6.9.2013
Kvikkjokk, den vestlige del af Sarek, august 2013
Tirsdag den 6. august
Vi kom til Kvikkjokk kl. 16.30. De eneste andre fjeldvandrere med bussen fra Murjek var et svensk ægtepar på 75 år. De har vandret 33 år i Sarek. Nu skulle de med helikopter til Stalaluokta og gå ad Padjelantaleden.
I Kvikkjokk gik vi op på fjeldstationen og spurgte efter Björn. Jeg ringede til ham og fandt ud af at der var en planmæssig afgang kl. 17.30
Så nyt undertøj, lange bukser på og så ned til bådledningen. Vi trimmede rygsækkene og fik kikkert, foto og Bech´s olja fundet frem.
Björn sejlede os over til den anden side medens vi småsnakkede lidt. I 2010 havde jeg fået en fantastisk rundvisning af Björn. Nu skulle han tilbage og hente nogen som skulle gå Padjelantaleden.
Sune og jeg begyndte at gå opad. Der er 435 højdemeter op til Prinskullen
Jeg har 31 kg. i rygsækken og Sune noget mindre. På fjällstationen havde han fundet en fremragende 2½ m. lang vandrestok af egetræ. Så vi slap for at tilvirke en selv. Vi samlede en stor pose birkebark, så vi har til båloptænding i lang tid
Skoven op til Prinskullen blev raseret af en orkan for 11 år siden. Men nedenfor og oppe over dette område er der fin fjeldurskov med mange gamle døde taller ( skovfyr ) og graner. Der er en del skæglav som hænger som uldtotter fra grenene
Jeg var ved at være træt, det var vi vist begge, men Sune er 24 år og jeg er 59. Det gør en forskel. Jeg sprang Achillessenen for 2½ år siden. Den er svær at træne op, men jeg betragter denne tur som en del af optræningen
Jeg går i mine nye Meindel Island Pro med MSF såler. Men mine 31 kg på ryggen gør at jeg føler at jeg træder sålen flad. Jeg skulle nok have taget mine gamle indlægs såler med som jeg brugte i mine gamle Meindl Perfekt
Vi når op til birkeskovsbæltet og lidt efter op til Prinskullen. Vi sætter rygsækken ved varden og kigger rundt. Lidt nedenfor ud mod Anokdeltaet ser der indbydende ud
Vi går ned og finder en fin plads og slår teltet op. Det er et nyt Hilleberg Akto 3 GT. Det er første gang det er med på fjeldet. Det er et fremragende fjeldtelt, der er masser af plads til 2 personer. Det vejer så også 3,1 kg, lidt mere når det er vådt.
Sune går efter vand, og jeg måler min INR til 2,0. Det er for lavt. Jeg bliver lidt panisk, men vælger at bevare roen. Jeg snupper ½ marevan tablet og bevilger mig selv en ekstra whisky i aften. Alkohol får INR til at stige.
Nogle andre vandrere der kommer ned fra Hábres slår lejr i nærheden. Det er et svensk ægtepar fra området, vi snakker kort med ham og ser ikke mere til dem
Det vand Sune kommer med skal koges. Så da vi kryber i posen har vi ½ l drikkevand tilbage
Onsdag den 7 august
Vi står op kl 6.45. Koger vand til múesli og til kaffe. Da vi har spist morgenmad og er ved at pakke, kommer der en meget kraftig byge. Vi lukker teltet og pakker rygsækkene.
Da det bliver opholds vejr klapper vi teltet. Jeg har teltet spændt fast øverst på rygsækken her i starten, da der ikke kan være mere i rygsækken. Jeg går med min gamle Gregory Denali på 110 l. Vi siger farvel til svenskerne og giver dem tidspunktet for den sidst sejltur
Vi går op mod rengærdet. Det småregner og er tåget med en sigt på 30- 40 meter, så vi går på kompas
Oppe ved rengærdet sætter vi rygsækkene højt på en knold, og går på kompas ned mod jokken der løber i en dyb ravine. Efter 4- 500 meter kommer vi til en morænevold. Jeg blæser retræte da det er vanvittigt at fjerne sig fra rygsækkene i det vejr. Vi går tilbage og finder rygsækkene og fortsætter op mod Vállevágge på kompas
Vi tjekker kompaskursen hyppigt. På et tidspunkt 300 meter efter sidste kurstjek viser kompasset 180 grader forkert. Enten er der noget magnetisk i undergrunden, eller også er det lykkedes os at gå 180 grader rundt på de sidste 300 meter. Vi er lidt usikre, men vælger 3- 400 meter længere fremme at følge kompasset
På et tidspunkt kommer der en kortvarig opklaring, hvor Sune får øje på Renvakterstugan. Den lå 500 meter mod nord, det vil sige at vi var kommet lidt for langt mod øst
Vi gik derfor ret vest. Stadig uden at have fundet vand
Kl. 12.00 kommer vi så endelig til den lille bæk der afvander den lille sø sydøst for Vallespikan. Jeg har ikke tisset siden midnat så vi er godt dehydrerede. Vi drikker vand som tørstige kameler, og laver suppe og kaffe
Jeg har lige læst Ola Bauer: ” Hestehovedtågen ” og genlæst Per Petterson: ” Ud og stjæle heste ”. Den sidste skildrer en norsk dreng der tilbringer en sommer sammen med sin far på en sæter i Norge lige efter krigen. Det er sidste gang drengen ser sin far. Et af faderens mantraer er at du bestemmer selv om det gør ondt, f.eks. at slå brændenælder med le. Jeg har tænkt på den sætning en del gange under denne tur
Vi fortsætter. Det klarer pludselig op så vi kan se starten på Vállevágge. Det er fantastisk
Vi har ændret planen så vi kun vil nå op til en lille sø med en rund ø i midten. Efter pausen er jeg træt og må holde mange hvil. Det var typisk at jo længere tid jeg går, jo bedre går jeg. Jeg skulle ligesom gå mig varm
Kl. 17.15 er vi nået derop i Vállevágge hvor man trækker helt ned til jokken fordi dalsiden er stejl
Sune går 200 meter frem for at se om han kan få øje på søen. Det kan han ikke. Vi går så helt ned til jokken, hvor vi i læ af en stor morænevold/ ås telter på et plant stykke ca. 30 meter fra jokken
Underlaget er måske lidt fugtigt, men vi har gået i næsten 9 timer og orker ikke mere. Vi oplevede aldrig fugt problemer selv om vi slog teltet op hvor der f.eks kunne føles fugt hvis man satte et knæ i jorden. Bunden i inderteltet er tæt.Da vi skal til at slå teltet op kommer 4 unge svenske piger forbi. De kommer oppe fra Hábres hvor de beskriver teltmulighederne som dårlige. De er bedårende smukke, men fortsætter nedad til en teltplads, der hvor vi tog vand fra den lille bæk
Det blæser godt og rykker i teltet. Men det står perfekt, selv om teltdugen kommer til at larme noget i nat
Pladsen minder mig om min teltplads højt oppe i Skájdejågåsj fra min første Sarek tur i 2008
Torsdag den 8 august
Vinden er løjet af i løbet af natten. Jeg stod op kl. 6.30 og gik lidt op ad fjeldsiden. Det var pragtfuldt vejr og efter ½ time kom solen fri af fjeldryggen
Sune klappede teltet medens jeg tog ½ time i solen. Vi gik videre op i Vállevágge. 1 km syd for den lille ø i søen var der en fin teltplads inde i et rektangulært stengærde. Stengærdet var blot lavet for at rydde pladsen for sten, og måske for at tage lidt af for vinden
Vi kom op til den lille ø i søen. Ingen teltpladser medmindre man ville prøve at telte på øen
Vi gik op til der hvor Vállevágge drejer mod SV neden for Biernnagájsse
Vi lavede blåbærsuppe og spiste trekkingkiks til. Så en morfar i solen og bagefter en kop kaffe med chokolade
Vi gik ret NV for at komme frem til søen SSØ for Hábres. Det var ren blokmark vi gik i. Der kom lidt regn, så skaljakke og rygsækovertræk på. Vi gav os god tid til at nyde udsigten ind mod Sarek, for sjov pejlede vi nogle af toppene og prøvede at finde dem på kortet
Sune spurgte om det var Tjahkkelij syd for Rapadalens udmunding man kunne se, og det måtte jeg give ham ret i
Vi havde set en enkelt fjeldrype i Vállevágge. Her havde vi 3 ravne i luften. Vi kommer frem til søen og stiller rygsækkene. Jeg gik rundt om søen, medens Sune afsøgte området neden for Hábres ud mod Tjuoldavágge
Der hvor søen løber fra i en jok ud mod Ruonasgårsså fandt jeg en mulig teltplads. Man kunne se vandfaldet i Ruonasgårsså som jeg husker fra min tur i 2010
Jeg gik tilbage. Sune havde også fundet en teltplads lige neden for Hábres med udsigt over Tjuoldavágge og mod Sarek. Det er lige ved den lille sø der ligger lige under 980 meter på kortet
Der var lidt regn i luften. Vi rejste teltet og smed rygsækkene ind
Sune gik efter vand. Jeg krøb i soveposen med mit INR apparat. Det virker ikke hvis det er koldt
Efter ½ time kunne jeg måle min INR, 2,8 d.v.s. i terapeutisk niveau. Det var godt
Fredag den 9 august
Kl. 12.00 er vi på Tjiláktjåhkkå, 1824 m. Vi var startet kl. 8.00 i blændende solskin. Vi gik op ad ryggen der strækker sig mod nord. Det var ren blokmark. Da vi nåede det knæ, hvor ryggen drejer sydvest blev den mere letvandret. Vi gik nu på ryggen hvor der er mere klippestykker.
Der kom en let dis og lidt skyer. Men de blev brændt væk af solen, og den sidste del op mod toppen var vejret fantastisk
Der var ikke en vind der rørte sig på toppen, så T- shirt og en åben vest. Man kunne se Sulitjelmamassivet mod vest, men vi havde glemt vores kort i teltet
Vi lavede suppe, kartoffelsuppe til en dejlig afveksling, spist som kartoffelmos
Så kaffe og kiksekage, d.v.s. trekkingkiks og mørk chokolade
Udsigten var fantastisk. Hábres lignede mest en grusvold. Vi kunne se teltet nede ved søen
Vi begyndte nedstigningen uden at gå langs ryggen hen til Biernnagájsse der er 4 meter højere, nemlig 1828 meter. Da vi kom ned til knæet, trak vi mod NV for at komme nord om det vandløb der løber ud i Tjuoldavágge
Det var stor blokmark, og alle sten kunne skride. Så det var med vandrestav og støtte af den anden hånd. Der var ret stejlt, men vi kom godt ned
Lidt nede af ravinen tog vi en rutsjetur på en snefane. Jeg stoppede lige før en 3 meter dyb smal revne. Det var helt udramatisk
Vi fulgte vandløbet ned til lige før et lille vandfald. Så drejede vi NV og gik ud til Ruonasvágge. Jeg ville vise Sune det vandfald der er i Ruonasgårsså lige syd for Ruonas
På vej tilbage blev vi passeret af en ATV, med en same der var ude for at checke sine dyr
Tilbage ved den store sø mødte vi 4 svenskere. De var på vej op til Låptåvákkjávrre for at fejre dobbelt fødselsdag
Tilbage ved teltet varmede jeg lidt vand og katheriserede mig selv. Jeg er prostataopereret, ikke cancer, men resultatet blev at jeg skal katherisere mig selv hver anden eller tredje dag fremover, for at holde sammenvoksninger i ave så der fortsat er flow. Det er der ingen problemer i, heller ikke på fjeldet. Jeg skriver kun dette for at fortælle at det som nogen vil se som begrænsninger, ikke behøver at være begrænsninger. Det bestemmer man selv
lørdag den 10 august
Endnu en smuk fjeldmorgen. Skyfrit og sol. Jeg er lidt øm i knæ og fodled fra i går. Sune henter vand til kaffe og múesli
Så går jeg lidt rundt og nusser. Forer 2 klippestykker under teltet med græs og bregner
Jeg henter en skiffersten til Etapoweren. Jeg er ved at græde af lykke over at opleve dette
Kl. 10.00 går jeg op til den lille fjeldknold der ligger lige neden for Hábres. Her er også en varde
Jeg får øje på en ørn der sidder på en morænevold på den anden side af jokken. Det er et lidt sjovt sted for en ørn, det kunne evt. være en udfløjet unge ( havørn ), men det kan jeg ikke afgøre på grund af afstanden. Jeg ser også 2 elge i en lysning
Sune kommer op og vi begynder at runde Hábres
Der er et skar midt på Hábres. Vi går ned for at rekognoscere. Sune får øje på en gammel havørn, hvid hale og hvidgult/ lyst hoved. Den svæver ud over Tjuoldavágge og trækker mod Ruonas
Vi beslutter at forsøge at tage den ned i gennem skaret, idet vi mener at vi kan komme ned igennem bunden af kløften
Så det er mere klatring end vandring. Sune har på et tidspunkt 6 ryper, der løber foran ham et stykke tid, indtil de letter. Vingerne er næsten hvide
Vi kigger på kortet og bliver enige om at den bedste mulighed for at komme ned er at holde mod nordvest i retning af Ruonas. Vi fornemmer at der er en fjeldkant neden for os. Vi holder en kort rast, og kan bagefter glide ned på en skrå fjeldhylde der fortsætter nedad. Vi zigzagger for at mindske stigningen nedad
Tilsidst er vi nede og kan klatre over det sidste ur. Så går vi frem til Ruonasgårsså, hvor et lille vandfald falder ned fra Ruonas. Jeg fotograferer den bratteste del af Ruonasgårsså
Der er siskener i luften. Da jeg går ned ad jokken jager stenfalken ( dk: dværgfalk )
Vi har spist lidt nødration og chokolade så vi kan komme frem til et godt sted at lave frokost. EtaPoweren kan være i lommerygsækken, når man kommer den i, del for del
Vi går i fjeld/ birkeurskov hvor der er en frodig engskovvegetation. Sune får øje på en lort på størrelse med en kokasse. Det er bjørnelort.
I alt ser vi mindst en snes af disse. Vi går på veksler, og ustanselig er der lejer af dyr. Senere kommer jeg til at tænke på at vi overhovedet ikke så fald af elg, så det må være bjørnelejer. Desværre fotograferede jeg dem ikke
Ude ved Tjuoldajåhkå laver vi chokolademousse, senere kaffe, kiks og chokolade. Så en morfar i solen
Der er nærmest ingen myg
Vi fortsætter på dyreveksler. Det er enormt spændende. Ved en stor lang åbning sætter vi os midtpå, og kigger efter dyr. Der kommer lidt regn i luften, så vi fortsætter
Sune får øje på en elg på 20- 25 meters hold. Men den forsvinder uden at vi kan få kontakt med den
Tilsidst er vi ude af birkeskoven. Vi tager en nødration plus det sidste chokolade
Så ellers op mod Hábres på moræne- grusrygge
Det begynder at regne. Jeg er først oppe ved teltet, hvor jeg smider lommerygsækken ind og fortsætter på stenene lidt ud i søen for at fotografere en fantastisk regnbue ude over dalen
Sune kommer, også han fotograferer. Jeg åbner teltet i den anden side, så indenfor. Det regner stadig. Vi laver Chili con Carne, og spiser inde i teltet, jeg i soveposen. 8 af vores dagsrationer af frysetørret mad er købt på dåse som nødrationer med 6 enkeltportioner. Lige inden vi tog af sted tømte vi indholdet af hver dåse i 2 portioner pakket i Ikeas Istedposer. Det vil sige at vi spiser 1½ portion hver, til en pris a´ 50 kr. pr. mand
Søndag den 11 august
Kl. 3.00 var det skyfrit, kl. 6.00 tåget og diset
Da vi spiser morgenmad får jeg i tågen øje på silhuetten af 3 ryper oppe på kanten, man kan rolig sige at man styrker sin evne til at iagttage selv små ting på en sådan tur
Jeg pakker så jeg for første gang får teltet ned i rygsækken. Det giver en meget bedre vægtfordeling
Vi går ovenom Hábres og ud til Tuonasgårsså lige efter at den har fået et tilløb oppe fra Málmmatjåhkkå
Her kan vi springe over jokken i Ruonasvágge. Vi kravler op ad ravinen og begynder at runde Ruonas
Jeg har det som om jeg har løbet en maraton i går. Jeg er frygtelig øm i knæene når vi går nedad
Stykket frem til Renvakterstugan tager 2½ time, der er ca. 3 km.
Neden for Renvakterstugan vader vi jokken lige neden for et lille vandfald
Så laver Sune kartoffelsuppe. Jeg er så træt at jeg falder i søvn
Vi går videre op mod Låptåvákkjávrre. Det er på kanten af min fysiske formåen. Men vi kommer op til den lille sø, der hvor 2 jokker mødes. Nu mangler vi kun 1½ km frem til søen. Det er blokmark, men endelig 19.45 er vi fremme, udmattede begge to
Synet af Låptåvákkjávrre er hele turen værd
Mandag den 12 august
Jeg vågnede kl. 7.00 i blændende solskin. Søen spejler bjergene så den ligner en dal. Jeg henter vand nede ved jokken, der er vandstær og præstekrave
Jeg vasker det sæt merinould, sokker og linere jeg har gået i i Bio-tex. Bagefter hårvask og en hurtig dukkert i søen. Det er pragtfuldt og ikke rigtig koldt
Midt på dagen går jeg en tur ud til midten af søen. Her finder jeg en fin teltplads ovenfor en lille holm der ligger for enden af en tange
Jeg finder også rester af noget meget gammelt presenning. 5 september 1942 forulykkede et engelsk bombefly på Tsahtsa i ca. 1700 meters højde. 3 af besætningen overlevede og vandrede på 4 dage ned til Kvikkjokk.
Efter at vi har spist tænder vi et lille bål. Sune har bygget et bålsted af 3 skiffersten. Vi har kun kunnet finde revlingerødder, men de brænder fint
Bagefter går vi en tur for at finde presenning resterne. Da vi næsten har opgivet, finder Sune dem. Jeg fotograferer dem, det ligner en presenning med stropper og ligner noget gammelt militærgrej. Da vi kom tilbage til Kvikkjokk aftalte jeg med Björn Sarstad at jeg sender ham oplysningerne
Tirsdag den 13 august
Vi stod op kl. 6.15 og kom af sted kl. 8.00. Vi gik øst om Mangitjårro. Så rundede vi Goabrek og Goabrekbákte
Vi kunne nu se Njoatsovágge med Renvakterstugan. Vi satte rygsækkene og gik lidt frem for at rekognisere. Vi blev enige om at sigte på et vandfald lige før jokken breder sig ud. Lige før jokken er der en fantastisk myr der er helt gul af multebær. Men Sune der går hurtigere end mig har spist blåbær, og er nu ved at være træt. Så vi fortsætter ned til jokken uden at smide rygsækkene og for alvor kaste os over multebærene
Sune havde planlagt ruten og gik forrest. Men da han spiser blåbær tager jeg téten. Han når op til mig lige før jokken. Han er begyndt at mærke sit højre knæ, som blev overbelastet i forgårs. Vi går ned til jokken neden for fossen. Jeg vader først uden rygsæk og går så tilbage efter rygsækken
Vandløbet deler sig i to, og det østlige løb igen i to. Lige inde ved bredden på den anden side er der en dyb fure men uden stærk strøm, så det er let at krydse jokken
Vi laver suppe og kaffe. Det er et vidunderligt sted. Jeg går 200 meter frem og finder en fin teltplads, 18- 20 meter fra en formidabel udsigt fra en knold lige over jokken
Vi slår teltet op. Der er lidt regn i luften, men vi kan stort set være ude
Mod nordvest ser vi den dramatiske dalføring i øvre Njoatsovágge
Det er et unikt sted, en rigtig Grädställe
Vi kan se Vássjábákte, Tsahtsa, Tsähkkok og Bulkas som indrammer Njoatsojávrre søerne. Jeg kan se Svenonius Glaciär mellem Jiegnátjåhkkå og Rygåsberget.
Vi brækker en masse ene op og får et forrygende godt bål
Onsdag den 14 august
Det er overskyet, men tørt. Vi pakker og kl. 10.00 går vi nordpå. Vi følger jokken. Vi møder en tysker som siger at man ikke kan vade Luohttojåhkå ved det normale vad
Vi vader den dog lige efter at den har delt sig i to, og den ene forgrening har yderligere delt sig
Terrænet indtil jokken har været domineret af vidnesnår. Men nu bliver det letvandret på græsheder og revling. I en stor morænebakke er der bo af rød ræv, der er dog ikke friske spor i gruset
Vi aftaler at gå frem til Lulep Njoatsojávrre. Det sidste stykke får Sune problemer med knæet
Vi kommer frem og får slået teltet op. Efter at vi har spist går vi en lille tur. Jeg tænker over vores muligheder. Vi må opgive Mikkastugan og Rapadalen
Den bedste løsning for mig at se er at nå Alkavare Kapell på 2 dage. Og så returnere ad Präststigen. Jeg har heldigvis en kopi i rygsækken af Hans Fowelins artikkel: Fra Sareks udkanter 4, udgivet på det svenske Udsidan. Alternativt gå ud i Taradalen og følge Padjelantaleden tilbage til Kvikkjokk. Jeg siger også til Sune at en sidste mulighed er at gå på smertestillende
Torsdag den 15 august
Vi starter fra Lulep Njoatsojávrre. Jeg finder og fotograferer et spor på 8½ x 7 cm. Jeg vurderer at det kan være ulv ( varg ). Ved Gaska Njoatsojávrre holder vi en kort rast. Her teltede jeg i 2010, og opdagede at solen forsvandt kl. 15.15, fordi Vássjábákte skygger. Den gang flyttede jeg teltet ned til passagen mellem Lulep og Gasska Njoatsojávrre
Vi laver suppe ved mit gamle lejrsted. Jeg havde bygget en stenbænk, og nu er der flere små stenbænke. Vi tager en lur i solen, og efter kaffe går vi videre
Sune går med et lidt stift højre knæ, jeg går langsomt og adstadigt da jeg stadig har 28- 29 kg. i rygsækken for at aflaste Sune. Så det langsomme tempo passer os begge
Vi kommer op til Skiejákjávrásj og finder en fin teltplads
Vejret er strålende med solen ind fra vest. Vi har besluttet at opgive Alkavare Kapell. Vi tager en hviledag i morgen, og vil så begynde på en langsom nedstigning til Kvikkjokk ad Präststigen
Fredag den 16 august
Vi står først op kl. 10.00. Jeg har målt min INR efter at apparatet har været ½ time inde på maven nede i soveposen
Det havde regnet lidt fra morgenen af, men klarer nu op. På grund af vinden er det koldt, så vi beslutter at gå ned til Vássjájávrátjá. Jeg tager kompas kursen fra mellem de to søer og derned. 204 grader viser den
Det er fint at gå. Vi starter med rygsækovertræk. Vi går noget opad og det er hårdt for mig der stadig har en tung rygsæk. Vægten begynder dog at falde da vi er begyndt at bruge af mine 20 enkeltportioner frysetørret mad. Whiskyen er også væk
Jeg fotograferer 3 varder. De ligger på en lige linje på den kompaskurs vi følger. Jeg har sat GPS funktionen til, men jeg er i tvivl om der er batteri nok på apparatet til at det fungerer
Vi fotograferer også sten med de mest vidunderlige farver af lav. Efter 5½ time er vi dernede. Ved rengærdet retter jeg kursen til 200 grader. Vi slår teltet op lige efter jokken der kommer ned fra nordøst
Lørdag den 17 august
Der havde blæst en hård vind hele aftenen. Det begyndte at regne kl. 3.00. Regnen forsatte hele formiddagen
Ved middagstid fortsatte vi ned mod Bajen Buojdes. Vi gik først rent syd ned mod knolden 1082. Vi fortsatte ned mod Nuortap Gárránistjåhkkå. Det klarede kortvarigt lidt op, men blev så finregn og tåge igen. Jeg ændrede kursen til 164 grader. Vi så enkelte hjejler, og lettede 2 pomeransfugle
Syd for Nuortap Gárránistjåhkkå var der en sort mindre sten, som var meget markant når man kom nordfra. Da vi passerede den, spurgte Sune om det kunne være Prestemanstenen. Jeg skiftede til det ekstra batteri som jeg har haft i bukselommen og fotograferede den med GPS funktionen sat til
Vi fortsatte. Til sidst var vi færdige begge to, men Sune tog føringen og fortsatte op mod en knold. Og endelig havde vi Bajen Buojdes liggende for fødderne af os. Det er dejligt at mærke at navigationen fungerer. Vi gik frem til midt på søens nordøstside, hvor vi fandt en fin teltplads hvor en lille bæk løb ud i søen
Lige da vi kom frem til søen svømmede 3 lommer ud fra bredden lige neden for os. Hannen markant sort, hvid og grå. Hunnen og en stor flyvefærdig unge mindre markante
Søndag den 18 august
Tørvejr, men blæsende og koldt. Vi går en lille tur mod V, NV for at prøve at finde Prestemanstenen som Hans Fowelin efterlyser i sin artikkel
Jeg havde set en sten i går, neden for den ryg vi fulgte op til søen. Vi finder den og fotograferer den med GPS funktionen sat til. Kompaskursen mod Nuortap Gárránistjåhkkå er 340 grader og 225 grader mod Vuoksákvaha ( 1429 m. ) set fra stenen. Sune anslår højden til 860 meter. Da vi kommer hjem viser det sig at der også er højdemåler i kameraet
Vi går op ad en lille sænkning hvor der løber en lille jok der afvander den navnløse sø på 950 meter lige nord for Bajen Buojdes. Lige 200- 300 meter neden for søen er der en stor skrå klippe hvor man kan have søgt tilflugt for regn og vind. Jorden er dog let fugtig
Oven for søen er der en lavning hvor der også ligger en stor sten. Hvis man er kommet oven over Bajen Buojdes er man kommet denne vej
Tilbage ved teltet vasker jeg hår og understel
Det er 13 dag vi er på fjeldet. Vi har så meget frysetørret mad at vi snupper 2 elggryder til frokost. Vi har nu 8 enkeltportioner, 1 suppe, 2 pakker chokolade, 3 pakker kiks, tørret banan, figner, mandler og 4- 6 nødrationer + 100 g. gas
Det er så koldt at vi fortrækker til soveposen
Sune går en lille tur ned til enden af søen. Han er næsten sikker på at det er lommen der flyver forbi, og vi ser den heller ikke mere i søen
Vi lavede et lille bål efter maden, jeg havde bygget bålstedet i eftermiddags
Ved 19- tiden begynder det at regne, og vi trækker ind i teltet
Mandag den 19 august
Det har regnet det meste af natten, men er klaret op.
Kl. 9.00 går vi videre langs Buojdes, nu i T- shirt da solen skinner. Terrænet er letgået. Vi går langs nordsiden, meget af strækningen 80- 100 meter over søen
Buojdesjåhkå stengås. Vi spiser chokolademousse og kiks. Tager ½ time i solen, herefter kaffe og chokolade
Vi går næsten sydøst op forbi den lille navnløse sø i ca. 1000 meters højde. Da vi går frem mod Slithavágge kommer der regn i luften. Skaljakke + rygsæksovertræk på
Vi krydser Slithavágge og går op mod Ruonasvágge. Vi vælger at krydse den højt, dels kan vi stengå/ springe over, dels taber vi ikke højde. Vi forsætter opad mod Hábres
Det er slidsomt. Sune kan mærke sit knæ lidt. Men vi vil op til vores gamle lejrplads
Vi tager nogle små raster. Der er flere vandrere i Ruonasvágge
Endelig kommer vi op. Vi slår teltet op, og kryber ind medens en byge passerer
Vi laver mad i apsis og spiser i teltet
Lidt senere går vi en tur op til udsigtspunktet under Hábres. Vi ser ikke dyr, men udsigten over Tjuoldavágge er fantastisk. Vi føler også begge at vi kender området vi sidder og kigger ud over. Tjuoldavágge er et område det er værd at vende tilbage til. Jeg hører ikke til den grupe af Sarek- fantaster der kun regner med Sarek, og ikke kan se værdien af andre steder. For mig er Tjuoldavágge lige så spændende som Sarek, selvom det ligger uden for Sareks nationalpark
Vi deler den sidste klitrosesnaps ved varden, og går så tilbage til teltet. Da jeg er oppe og tisse ved 3- tiden ser jeg månen for første gang på turen. Det har jeg også oplevet de 3 andre år jeg har været i Sarek. Den må stå så lavt at den først sidst i august kommer fri af bjergene
Tirsdag den 20 august
Det regner lidt fra morgenen. Vi pakker og går op mod vattendeleren i Vállevágge. En rypefamilie med 9 ryper løber foran os og letter
Det er ren blokmark, men vi kommer ret hurtigt frem. Ved den øverste ø deler vi en rengryde og laver den sidste blåbærsuppe
Så går vi ned til den lange morænevold hvor vi teltede på vej op. Vi laver kaffe og spiser chokolade. Så ½ time i solen
Jeg fotograferer Rosenrod, som bliver helt blå, når den visner
Sune har en rypeflok på 11 lige foran sig, den nærmeste 1 meter væk
Vi er ved at være trætte, men vil ned til det vandløb der kommer ned fra den øverste lille sø lige i starten af Vállevárre. Vi er nede 18.45 og slår lejr. Det foregår efter et fast ritual. Vi lægger os begge to og bliver enige om at vi ligger godt. Så lægger vi vores vandrestave ud for hvor vi ligger, og rejser så teltet så inderteltet står der hvor vi lå. Jeg havde startet turen med at fortælle Sune, at på en sådan tur er man nødt til at være lidt autistisk. Vi havde f.eks. talt pløkke, hver gang vi klappede teltet
Det er tørvejr, og vindstille nu. For anden gang i træk så jeg månen i nat
Onsdag den 21 august
Vi gik fra den lille jok kl. 10.00. På vej over Vállevárre er der en fantastisk regnbue
Vi kommer ned til rengærdet og spiser en nødration og chokolade og fortsætter
Der blæser en hård vind, op til kulingstyrke fra vest. Vi kommer ned til Prinskullen og sætter os i læ
Vi delte en elggryde og bagefter spiste vi chokolademousse. Sune havde samlet blåbær til
Da vi forsætter er det med det højtidelige formål at tage den med ro. Så undervejs ned igennem skoven, tager vi en ” second afternoon coffee ” for at nyde det i fulde drag. Vi satte os ofte for at nyde de gamle træer og deres væld af laver, bl.a. skæglav
Vi ville nemlig ikke nå båden kl. 17.30. I stedet ville vi sove i telt ved bådledningen og først tage med over torsdag morgen
Vi mødte dog både en tysk/ svensk kvinde vi havde talt med på vejen ned fra Prinskullen, og Björn som først kom kl. 18.00
Björn fortalte at vi kunne hente frisk vand ca. 1 km. opstrøms fossen hvor en lille jok løber ud
Efter at vi havde spist gik vi en lille tur op langs fossen, der er 3 km. lang. Den er imponerende
Jeg fik også ringet hjem til min kone og datter og fortalt at vi var kommet godt frem
Torsdag den 22 august
Vi pakkede teltet i et dejligt tørvejr. Da rygsækkene var pakket lavede vi en sidste tår kaffe. Da den første boble steg op, var det slut med gassen. Vi fik dog en OK kaffe og spiste det allersidste proviant, en pakke trekkingkiks til
Björn kom lidt over 9.00. Vi kom med ned til Kungsleden og senere til Padjelantaleden. Der var et ungt tysk par som havde gået fra Kvikkjokk på 10 dage
De havde hjulpet med at advisere hjælp, da de mødte en meget forkommen og chokeret svensk kvinde. Hun havde sammen med sin mand været på vej ind i Sarek. Han bliver så forbrændt af sprit ved brug af en meget gammel brænder. Alligevel fortsætter de. Han bliver dårligere og dårligere, og til sidst må hun efterlade ham i teltet, medens hun forsøger at gå efter hjælp. Hun mister orienteringen og er ved at drukne i en jok, hvor hun brækker næsen. Manden bliver hentet med helikopter og indlagt på hospital. Han har selvfølgelig fået en infektion, sandsynligvis blodforgiftning.
Vi får et værelse i den gamle bygning. Et tiltrængt bad, og efter et kig i spejlet ordinerer vi opfedning. Jeg vil tro at jeg har tabt 4- 5 kg, jeg er slank som et strygebræt
Næste morgen snakker vi med en ældre svensk kvinde. Hun er opvokset i Kvikkjokk og bor nu i Skåne, men vender tilbage til Kvikkjokk hvert år. Hun fortæller hvordan hun og hendes bror lærte at skelne mellem lyden fra engelske jager- og bombefly. Hun fortæller også at da den tyske besættelsesmagt i Norge begyndte at anlægge en vej ned mod Trondhjem, så kunne de høre støjen og eksplositionerne i Kvikkjokk
På kirkegården, finder vi Harry Skarin´s navn. Ikke fordi han er død, men når en ægtefælle bliver begravet, så tilføjer man begge navne. Så jeg kunne jo fortælle Sune at ham skulle vi være kørt med, hvis vi var kommet til Aktse
Inden vi tager busen til Jokkmokk og Murjek vejer vi vores rygsække. Min vejer 21 kg. Sune´s 11,5 kg. Det er lidt i overkanten. Jeg har et 3 personers Hilleberg Nallo, EtaPower, men ellers ikke mere end sædvanligt. Og vægten af rygsækken ( uden proviant ) plejer at være nede på 18 kg. Men proviant og gas har passet perfekt
Billedgalleri for turen
Billeder af varder
