Sarek august 2009
Jeg startede i Saltoluokta, gik syd om Pietsaure og frem til Sluggá. Her var der nattefrost og let sne. Jeg gik NV om Leihtjijávrre og over broen over Guhkesvákkjåhkå. En af de bedste lejrpladser i det område var tæt på Pielastugan, hvor jeg tog en dagstur op til Tjågnjårisjiegna ( gletcheren ). Herfra valgte jeg at fortsætte nedenom Låddebákte, hvor jeg måtte sande at der ikke er mange lejrpladser. Jeg havde villet kigge efter bjørn, men på et tidspunkt var det bare med at komme frem til en lejrplads og noget tørt tøj.
Ligesom sidste år gik jeg op ved Alep Vássjájågåsj, og gik i ca 1100 meters højde nord om Skierffe til Aktse. Denne rute kan jeg stærkt anbefale i godt vejr.
Konklusion: Jeg gav mig god tid til at komme frem. Jeg havde for første gang nogensinde droppet brød ( loganbrød f.eks. ). I stedet spiste jeg suppe og trekkingkiks til frokost. Det fungerede rigtig godt. Jeg savnede at gå over et højt pas. Nu føler jeg at jeg kender især ruten nord om Skierffe rigtig godt, og skal se noget andet næste år.
Dag 1, mandag den 17 august
Klokken er 22.15. Jeg sidder ved et blussende bål på stranden ved en lille vig af Pietsaure over for Sirkas sameviste. Når jeg vender mig om, kan jeg se et knudret birketræ, teltet og bagved det spidsen af Sluggá. Jeg har lige spist og nyder nu en whisky ved bålet, samtidig med at jeg begynder at skrive beretning inden det bliver for mørkt.
Jeg kom til Saltoluokta fjällstation lidt i seks, efter nøjagtig 1½ døgns rejse. I forhold til sidste år hvor jeg tog af sted 4 august, så er det tyndet gevaldig ud i de rygsækrejsende. Da jeg skiftede tog i Boden, så var der højst 10 rygsækrejsende med videre mod Narvik. På Stockholm C havde jeg næsten ikke set nogen.
Da jeg kom op til Saltoluokta Fjällstation vejede jeg rygsækken, 29 kg med en halvfyldt feltflaske, d.v.s. ca 28½ kg, mod 31 kg sidste år.
Jeg skrev mit navn i gæstebogen og forventet ankomst Aktse ca 1 – 2 september, og så gik jeg videre. Jeg gik op mod en saddel imod Sirkas sameviste. Jeg gik ret vest imod en blændende sol der hang lige over saddelen. Fremad kunne jeg kun se 1- 1½ m.
Nede ved Pietsaure lå samevisten. Der var mindst 3 gamle tørvebyggede kåter. Jeg fotograferede dem med Pietsaure i baggrunden flankeret af Sluggá. Jeg vadede elven og gik 2 km frem, lige før en mindre jokk med et lille vandfald faldt ud i Pietsaure.
Dag 2, tirsdag den 18 august
Jeg stod op 7.30. Lavede kaffe og spiste muesli med mælk. Det begyndte at dryppe lidt så jeg pakkede inde fra teltet. Paksækken til min nye sovepose var umulig at finde, så soveposen kom i en plasticpose i stedet. Tingene skal have deres faste plads, ellers går der kuk i det. Før Rumok trak jeg op i en højde af 950- 975 meter.
Sluggá var kysk og lod sig ikke se. Der lå skyer omkring toppen. Jeg spiste suppe lidt i 12 og kom til at fryse især fingrene efter rasten. Jeg har lige købt nye handsker, men mest for at beskytte hænderne. Det var bitterlig koldt, flere gange tænkte jeg på at jeg skulle have taget vesten på inde under skaljakken, men det havde jeg også, jeg kunne bare ikke mærke det. Jeg gik op imod passet ved Gähppo. Sluggá forsvandt helt, det samme gjorde Gähppo.
Jeg syntes at det var mere slidsomt end sidste år, hvor jeg gik op fra Påreksletten. Jeg følte mig som en tungtlastet sherpa på vej op. Det gjorde ondt i lårmusklerne og senerne i lysken for hvert skridt jeg tog. Diafragma gik som stemplet i en langsomtgående dampmaskine. Jeg tog mig i at tænke om jeg virkelig gad at knokle og fryse på den her måde.
Men pludselig kom jeg over passet og ser Sluggá i ensom majestæt. Den ligner mest af alt en vulkan. Synet er hele sliddet værd. På vej ned fra passet bliver jeg fristet af en lille sænkning med en plan bund, der minder om et gammelt dødishul. Der ligger 2- 3 hvide faldstænger.
Jeg sætter rygsækken og går 1½ km frem til foden af Sluggá uden at finde vand. Jeg går tilsvarende ud i en trekant, og finder så lidt vand, som nok bør koges. Jeg laver mad og the.
Mod SV og V ser man bjergtoppene inde i Sarek. Der er byger der kommer drivende fra vest, det giver et fantastisk lys når de fra oven bliver belyst af solen igennem huller i skylaget.
Med et citat af Dag Hammerskjöld : ” Det hände ingenting märkvärdigt på turen. Och vi gjorde ingenting som är värt att berätta. Men jeg skulle önska, att jag verkligen kunde skildra, hur ljuset under de dagar vi strövade österut ned genom Sarek spelade på sitt väldiga instrument af klippkammar och isvidder, branter och dalstråk ”
Jeg kryber ind i teltet allerede ved 18.30 tiden, og kan ligge i soveposen med solen i hovedet og få en morfar.
Da jeg var oppe og tisse 21.30 og 1.30 var der let sne i luften og på teltet.
Dag 3, onsdag den 19 august
Jeg stod op kl 6.30, der var klart vejr inde over Sarek, nu lå de tunge mørke skyer mod nord. Det har været frost. Jeg dropper en toptur til Sluggá, men vil i stedet for fortsætte mod Sluggäjågåsj. I kikkerten forstår jeg pludselig hvorfor det bliver omtalt som en udmattende strækning. Et virvar af stenblokke vekslende med vidnesnår.
Opvaskevandet i gryden var næsten bundfrossent, men efter kaffe og muesli genfinder jeg mit gamle Sarekhumør. Ved Sarekhumør forstår jeg an stor følelse af lykke, en følelse af frihed og en følelse af rigdom. Rigdom er at få lov til at opleve fjeldet i en alder af 55. Det er farverne i alle palettens skalaer, vandet i en lille bæk, det kan være et blik på kniven i bæltet, kort sagt alt.
Jeg har haft forrygende tralvt på arbejde de sidste 4½ måned. Så det tager lige et par døgn at geare ned.
Lige et citat af Dag Hämmerskjöld: ” Vi behöver alla någon gång stillhet og perspektiv. Vi har alla våra medel at finna vad vi söker. Det är i detta sammanhang jeg starkast kommit att sakna de svenska fjällen, som ger ensamhet och distans icke genom verklighetsflykt utan genom mötet med en annan verklighet än arbetslivets och vardagens ”
Terrænet melem Sluggá og renvakterstugan er et stort frossent stenhav. Jeg vil ikke kalde det blokmark. Der er millionvis af sten, fra kampesten og op til en størrelse af en god dansk villa i 3 plan. Jeg spiser mosebøllebær, og tager 1½ times frokost i solen. Jeg fotograferer sten. Da jeg kommer ud af blokhavet, neden for Sluggájåhkå er der en sti på nordsiden, efter at jeg har krydset et lille vidunderligt vandløb eller bæk. Jeg var meget tæt på at slå teltet op og bare at nyde det. Ganske kort efter lå renvakterhyttan.
Jeg følger stien der går gennem det mest sympatiske vidnesnår. Det er så lavt at det ikke generer. Det sidste stykke er det næsten ren autobahn. Ved Liehtjijávrre går jeg ud på en holm stik syd for Nienndo og telter. Her er både aften- og morgensol. Mod syd er der 2 gletchertunger i Ähpármassivet, Äphárjiegna og Ruopsokjiegna. Det er blændende solskin her kl 19.00. Jeg nyder en whisky og tænder en stor cigar. Kl er 19.30 og der er ikke en sky på himmelen. Kl 20.30 forsvinder solen endegyldigt i bunden af Guhkesvágge. Da jeg var oppe og tisse i nat var det stjerneklart.
Dag 4, torsdag den 20 august
Jeg havde tænkt på en toptur til Vuojnestjåhkkå ( 1952 ). Men dels var jeg for træt til at stå op kl 4.00, dels var det ikke vejr til en toptur. Da jeg stod op var det fuldstændig overskyet, med de mest fantastiske skyformationer. De lignede lysende natteskyer, men bare i grå nuancer. Det var ikke Ähpármassivet jeg kiggede på, men disse fantastiske bånd af skyer.
Jeg gik frem til broen over Guhkesvákkjåhkå, og først nu ved 11 tiden var jeg i Sarek. Jeg gik rundt om Vuojnesvárásj, og talte med 2 hold unge svenske mænd. Det ene hold kom fra Aktse.
Jeg gik videre. Så magnetitbruddet på den anden side. Nord for Bierikvárásj var jeg nede for at se om det var muligt at krydse elven. Jeg valgte at blive på denne her side.
Jeg gik frem til Bierikjávrre og støvede rundt for at finde en egnet teltplads. Dem var der ikke mange af, men jeg fandt et sted helt ud til elven, 200 m fra søen. Her er der læ, vand og meget smukt. Lige over for mig har jeg gletcheren Sarvajiegna. Men det er svært at få pløkke i undergrunden, det lykkedes og så er de sikret med sten. Det var heldigt nok, for det har været mindst kulingstyrke hele natten. Teltet har hamret, slået i vinden, men pløkkene holdt fint.
Dag 5, fredag den 21 august
Jeg vågnede kl 5.00 og tog coaguchecken ned i soveposen. Efter ½ time kunne jeg måle min INR, 6,5. Det er for højt, selvom jeg i forvejen er gået ned i marevandosis her på turen. Jeg springer tabletterne over i dag, og checker igen om en 3 dage.
Kl 7.30 går jeg videre langs Bierikjávrre. Jeg har ikke travlt, børster tænder ved en bæk. Lidt længere fremme sætter jeg mig på en knold. Lige fremme skyller skyerne ned af Bielatjåhkkå. De kommer drivende ind fra syd, rammer fjeldet og skyller ned. Jeg vil kalde det en skylavine, det ser dramatisk ud. Mod syd ses Alep Basstajåhkås delta udløb.
Jeg overvejer lidt hvad jeg skal. Jeg regner med at holde mig til planen, som er at fortsætte ud i Rapadalen. det vil give mig en uge til at støve rundt i den nedre halvdel af Rapadalen. Det eneste jeg er i tvivl om er om jeg kan bruge så lang tid på et afgrænset område, kigge efter bjørn og omvendt undgå at få bjørnekuller.
Hvis jeg skulle komme til at kede mig så kunne jeg prøve om jeg kunne krydse Ráhpaädno ved Tielmavadet, skrå lidt af Sarvesvágge og så prøve at komme op i Lullihavágge, og så slutte i Kvickkjokk.
Lullihavágge får mig til at tænke på at jeg kan ikke stærkt nok anbefale en svensk bog fra 2007: ” Dag Hämmerskjölds fjällvärld ” med billeder af Claes Grundsten. Nogle af billederne er rene kunstværker.
Dag Hämmerskjöld var udover FN´s generalsekretær, også en passioneret fjeldvandrer lige fra Jämtlandsfjeldene til Abisko, Kebnekaise og Sulitjelma trakterne. Han skulle have vandret 3 gange i Sarek, bl.a. bekrevet i artiklen : ” Kring fyra lägerplatser ”. Hans tekster er det flotteste jeg indtil nu har læst om det at færdes på fjeldet. Bogen er dog ikke til at tage med i rygsækken, den er i A 3 format og vejer 2,7 kg.
Lidt længere fremme ved Bielajávrátja, ¾ km øst for Pielastugan slår jeg teltet op på en lille holm. Jeg kan mærke at jeg har gået 4- 4½ dag og trænger til en overligger. Fjeldvandring er jo ikke kun de store vuer, følelsen af frihed. Det er også slid, det at gå videre med en tung rygsæk, selvom man ikke orker. At ligge 12 timer i teltet fordi man simpelthen er udmattet. Sure sokker der stinker så man næsten ikke kan holde det ud.
Efter en morfar i solen går jeg en tur frem til Bielavárásj og sætter mig. Det er meget mørkt i vejret og begynder at dryppe lidt. Nede ved Låddebákte er det helt gråblåt. Jeg går forbi renvakterstugan på vej hjem, der er 4 køjepladser kan jeg se igennem vinduet.
Jeg beslutter at tage en tur op til Tjågnårisjiegna i morgen.
Jeg tænder et bål, det er tredje bål med optænding af den birkebark jeg tog med fra Saltoluokta. Og pinde kan man åbenbart finde overalt, dværgbirk og enebærkviste brænder overraskende godt og længe.
De sidste 4 dage inden jeg tog af sted havde jeg hold i ryggen. Det var rent muskulært, men må skyldes at musklerne går ind og låser for at forhindre hvirvlerne i at skride. Det kunne måske skyldes at jeg er begyndt at stå ved et hævesænkebord på arbejde i stedet for at sidde ned.
Nåh, men det har heddet pinex 2 tbl x 4, hvoraf den ene tablet om morgenen bliver erstattet af en pinex comp, d.v.s. pinex hvor der også er 30 mg codein.
Da jeg tog af sted havde jeg stadig ondt, men det gik stille og rolig bedre jo mere jeg begyndte at bruge rygsækken. Jeg har hele tiden vidst at jeg nok ville få et skrald igen, det er hårdt at leve på jorden.
Men jeg duer ikke til at træne i et motionsrum, det bedste for mig er at bruge min krop til at grave, fælde træer, vandre, løbe osv.
Dag 6, lørdag den 22 august
Der er stort set ingen fugle på fjeldet. Her ved Bielajávrátja blev jeg mødt af 2 stormmåger, den ene døbte jeg Piv, de satte sig 15- 20 m fra teltet. I morges fløj 2 lommer op, og kredsede gnækkende over søen. Tårnfalk har jeg set, og så den alstedsværende stenpikker, den sidste vil jeg kalde karakterfugl her på fjeldet.
Da jeg tog af sted til Tjågnårigjiegna ved middagstid, lå lommen og sov ude på søen. En dag skal jeg have lavet en lom i sten.
Da jeg kom tilbage ved 18 tiden fanger jeg lige en bevægelse ude på søen. 2 små dykænder ligger lige uden for teltet. De er ikke sky og bliver liggende 25- 30 m fra mig. Undersiden er hvidgrå, med en brun ryg der ikke fylder så meget. Hovedet er brunt med en stor hvidgrå blis omkring øjet. De ligger klinet op ad hinanden, når den ene drejer, drejer den anden også. Lidt senere ligger de inde under noget udhængende buskads på en lille holm. Jeg gætter på at det kan være havlit ( svensk: Alfågel ) i sommerdragt, men jeg ved ikke om den yngler ved søer.
Nåh, men tilbage til dagsturen. Jeg gik ovenover den høj der hedder 1132. Her er der ligesom et plateau. Her kom skyerne drivende, det var en helt surrealistisk grå verden. Det må være billedet af Hades, dødsriget. Jeg hørte en rype. Lige før Tjågnårijjåhkå blev stenene helt lyse uden lav. Det så mærkeligt ud, men skyldes at her ligger sneen længe, så kun de allerførste pionerlav kan klare sig.
300- 400 m før gletcheren ser jeg 3 – 4 ryper, 3 mere og i alt letter 8 ryper. Det må være et helt kuld.
Gletcheren er ikke noget særligt, men der er knald på Tjågnårisjåhkå lige fra starten. Vandet var iskoldt, og herligt at drikke.
På vej hjem fulgte jeg jokken ned. Der var et flot vandfald, der hvor der lå rester af sne.
Dag 7, søndag den 23 august
Jeg brød op kl 10. Ved Bielavárásj snakkede jeg med 2 svenskere der også var fugleinteresserede. De var tillige gennemblødte på grund af regnen. Læs Hans Fowelin´s ( fowwe ) beretning på www.utsidan.se – En kvällspromenad runt Låddebakte i Sarek.
Jeg gik via Sjielmágiedde ned til Ráhpajåhkå og lavede tomatsuppe på en bakkeknold. Den er for øvrigt god sammen med trekkingkiks, begge dele fra SpejderGear. Det begyndte at klare op, så jeg fortsatte neden om Låddpákte i Grønlandsbukser og Ice-breaker T- shirt.
Neden for spökstenen oplevede jeg det fra en anden vinkel end sidste år hvor jeg var gået op over Snávvájávrre. Jeg er dog stadig i tvivl om hvilken blok/ sten der er spökstenen.
Jeg fandt en faldstang af elg. Der var 7 sprosser, men det var et meget kraftigt og flot gevir. Men der var et hul i skovlen, så jeg lod den ligge. Jeg troede først at det var lavet med en vandrestav, men har lagt mærke til at det ofte ses på elggevirer, så det må være fra deres sammenstød i brunstperioden.
I starten var det letvandret. Ca 2 km før Dielmavadet var der en indbydende terasse bevokset med revling. Det var et oplagt sted at telte. Men kl var 16, så jeg besluttede at gå videre for at telte ved Dielmavadet. Nu blev det vidnesnår, og når man går nedstrøms møder man jævnlig dybe afsnørede strømrender. Nogle gange kan man springe over dem, andre gange følge dem 100- 200 m tilbage og så krydse dem.
Men nogle gange ender man i et virvar af strømrender. Det var begyndt at regne, men i forvejen var jeg drivvåd på grund af vegetationen. Der var ikke skyggen af en egnet teltplads nede ved Dielmavadet, så jeg gik videre. Det øsede ned og jeg gik igennem myrer, vandrender, kort sagt igennem alt. Og der var ike noget med at skifte til vadesko. Jeg skulle bare frem.
Det mest opmuntrende var en kongeørn der svævede ud fra Låddepákte.
Jeg var mere end udmattet. Jeg overvejede at telte på en knold inde i en birkeskov, men faenme nej om jeg gider at være lukket inde i en skov.
Jeg blev ved. På et tidspunkt kiggede jeg på en lille sandbanke/ odde for at overveje om det kunne være en teltplads. Af en eller anden grund går jeg 8- 10 m ind i noget vidnesnår, og opdager gudhjælpene at der ligger en rødmalet hytte 70 m væk. Jeg kæmper mig igennem 2½ m høj vidnesnår. Så selv om der kun er 40- 50 m tilbage vælger jeg at gå midt i en bæk for at komme frem.
Det er Skårkihytten som Axel Hamberg byggede i 1914. Men jeg tænker at der må ligge et lille stykke græs hvor jeg kan slå teltet op.
Der er lidt græs, men det gror tilsyneladende på et stendække. Bækken som løber lige forbi hytten, er løbet over sine bredder på grund af regnen.
Jeg går endnu engang videre, men efter allerede 300 m kommer jeg til en bålplads ud til en gammel afsnøring af elven. Her var jeg for øvrigt sidste år, uden at vide at Skårkihytten lå så tæt på.
Jeg er våd fra yderst til inderst, men får slået teltet op. Efter aftensmad og noget tørt tøj, ser jeg lidt lysere på situationen.
Soveposen er heldigvis tør, så jeg napper noget der ligner 13 timer i streg.
Dag 8, mandag den 24 august.
Det regner stadig lidt til morgen. Jeg står op kl 10, og hænger alt mit tøj og grej til tørre.
Inden da har jeg målt min INR til 2,4, så jeg fik da banket den ned. Nu skal jeg bare passe på at den ikke falder for meget.
Indtil nu har jeg slet ikke været generet af myg, lige nu sidder jeg foran teltet og skriver, og der er ikke det der ligner myg.
Det bliver utrolig flot vejr i løbet af dagen. Jeg snakker med 3 svenskere der er gået Rapadalen fra Aktse. Jeg samler brænde til et bål, og kigger efter birkeknuder til at lave en kop af.
Dag 9, tirsdag den 25 august
Jeg står op kl 6 til en vidunderlig dag med blå himmel. Der har været let frost. 1 km øst for hvor jeg lå møder jeg en ung belgier ud for hans telt. De er af sted i 1 måned, hvor de er gået fra Abisko og vil slutte i Kvikkjokk via Aktse. De havde set bjørn ved Rinim.
Lidt efter bliver jeg passeret af 4 unge svenske piger. Der er ellers en ret tydelig skæv kønsfordeling i Sarek med en klar overvægt af mænd. Så møder jeg et svensk ægtepar med en voksen ung søn. De havde set bjørn 400 m fra teltet 1 km herfra i går aftes. Det er en lille knold ud til en af de små søer. Mod nord har man det mest vidunderlige udsyn til den grønne fjeldside. Kl er ikke engang 10.30, men jeg beslutter mig for at blive. Det er et perfekt bjørnested.
Jeg får vasket mig i en jokk 2 km herfra. I en af de 4 små søer gik der en 1- 1½ kg´s rødding. Den patruljerede langs brinken og var tit op at vende. Den var ikke sky. Lige nu ved at vaske tøj, jeg bruger en Sea to Summit pose, de er squ´ vandtætte. Jeg så gråsisken og blåhals. Blåhals har jeg set før, men det var første gang at jeg kunne se resterne af den blå farve på brystet.
Jeg tager mig en morfar i solen. Myggene bliver holdt væk med Beck olja fra Wilma. Det er noget af det de lokale bruger.
Bagefter går jeg en tur ud på sandbankerne langs Ráhpajåhkå for at se efter spor.
Ved aftenstid passerer 2 unge tyskere, de er gået fra Fauske i Norge, og vil også slutte i Kvickkjokk. De spørger lidt til udstyr. Som studerende har de været nødt til at spare. Bl.a. havde de ikke gamasher eller gaiters som man er begyndt at kalde det.
Jeg kigger efter bjørn. I kikkert kan jeg afsøge en ret stor fjeldside. Men ingen bjørn i aften. Efter 21.30 bliver det svært at se tydeligt i kikkert. Jeg havde også tændt bål ved 21- tiden. Jeg tror at bjørnen er fuldt fortrolig med at der færdes mange mennesker på stien i Rapadalen.
Mit vasketøj fra over middag er tørt nu.
Dag 10, onsdag den 26 august
Kommer af sted ved 10- tiden. Det bliver hurtigt varmt selvom jeg kun går i T- shirt. Lidt før middag ser jeg en elgko, så en mindre kalv og lidt efter også elgtyren med begyndende gevir i bast. Jeg er 20- 30 m fra dem, men bestræber mig på ikke at blive opfattet som en trussel mod kalven. Det er i øvrigt den der er mest sky.
Ved en mindre myr kan jeg se at jeg skal forlade stien, for at sigte mod Alep Vássjájågåsj. Jeg spiser blåbærsuppe og fortsætter. Jeg havde kun taget 1 feltflaske vand med, så jeg er efterhånden godt tørstig. Terrænet bliver mere letgået op mod trægrænsen. Her ser jeg ret frisk bjørnelort udelukkende bestående af bær, især blåbær.
Jeg kommer op til det niveau jeg teltede på sidste år. Jeg sætter rygsækken, der er små svingfjer af en lille fugl som er taget af stenfalk. Jeg går 300- 400 m frem og kravler ned til jokken, der løber i en dyb ravine. På vej tilbage checker jeg om der er bedre lejrpladser. Det er der ikke, fordi så mister jeg vuet ud over Rapaselet.
Jeg slår teltet op på samme plads som sidste år.
Udsigten er fantastisk. Men det er også et slid at knokle sig selv 500 højdemeter op med en tung rygsæk. I mit stille sind funderer jeg om jeg er ved at være for gammel til disse strabadser.
Jeg får målt min INR til 3,3, det er rigtig godt. Efter en tår kaffe og en morfar i solen går jeg en lille tur. Der er tunge skyer mod syd, så teltet er gjort søklar.
Udsigten herfra er fantastisk, og hele sliddet værd.
VSV for mig er der et spidst bjerg, det må være Oálgasj på 1918, med Gådoktjåhkkå lidt sydligere.
I en ret linje, Stuor Skoarkki fjeldside, Låddepákte er der et trekantet fjeld. Det kunne være Kanalbjerget, med Ridatjåhkkå lidt mere vest, og med en gletcher imellem dem.
Jeg går lidt op og ½ km mod NV. Herfra har jeg en perfekt udsigt. 4- 4½ km herfra i luftlinie kan jeg se 2 elge gå i en sø ud for mit sidste lejrplads, men på den anden side af Ráhpaädno. De laver kølvandsstriber ligesom speedbåde. Uden kikkert kan jeg knap nok se den del af søen, fordi den ligger i skygge på den anden side af Rápaädno. Herfra kan jeg også se renvakterstugan lige syd for mig.
Jeg vågner ved 1- tiden og kan ikke sove. Jeg lyner yderteltet op, og næsten ret syd hænger der en planet lige over fjeldet. Det er ikke Mars da den ikke er rødlig. Det er en vidunderlig nat. Det er også meget mildt eller lunt. Jeg spiser lidt tørret banan, og nyder en lille whisky.
Henad halvfire hører jeg skrig lige uden for teltet. Jeg er først lige faldet i søvn, så jeg bliver liggende. Først var jeg i tvivl om det var en fugl eller et dyr, f. eks. polarræv. Men jeg tror at det er en ugle, og det kunne jo være sneugle. Der lyder ca 20 ensartede gentagne augh, augh.. Lidt efter kan jeg hørte den fjernt og lidt efter igen fra et tredje punkt, som i en triangel. Her er det en serie på 30- 40 skrig.
Dag 11, torsdag den 27 august
Jeg står op til det mest fortryllende bløde lys. Der er vindstille og nede i Rapadalen ligger bløde skyer langs dalsiderne.
Nu her kl 8.30 hvor jeg ligger foran teltet bliver jeg ramt af solens stråler. Den er lige kommet over fjeldsiden.
Jeg giver mig god tid til at nyde dette vidunderlige sted. Kl 11 bryder jeg op nede fra Alep Vássjájågåsj, og begynder at kravle op ad ravinen. En stenfalk ( dværgfalk ) lader sig se flere gange. Det er slidsomt at komme op og umiddelbart efter skal jeg krydse en lille sidegren. Men når man endelig er oppe går det strygende over letvandret fjeldhede. Bagud ses Skoarkki, Låddebákte og mange af fjeldene som jeg beskrev i går. Det er varmt bare at gå i T- shirt og fjällrävenbukser.
Jeg kommer til Lulep Vássjájågåsj. Den er en lille oase, næsten et lille paradis med små rislende vandfald. Jeg giver mig god tid til at nyde og prøve at fotografere disse.
Efter både varm mad og ½ pakke blåbærsuppe bryder jeg op. Efter 3 små jokke kommer jeg frem til Ridok.
Jeg vil prøve at finde min fjeldhylde fra sidste år. Men først bruger jeg tid på at afsøge Suorkitjåhkkå,indtil det går op for mig at jeg skal krydse en lille jokk som kommer ned fra Niehter, og at fjeldhylden må være på Gierdogiesjtjåhkkå.
Det er ved at være meget mørkt i vejret. Jeg tager skaljakke, gamasher og rygsæksovertræk på. Jeg letter 6 ryper på 3 meters hold. Det begynder at regne. Pludselig er det tåge med først 50 m, og senere 20- 25 m sigt. Jeg lægger kikkerten i rygsækken og brillerne i jakkelommen. Jeg er nødt til bare at satse på at komme ned. På et tidspunkt kom jeg forbi en udhængende klippeknold, og overvejede kortvarigt om jeg skulle rulle soveposen ud og bare sove der.
Jeg glider utallige gange, sten og klipper er sindssyg glatte. Jeg falder 2 gange. Første gang falder jeg fremover, nedover og lander med rygsækken i nakken. Jeg kan ikke løfte mig op, jeg må gøre rygsækken fri og vælte den af. Men ellers er der ikke sket noget, ikke engang med brillerne. Jeg fortsætter forsigtigt nedad og i halvmørke kommer jeg endelig ned.
Jeg finder en nogenlunde tør plet, får teltet op, lavet mad. Jeg får det våde tøj af og tørt tøj på inde i teltet. Klokken er næsten 22, og jeg vil tro at jeg er startet 9.30.
Dag 12, fredag den 28 august.
Da jeg kigger ud næste morgen er alt tåget. Lidt senere kan jeg se Skierffe. Jeg ligger nede i Tjasskávárásj ca 200 m fra en morænevold ud til Rapadalen, hvor jeg havde håbet at kunne se bjørn.
Jeg bryder op og går op forbi foden af Skierffe. Jeg sætter rygsækken og prøver at se om jeg kan finde det sted Claes Grundsten har fotograferet Skierffe fra. Det kan jeg ikke.
Bukserne fra i går er stadig våde så jeg går i skalbukser. Det betyder at jeg har lagt kort og kompas i toplommen på rygsækken. Så jeg kører på rutinen og kvajer mig ved at fortsætte rundt om Bassoajvve, i stedet for at gå over det lille pas mellem det og Skierffe.
Så jeg kommer helt ud til renvakterstugan. Det gør nu ikke noget, idet jeg så får set området og en af de samiske kultsten.
Jeg vil tro at jeg er nede ved Aktse ved 16- tiden. Jeg snakker med 2 danskere fra Silkeborg som vil til Saltoluokta på 2 dage, vel og mærke igennem Sarek. Det lyder lidt vildt, men de er erfarne folk.
Jeg snakker med Stugaværten Jörgen, som også var her sidst. Jeg får samme hytte som sidste år. Den deler jeg foreløbig med 3 tyskere som har vandret Padjelantaleden.
Efter mad og en øl tager jeg et tiltrængt bad.
Jeg får læst Edvin Nielsens ” Sarek, vandringar i vår sista vildmark ” ( 1970 ) og bagefter ” De vilda djürens Sarek ” ( 1974 ) Den sidste giver mig lyst til at overveje en tur fra Kvickkjokk, over Pårek, Njoatsovágge, med en afstikker til Tjuoldavágge. Hjem over Sarvesvágge og Lullihavágge.
Jeg læser også at Aktse på samisk er tallet 9. Og det skyldes at 9 bjørne er blevet skudt eller dræbt med bjørnespyd ved en stor sten ovenfor Aktse når de har brugt sprækkerne i denne til at gå i hi.
Aktse kallio betyder niostenen.
Det klarer lidt op til aften, så jeg følges med stugaværterne en tur ned til broen for at se om der er nogle der venter på bådskyts. Lennart er i Jokkmokk, så Jörgen har lovet at sejle hvis der er vandrere.
Det er der ikke. På hjemvejen går vi forbi Lennarts hus for at aflevere hans elghund, som har været med. Så jeg får også en smule nutidig historie. Der er en lille nyttehave med purløg, dild, brocoli, majroer( eller anden rodfrugt ) og kartofler. Oppe ved huset er der modne ribs.
Dag 13, lørdag den 29 august
Jeg tager båden, som dog er lidt forsinket. Jörgen havde lovet at sejle første tur mod Pårek, men motoren stopper 300 meter ude. Lennart kommer, går ud i den anden jolle og efter lidt makken kommer der gang i benzinflowet igen.
Bagefter henter han mig og sejler mig de 6- 7 km ned mod Sitöälvbroen. Der kommer en kraftig byge. Jeg går de 10 km i et godt tempo, og er der kl 12.00 hvor jeg har aftalt at Harry henter mig. Undervejs ser jeg 4 lavskriger, og sandsynligvis en høgeugle der skriger og glider henover mig. Men jeg er blændet af solen og får den ikke rigtig at se.
Det er Harry´s søn der er der i en gammel Mercedes. Han er hjemme på besøg, men Harry er stadig i fuld vigør forsikrer han mig.
I Göteborg var jeg inde i 3 boghandler for at købe bogen ” Dag Hämmerskjölds fjällvärld ”. Den er udsolgt alle steder. Det ender med at jeg betaler, og så får jeg den sendt.
39 timer efter at jeg tog båden fra Aktse er jeg hjemme mandag aften til midnat.
