt at slå lejr. Jeg går ½ km længere frem, men finder ikke noget der er bedre. Jeg ser en falk. Jeg har knap nok slået teltet op da det øser ned igen. Kl. er 15.30. Ind i teltet, af med det våde tøj, og ellers i posen. Sokkerne og støvlerne er det eneste der ikke er vådt. Men vandet fra videsnåren slår igennem skalbukserne, og delvis jakken. Det sidste kan også være sved.
Jeg håber at fyren der gik op mod passet i morges er en erfaren fyr, der ved hvad han har med at gøre. Vinden og regnen pisker mod teltet, så jeg laver mad inde i teltet. Det stormer hele natten, så selvom jeg tilbringer 20 timer i teltet, bliver det småt med søvn. Teltdugen står og hamrer i vinden, så jeg ikke kan sove. Men jeg har fuld tillid til at Aktoen nemt kan holde til en storm i Sarek.
Søndag den 15. august
Det stormer stadig. Det virker ikke som regn, men der er vand i luften. Jeg har indtryk af at det er vand som vinden pisker op. Selvom teltåbningen er i læ, tør jeg ikke lade den stå åben. Jeg spiser, drikker kaffe og pakker rygsækken. Efter den første uge, var der plads til teltet i rygsækken, så alle de tung ting pakkes op mod ryggen med mest vægt øverst. Så pakker jeg de lette ting udenpå, og laver plads til teltet. Så er det teltet ned i en fart inden det flyver bort med mig på slæb som en anden paraglider.
Jeg giver mig ligesom i går og alle de andre dage god tid. Ofte sætter jeg mig på en bakkeskråning eller sten og kigger mig intenst omkring. Sarvesjåhkå er brusende og grågrøn af stenmateriale. Der er virkelig knald på jokken, og jeg er sikker på at man ikke ville kunne krydse den neden for Noajdevallda som jeg gjorde i 2008. Når jeg tager vand og lader flasken stå lidt kan jeg se og mærke stenmateriale i bunden af flasken.
Kvanen lugter stærkt hvor den gror langs de små vandløb. Renen æder den, som regel hele planten.
Jeg går op i kanten af Noajdevallde, og undgår videsnåren. Noajdevágge er bevokset med blåbærris og græs og er let gået. Jeg iagtager Lullihavágge nøje. Så langt jeg kan se virker den ikke afskrækkende.
Jeg krydser ravinen, og det begynder at hagle, senere går det over i let sne. Jeg laver suppe et sted hvor der er en samisk teltring, jeg tror at der er 3 eller 4 teltringe i alt. Det er et dejligt sted hvor terrænet er fladt SSØ for Noajdde.
Der hvor et lille vandløb afvander en lille sø SSV for Noajdde kravler jeg op af ravinen. Kl. er 14.15.Jeg tjekker kursen og går frem langs vandløbet til søen 1244. Her skriver hans Fowelin i ” Vandringsturer i Sarek ” at det er muligt at telte N og NV for sø 1244. Jeg støver rundt, men der er kun sten og atter sten.
Jeg hiver Grundsten´s bog frem og ser at han foreslår at man telter ved Bálgatjávrasj. Jeg går mod vest, der er ikke ret langt. Der hvor jeg rammer søen er der en plet mos. Vinden er her så stærk at øjnene svider og løber i vand. Jeg river og trækker et par sten op. Så sætter jeg rygsækken og går 1½ km videre frem langs søen. Men jeg finder ikke bedre pladser.
Nu finkæmmer jeg pletten for klippestykker. Til det genstridige tager jeg vandrestokken til hjælp. Den er blevet en udmærket gravestok efter at jeg tog en stor spån af den oppe ved Blåmannsisen. Da jeg vil skrælle noget mos af med vandrestokken lyder en ynkelig piben, idet jeg har åbnet til et lemming bo med unger. Men det er et godt tegn at lemmingen så småt er ved at komme sig oven på nedgangen i 2008 og 09. Jeg dækker boet til igen. Men jeg forer huller efter sten jeg har fjernet med mos. Ligeledes med en teltside, som kunne risikere at skamfile over en spids klippe jeg ikke kan fjerne.
Når jeg er så omhyggelig med at fjerne sten m.m. hænger det sammen med mit Therm A Rest Neo Air. Dennis jeg mødte havde jo fået sit punkteret efter et døgn, og havde ikke kunne lappe det ordentligt.
Inde fra teltet kan jeg se 2 store gletsjere mod SØ, Balgatjiegna og den fra Loametjåhkkå. Jeg har været på fjeldet 11 dage nu, og har stadig 11 dage tilbage på fjeldet inden jeg skal være i Kvikkjokk ca. 26.8. Jeg har 2 små gasflasker på 100 g. ud af 4 tilbage. Det vil sige at jeg skal til at spare på gassen, da der skal være plads til et uheld/ spild eller lignende. Men jeg har stadig masser af proviant. Og jeg har kun haft et lille skavsår forårsaget af mine vadesko, som jeg brugte til to 10- 11 timers ture.
I går da jeg kom frem til Noajdevallda var alt vådt undtagen støvlerne. Jeg har brugt dem til at vade alle vandløb siden Alggajåhkå. Men at jeg ikke har fået vabler hænger sammen med at jeg er begyndt at bruge liner ( bl.a. Falke Double dry Coolmax ).
Mandag den 16. august
12 timers søvn. Jeg har virkelig brug for det for at restituere efter vandring. Der er blå himmel over Sarek, men luften er kold. Det er den store bade- og vaskedag i dag. Få varmen inde i teltet og af med huen og ud og vaske hår. Igen varmen inde i teltet, og ud og vaske understellet, selvfølgelig med tøj på over kroppen . Det er slet ikke så slemt. Så rent undertøj. Jeg har gået 10- 11 dage i mit icebreaker merinould. Biotex, lunkent vand og tøj i en 13 l. Sea to Summit pose. Man kan så ælte den så det fungerer som finvask. Efter de finere ting får sokkerne en tur.
Nu er det blevet så varmt at jeg kan rende rundt i bart understel. Der er stadig let sne på bjergtoppene.
Lemmingen fra i går smutter rundt. Den har beholdt reden med ungerne, jeg skyndte mig også at dække den til igen.
Kl.13 starter jeg en tur op på Noajdde ( 1620 m.). På vej op mod toppen går en fjeldvåge på vingerne. Det er turens første fjeldvåge, og det viser hvor langt nede lemming bestanden har været. Lidt efter svæver en gammel kongeørn over toppen. Den bliver angrebet, sandsynligvis af en stenfalk. Kort tid efter dukker endnu en angriber op og de forsøger at jage ørnen bort.
Jeg når toppen efter 2 timers vandring, kun iført shorts og T- shirt. Jeg tager vest, skal- jakke og bukser, hue og handsker på. Udsigten ned over deltaet i Sarvesvágge er ubeskriveligt smukt. Grønne, gule, blå og grå farver. Jeg kan se mit teltsted fra i går. Jeg har kun haft en stang nødration og lidt renkød med. 4 timer senere er jeg nede ved teltet igen. Ved 19- tiden ser jeg 2 vandrere på vej syd om søen. Det er et ungt svensk par. De slår telt op ved syd enden. Den havde jeg ikke afsøgt for teltpladser.
Tirsdag den 17. august
Luohttoláhko. Her er helt stille. Du hører ikke vand der bruser. Kun hvis der er vind kan du høre vinden og bølgerne. Højsletten som ligger i 1300 m. højde er en 250 mio. år gammel forvitringsflade.
Rygsækken står pakket og klar. Det er blevet varmt. Jeg beslutter mig for at checke min INR. Apparatet ud i solen og varmen medens jeg tager støvler og gaiters på. Så en siddeplads i skygge, INR 3,3, hvilket er perfekt.
Jeg går 292 grader NNV. Efter høj 1335 næsten ret nord for at holde højde. Der står en sjov rauke som jeg går efter. Det er et sfinks lignende klippeparti, som erosionen ikke har fået bugt med endnu.
Vestsiden af Luohttoláhko er meget mere græsklædt og smilende end østsiden. Jeg letter 2 flokke af pomeransfugle. De flyver lidt hurtigere og lavere end hjejler.
Ved Luohttojåhkkå sætter jeg mig på en stor sten og laver tomatsuppe. Jeg går skråt op mod den østlige udløber af Jiegnavágge. Jeg krydser den første gletsjerelv fra Svenonius Glaciär. Jeg holder højde og runder en ryg. Nu kan jeg se bunden af Jiegnavágge. Det kan blive svært at finde en teltplads. Jeg opdager at der stikker noget græs frem lige ovenover mig. Jeg går opad og ser et større græsplateau. Jeg sætter rygsækken og støver rundt. Jeg lægger mig ned for at mærke efter om det er behageligt at ligge der. Så afmærker jeg det med vandrestokken, bagefter med 4 pløkke og tramper det minutiøst igennem med bare fødder. Der hvor jeg kan mærke sten, graver jeg ned med hænderne og vandrestokken, og vipper dem op.
Jeg glemte at fortælle at jeg fra teltet kan se isfaldet fra Svenonius Glaciär, højst 6- 700 m. væk. Jeg har Rygåsbjerget mod nord og Tsähkkok mod sydvest. Mod SØ kan jeg se hele den vestlige del af Luohttoláhko, den nedre del af Noatsovágge og Goabbrebákte. Det er det svenskerne kalder en ” gräddhylla ” , altså direkte oversat en flødehylde. På dansk en plads i solen eller på første række.
Efter aftensmaden går jeg en tur for at hente vand. Over sidemorænen som ligger 200 m. fra teltet. Den er ca. 20 m høj. Gletsjeren er 400 m. fra teltet. Jeg gik frem til lige før isfaldet. Desværre kælver den ikke ud i en sø som jeg havde troet. Jeg sad lidt og nød sceneriet. Fotograferede ind i en is grotte.
Moræneaflejringerne af grus og sten er ufattelige. Det er ikke til at beskrive på et foto på en solotur. Man skal have et menneske som målestok. I kikkert kan jeg se renvaktarstugan nede i Njoatsovágge, 12 km væk i luft linje. Var oppe og tisse kl. 1.30. En stærk lysende planet og 5- 6 stjerner. Månen har jeg ikke set på hele turen.
Onsdag den 18. august
Tågen er ved at lette. Jeg havde bestemt mig til en toptur op til toppen 1721. Men da jeg sidder med kaffen foran teltet beslutter jeg mig at gå langs gletsjeren for at finde den sø med isfaldet.
I det smukke lys fra solen der forsøger at bryde igennem tågen beder jeg en keltisk bøn, og græder. Jeg beder også for min nære familie og venner. Det jeg finder her er indholdet af de 7 pilgrims ord
langsomhed
Bekymringsløshed
Enkelthed
Frihed
Stilhed
Spiritualitet
Fællesskab
Jeg finder den lille sø foran gletsjeren Oarjep Luohttojiegna. Gletsjeren har trukket sig et par hundrede meter tilbage, og søen er mellem den gamle 20- 25 m. høje randmoræne og gletsjeren. Men jeg er glad for at jeg fandt stedet. Jeg nyder stilheden og en portion tomatsuppe. Jeg går tilbage langs sø kanten og skrår op til den gren af Svenonius Glaciär som falder ned SØ for toppen 1946 i Rygåsbjerget. Jeg er oppe i 1620- 40 meters højde.
På vej ned langs gletsjeren ser jeg en fjeldrype på 5- 6 meters afstand. Den er fantastisk godt camoufleret. Der er også en ungfugl fra i år, og i alt 3 fugle flyver op. Jeg bruger rigtig lang tid på at kigge på sten
Et par hundrede meter før teltet møder jeg et ungt svensk par fra Malmö. Hun har boet i Odense og taler også dansk. De kommer fra Njoatsovágge og er på vej ned til Luohttojávrre.
Kl. 18.20 da jeg lige har spist lyder en buldren. Jeg kigger tilbage på teltet men opdager så et is- og vandskred ned af klipperne neden for isfaldet. Det var der jeg ville have klatret for at komme op på ryggen der fører op til toppen 1721.
Jeg har været på fjeldet siden den 4. august. Jeg tæller min proviant op.
4 dobbelt Trekking Eat
3½ pose suppe ( 1 pose er mellem 5 og 10 portioner )
Ca. 1½ kg mueslí
Ca. 300 g renkød
7 nød rationer
3 pakker mørk chokolade á 100 g.
2 pakker trekking kiks
150 g tørret banan
Næsten 2 hele 100 g. gas
Lidt whisky
Alt i alt til 8 dage mere.
Torsdag den 19. august
Tåget, pakker teltet og går videre kl. 10.30. Kl. 12 er jeg ved Vatendeleren. Jeg går ned hvor Jiegnavágge deler sig. Her havde jeg regnet med at telte med henblik på en top tur. Men der er ingen teltpladser. Så jeg går videre ned mod Njoatsovágge. Det sidste stykke forbi et mindre vandfald er ret stejlt, men passabelt i godt vejr. Mindst 4-5 gange når jeg går nedad stenskråninger sker det at jeg ubevidst beregner at jeg lander på hele foden. I stedet lander jeg uforberedt kun på forfoden og kommer så til at overstrække knæet når hele foden lander. Jeg giver altid et vræl fra mig, men der er ikke sket skade. Noget lignende kan ske med min højre ankel. Men kort og godt så skal man være ret robust for at tage på en sådan vandring.
Jeg kommer ned til svømmekeglen mellem Alep- og Gasska Njoatsojávrre. Jeg har kun gået på renkød, så jeg stiller rygsækken ved et godt teltsted. Og laver så kartoffelsuppe eller rettere mos. Jeg går frem til 2 odder for at se efter teltsteder. Men de er beklædt med mos og dværgbirk og for fugtige at telte på. Så jeg vender tilbage til rygsækken og slår teltet op 10 meter fra en lille strand.
Efter aftensmaden går jeg en lille tur op i solen. Jeg havde regnet med at der ville være aftensol ret vest. Tilbage ved teltet har jeg lavet en lille sideplads og bål sted. Jeg laver et lille bål af små pinde og grene. Ved 20- tiden da jeg er på vej i posen, kommer solen frem i et hak i fjeldet fra 20- 20.15, men der er ingen varme i den længere.
Jeg hørte 2 stenskred i nat. Det sidste kl. 4.00 lød voldsomt.
Fredag den 20. august
Njoatsovágge kommer ifølge Grundsten fra et ord som betyder : ” renhjorden som vandrar här trampar ned gräset i marchriktningen og tager med sig grus og jord i klövarna vilket giver upphov til mörka ränder på snöfälten ”
Her er stadig mange rener. Langs NØ siden af Gasska Njoatsojávrre talte jeg 20 parallelle rensdyr veksler med kun ½ m- imellem hver.
Solen kom først fri af Bulkas kl 9.25. Kl. 11 krydser jeg det lille vandløb mellem Gasska og Lulep Njoatsovásgge. Lidt efter, 200 m. syd for vadet finder jeg en idyllisk teltplads. Men jeg er på vej op til Vassjabákte 1735 m. Ca. 300 højdemeter efter sætter jeg mig på en sten og tænker. Der er skyer rundt om Vassjabákte og skyer hele vejen SØ i dalen. Skal jeg opgive top turen og flytte teltet. Det klarer lidt op og jeg fortsætter, men vender 75 meter længere fremme.
Kl. 15 har jeg slået ny lejr og sidder og skriver dette i solen. Nu er der kun ganske lette rester af skyer omkring Vassjabákte, men jeg fortryder ikke valget. Jeg får vasket hår og går så en lille tur efter brænde. Jeg hører en fjeldvåge og kigger op og ser en kongeørn. Lidt efter bliver den indhentet af fjeldvågen, som er lille i forhold til ørnen.
16.45 ligger jeg på ryggen og nyder den sidste sol. Jeg følger en ørn der svæver på højde med skyerne.
Lulep Njoatsovágge er for øvrigt dyb i denne ende. Det er fordi der ikke bliver aflejret gletsjer slam som i mange af de andre søer.
Mit batteri til kameraet er færdigt, displayet viser skift batteri. Jeg skulle selvfølgelig have haft et ekstra med. Jeg kan dog indimellem tage et billede ved at have batteriet i den ene lomme, og kameraet i den anden.
Lørdag den 21. august
Jeg brød op kl. 9.30. det var en vidunderlig følelse at tage rygsækken på og begive sig videre mod nye oplevelser. Indimellem kan jeg også have betænkeligheder. Hvad nu hvis det pas er for stejlt. Hvad nu hvis en bjørn reagerer utilsigtet? Men det er kun overvejelser som bliver fejet til side når jeg er i situationen.
Det er overskyet, men tørt og relativt lunt. Lige nu sidder jeg i tæt tåge lige nede under Vássjátjåhkkå. Men for 5 minutter siden kom der 20- 30 sekunders kort opklaring, så jeg kunne se og kontrolere hvor jeg er. Så jeg skal videre mod Sydvest. 2- 3 minutter efter at jeg har skrevet ovenstående er der et stenskred fra nord. På grund af tågen med en sigt på 50- 70 m. kan jeg kun høre det ca. 100- 200 m. væk. Men heldigvis på den anden side af jokken.
Jeg går videre. Jeg spiser det sidste rensdyrkød. På et tidspunkt opdager jeg at jeg kan se frem. Jeg kigger mig tilbage, og kan se hele passet hvor jeg har gået. Jeg befinder mig på det stejleste sted ud for østsiden af Vássjátjåhkkå. Det var jeg dog allerede klar over inden opklaringen. Med vandrestokken og den anden hånd som fjerde ben fortsætter jeg op. Kl. 11.45 passerer jeg passets saddel. Lidt fremme sætter jeg mig og laver suppe.
Kl. er 18. Jeg har lige slået teltet op og sat ½ l. vand over til et ordentligt måltid. Men stedet er en græsklædt knold i Taradalen. Det vil sige at jeg mistede orienteringen i den tætte tåge og senere lavt skydække som gjorde det umuligt at orientere sig. Jeg ville være gået imellem toppene 1401 og 1321 nord for Låptåvárásj. Jeg startede VSV, men kunne ikke finde nogen holdepunkter at orientere mig efter. På et tidspunkt valgte jeg at gå ret syd. Men jeg må være kommet vest om Låptåtjåhkå. Lidt pinligt.
Men det gør ikke mig noget. Her er smukt, og i morgen går jeg ned til en bro, og skrår så på kompas ind til Hábres. Der har været vand i luften siden passet, men ikke regn. Da jeg er ved at lave mad begynder det at regne. Jeg trækker ind i teltet og venter til i morgen med at hente vand. Jetboilen er begyndt at drille lidt, fordi gasflasken bliver underafkølet. Jeg skifter til en ny, og skal til at huske at have gasflasken med ned i soveposen.
Søndag den 22. august
Jeg bryder op 8.15. Lidt længere fremme raster jeg ved et lille vandløb og laver kaffe og spiser mueslí.
Ved 10 tiden er jeg nede ved broen og dermed grænsen for Padjelanta Nationalpark. Jeg går på kompas op til højdedraget på nord siden af jokken. Så videre på kompas igennem Slihtavágge. Når jeg tager en pejling 100- 200 meter længere fremme, er punktet ofte forsvundet i tågen, inden jeg har fået kompasset i lommen. Det er finregn og jeg har vinden lige i ansigtet. På kortet er aftegnet 5 små søer, jeg tror at der er omkring 24 søer, men jeg har en rimelig fornemmelse af hvilke af dem kortet gengiver. Det er de søer på over 200 meter i diameter. Men det er meget små marginaler der skiller. På vejen op spiste jeg blåbær, de første jeg har set da jeg indtil nu har gået på barfjeldet. Da jeg gik forbi den sidste sø, beregnede jeg 40 minutter frem til næste vandløb. 15.30 er jeg kommet ned i Ruonasgårså, og mener at jeg kan se Hábres. Det har været skyet, tåget hele dagen med en sigt på max 100- 150 meter. Nu letter tågen lidt. Jeg krydser vandløbet neden for et vandfald, og finder en lille plan plet lige ned til elven. Kl. 17 går jeg i teltet og lukker for regnen. Jeg håber at det klarer op til i morgen.
Mandag den 23. august
Det har regnet hele natten, ikke voldsomt, men uafbrudt. Her kl. 10.00 holder det op med at regne. Jeg har haft hovedpine siden i går eftermiddags. Jeg frygter lidt at det kan være en begyndende pandehulebetændelse efter i går. Jeg har let kvalme, så det ender med at jeg sluger 3 g penicillin og forsætter med 750 mg x 2. Jeg måler min INR, 2,1. Det er lidt for lavt, men jeg skulle i forvejen til at øge dosis, da jeg regner med at komme til Kvikkjokk ca. torsdag. Jeg kom først op 13.30. Jeg gik op på Hábres. Jeg satte mig i læ af en lille fordybning der er i bunden af top varden, for at tage mere tøj på. En stenfalk kommer flyvende for at sætte sig. Det prøver den flere gange, der plejer jo ikke at være nogen. I alt 4 stenfalke var i luften, sandsynligvis et par med 2 ud fløjne unger.
Jeg går lidt ned for at kigge efter vildt i Tjuoldavágge. Jeg afsøger den nøje med kikkert. Pludselig svæver en gammel havørn forbi mig. Hoved og hale synes lige store. Jeg følger den i kikkert, lidt senere blot med øjet, da en ung havørn dukker op. Den gamle havørn følger den nøje, det er garanteret en ungfugl fra i år.
På vej op fandt jeg en klokke fra et rensdyr, læderhalsbåndet var bidt over, sandsynligvis af en jærv som har nedlagt rensdyret.
Fra i morgen har jeg kun 1 dobbelt portion, 1 pose suppe, 1 nødration og lidt tørret banan tilbage. Så jeg vælger sandsynligvis den sikre rute igennem Vállevágge, og venter med Tjuoldavágge til en anden gang. Jeg synes hverken at jeg har kræfter eller proviant til en dagstur til Tjuoldavágge.
Tændte et lille bål ved elven.
Tirsdag den 24. august
Starter kl. 9.30 i tæt tåge. Jeg går en time på 125 grader, og går så SØ uden at se den lille sø mellem Tarrekaisemassivet og Hábres. Ca. 20 minutter efter kommer der en ca. 10- 20 sekunder let opklaring, og da jeg kigger tilbage ligger søen der, jeg er gået lige udenom. Sigtet er for det meste 100- 200 meter. Ved 12 tiden er jeg oppe ved paspunktet, og spiser den sidste nødration. Lidt senere får jeg kontakt med jokken i Vállevágge. Jeg tjekker kompasset for hver 100- 200 meter. Det er ligesom om at gå i en tyk suppe. 15.30 holder det op med at småregne, så jeg finder briller og kikkert frem. Jeg synes at det er for koldt at raste for at lave suppe, så jeg går videre på ¾ pose bananchips. 17.10 når jeg rengærdet, og starter på stien ned til Kvikkjokk. Længere nede er skoven fantastisk med gamle udgåede graner, dækket af lav. Jeg ser nogle fugle jeg ikke kender, sandsynligvis hjerper. Jeg hører og ser lavskrige. 19.30 er jeg nede ved Silververket. Jeg beslutter at slå telt op og afvente til i morgen. For første gang på turen vil jeg fråse og spise en dobbeltportion. Jeg er udmattet efter 10 timers uafbrudt vandring. Jeg er egentlig ikke sulten, og kan ikke engang nyde maden rigtig.
Onsdag den 25. august
En herlig dag. Jeg står op 8.15. Mens jeg sidder og drikker kaffe inde i teltet, sejler en 17- 18 fods rød jolle forbi. Der kommer en let byge. Kl. 9.30 kan jeg se at der står nogle ovre ved bådfarten på Kvikkjokk siden. Kl. 10 kommer den røde jolle langsomt sejlende igennem elven. Björn spørger om jeg har noget imod at sejle med ned til Padjelanta – leden. Hellere end gerne. Det viser sig at det er 3 ældre svenskere som han giver en meget grundig rundvisning. På vej tilbage sejler Björn os en tur ind til den store lagune. Han er ret kritisk over for de restriktioner og tiltag som lens styrelsen og kommunerne laver. Han fortæller om en bro der blev anlagt til brug for fuglejagt, men som aldrig bliver brugt. Om gamle vandreruter som der ikke informeres om. Om manglende eller dårlig information om helt enkle ting, f.eks. leden op til Prinskullen. Om manglende vedligeholdelse af Padjelanta-leden, hvor mange planker over vandløb er brækkede. Det så jeg selv i Tarradalen.
Han fortæller også om da de søgte om tilladelse til at dyrke kartofler, på et sted hvor man tidligere havde avlet kartofler. De fik tilladelsen, men først efter udarbejdelsen af en stor tyk rapport om problemstillingen.
Da vi kommer tilbage spørger jeg om jeg må fortsætte sammen med ham og de 3 svenskere. Vi fortsætter over til Silverbruket. Björn har ejet stedet siden 1960 og er 10 slægts led på stedet. Han ved ufattelig meget. Især om geologi, historie, landbrugshistorie m.m. Han viser os sin farfars hø rive. Skaftet af gran, bue af birk og tænderne af røn. Jeg prøver en le, med et langt tyndt blad. Den ligger utrolig godt i hånden. Björn fortæller hvordan drenge før i tiden blev sat til at slå med le med et ukogt hønseæg i venstre armhule. De skulle lære det. Han fortæller om blokhusene af ubehandlet fyr som er 100 år gamle. Hans eget træhus på denne side er fra ca. 1940. Han fortæller om en morgen hvor der var spor af en lille bjørneunge på spangen over bækken, og på hver side af bækken spor af en stor hun bjørn. Det var lige uden for huset. Han fortæller om bjergarten anorthit som han siger er fåtallig på jorden, men findes hyppigt på månen. Han fortæller at den findes her i området og i Nord Amerika, som et af beviserne på at Skandinavien, Grønland og Nord- Amerika har hængt sammen tidligere i jordens historie.
Han fortæller om Krudtholmen, som er den holm imellem de 2 elv løb. Krudtet til minebrydning skulle opbevares for sig, på grund af eksplosionsfaren. Malmen kom bl.a. fra Alkavarre. Det var nærmest pligtarbejde, og dødeligheden var høj.
Så bliver vi budt indenfor i hans ” sommerhus ”. Der er 2 rum. Björn tænder op i brændekomfuret og sætter vand over til kaffe. Svenskerne spiser medbragt mad, men Björn disker op med store runde knækbrød, brød, smør, havreklid, renkød og tørret gedde. Det smager herligt. Björn spørger mig hvad havreklid hedder på dansk. Havreklid. Det grinte vi meget af.
Det er enormt hyggeligt, men svenskerne skal videre til Stockholm. 3½ times fornem rundvisning i Kvikkjokk er slut. Jeg følges med dem op til Kvikkjokk fjällstation. Her får jeg et rum for 575 kr. Det er en prægtig gammel tømrerbygning. Der er en myggefri veranda på 1. sal. Der er wc, bad, tørrerum og på værelserne er der håndvask med varmt og koldt vand. Jeg forsøger at tage mit 3 ugers skæg af med en engangs skraber. Men må opgive. Det bliver smukseret lidt i kanterne. Så et tiltrængt varmt brusebad. Herligt. Så op på stuen og vaske tøj. I forvejen har jeg hængt telt m.m. til tørre i tørrerummet
En kop kaffe og en smørgås i hovedbygningen. Smørgåsen er til min overraskelse lyst rugbrød. Så ser jeg en udstilling af akvareller i den gamle præstegård. Bagefter går jeg op og ser den smukke kirke.
Jeg ringer til min kone. Jeg sms-ede til hende og 2 af børnene i går. Jeg fortæller lidt om min tur og om dagen i dag. Jeg siger at hun skulle opleve nogle af de ting jeg har set. F.eks Staloluokta og Kvikkjokk. Min kone er ikke til fjeldvandring. Men jeg fortæller at det kan kombineres med en tur til Lofoten. Den tanke har jeg haft lige fra da jeg ankom til Bodø. Jeg elsker Nord- Norge, og især de rester af kystkultur der er bevaret.
3 ugers vandring er slut. Det har været min længste og mest spændende fjeldvandring. De 3 uger gav lige fra starten en enorm ro. Jeg har hele tiden bevæget mig langsomt. Både på grund af rygsækkens vægt, men også selv i dårligt vejr givet mig tid til at stoppe op og iagttage landskaber, sten, fugle, planter etc.
De dagsture jeg har været på har også været værdifulde. Turen op til isfaldet fra Blåmannsisen, turen til Stádák søerne, Noajdde og gletcheren med den lille sø.
De sidste 3 dage med tæt tåge og finregn var lidt sure. Men lige så snart jeg var nede på Vállevárre, hvor vejret klarede op, kunne jeg se det storslåede i Vállevágge og fjeldet i det hele taget. Disse fantastiske grønne farver og nuancer sammen med de enorme dimensioner og linjer der er i fjeldet.
Den eneste litteratur jeg har medbragt udover Grundsten´s Sarek er Carl von Linné: ” Lapplandska Resa ”. Så det var også tilfredsstillende at kunne vandre i hans fodspor, og at kunne beundre hans enorme nysgerrighed og videns begær.