Stormdalen og Sulitjelma- Kvikkjokk 1982
Vaimok den 24.7.1982
Det bliver lidt en hilsen fra bagsmækken, da jeg i øjeblikket ligger en 45 km fra Kvikkjokk i det nordlige Sverige, det er ikke så langt fra Jokkmokk hvor samerne har deres berømte marked. Men det er en længere historie der går forud, og som er skyld i at jeg befinder mig her hinsides den norske grænse. Så den må I hellere få.
Jeg kom til Mo i Rana i Nord- Norge om mandagen. Jeg fik provianteret, købt rødsprit og kort samt forhørt mig på en turistinformation, og sad så kort tid efter i finregn i en lille park og stuvede mit grej. Her kom jeg i snak med en fin vesttysker, der også var alene af sted og som havde samme mål som mig, nemlig en af dalføringerne op igennem Svartisen. Svartisen er en dødisklump på størrelse med Bornholm, og den ligger lige ved Polarcirklen. Vores fælles planer gjorde at jeg ekstraordinært overnattede på et stort værelse hos en ældre norsk dame. Men dagen efter regnede det stadig ubønhørligt og i stedet besluttede vi os til at tage med bussen op til en gletchertunge der hedder Østerdalsisen. Jeg havde dog mit grej med, fordi jeg ville prøve at tage over fjeldet og over i en tilstødende dal der hedder Blakkådalen, hvorfra jeg senere ville fortsætte en planlagt rute op igennem Stormdalene.
Efter at have talt med folkene på stedet valgte jeg dog at droppe tanken. Det blev sagt at det var en meget hård tur og at Blakkåelven var umulig at forcere. I stedet måtte jeg sammen med vesttyskeren tage bussen tilbage, men da jeg hverken havde økonomi eller temperament til endnu en overnatning på pensionat, jah så valgte jeg at tage toget lidt længere nordpå. Den første jeg løb ind i var en dansk sygeplejerske der arbejdede i Trondhjem, og som nu var på vej til Lofoten på ferie. Nåh, men jeg hoppede af toget lidt længere fremme i nærheden af Bøllånes eller Storvolden . Jeg skulle først gå 3- 4 km ad en vej førend jeg så via en hængebro over en rivende og smuk elv kom over til mit egentlige udgangspunkt, nemlig det nederste af Stormdalen. Hurtigt havde jeg et skrigende fjeldvågepar over hovedet, så ryper og masser af lemminger og følte mig hjemme på fjeldet. For resten var det i mellemtiden blevet godt vejr, hvilket holdt i en 4- 5 dage.
Den første aften nøjedes jeg med at gå en 8 km frem langs elven førend jeg slog lejr på en sandbanke hvor en lille sideelv løb ud i elven. Så tror jeg at jeg sov en 13 timer, selvom jeg lige kiggede ud af teltet tidlig morgen. Her blev jeg blændet af et panorama af sne, glitrende vand, fjeld og blå himmel. Jeg roterede 2 gange i soveposen og gik så i coma igen.
Det var nu meget godt, for da jeg endelig fik øjne på, jah så var vandstanden faldet op imod ½ m. Og dagen startede nemlig med at jeg vadede elven, for en gangs skyld var der udspændt et tov, men vandet var også iskoldt og gik mig til over livet. Det var under vilde brøl at jeg nåede modsatte bred.
Efter at være kommet til hægterne igen så fortsatte jeg uden for sti og rute opad en uhyre frodig og smuk dalside. Jeg havde hurtigt en smuk kongeørn svævende over hovedet, den tredje jeg har set på turen. Men det gik igennem ½ m underskov og en 2 m birkekrat, så med en stigning på nogle hundrede meter op ad dalsiden og ned igen osv. osv. Jeg tror at jeg røg på røven de først 50 gange og alt i alt var det enormt hårdt fysisk. Forresten så jeg ren, og slog lejr lidt længere fremme.
Næste dag begyndte jeg så en møjsommelig opstigning til et fjeldområde der hedder Hedningefjeldet. Det gik opad og opad uafbrudt i 4 timer, der var for resten mange rener og af fugle fjeldvåge, den lille kjove, ryper, mange hjejler og andre vadefugle. Det skal lige nævnes at kjoven for mig er en utrolig smuk fugl, med sort kalot, gult hoved og bryst og ellers brun. Men den har nogle utrolig smukke spidse vinger og ditto hale, og så er den dobbelt så graciøs i sine bevægelser som vores hjemlige terne.
Nåh, men ind over Hedningefjeldet. 4/5 var dækket af sne, og tillige er der enkelte små gletchere i området, men det var en utrolig smuk sne- og fjeldverden. Men også enorm barsk og øde – kun de allermest hårdføre, ofte kun mm høje blomster/ fjeldplanter kunne klare sig her på grusbanker og fjeldpartier. Efter at være gået ind over fjeldet kom jeg til en lille fjeldsø, Kvitvattnet hvor jeg tog lidt galt bestik af nedturen. Jeg undervurderede højden og kom ud på en fjeldside der via to store snefaner med en stigning på ca 50- 60 grader viste sig at falde 300- 350 m. Jeg kom på en lidt hasarderet rutche og klatretur, men stod så til sidst nede ved fjeldsøen. Oppefra havde den set iskold ud, 2/3 var dækket af is, men hernede var der lunt og godt.
Så jeg blev her en ekstra dag, hvor jeg så kunne gå rundt i et panorama af sne, fjeld og vand. Jeg bevægede mig nu ikke ret meget, men fik skrevet en masse, vasket hår, set på blomster etc. Mit telt blev i øvrigt prydet af faldstangen fra en 19-ender ( ren ), denne fungerede upåklageligt som sokkeholder og tørrestativ.
Nåh, men om lørdagen brød jeg op og fortsatte ned i Tesp- og senere Bjøllådalen. Dog kun for lidt længere fremme atter at måtte en 4- 5 km op ad fjeldet for at krydse en rivende bielv. Det forsøgte jeg så hvor denne bredte sig ud før udløbet i en lille sø. Men selv her var strømmen så stærk at jeg blev væltet/ grebet af strømmen med rygsækken på nakken. Da jeg købte den for 9 år siden bedyrede de mig for resten at man kunne svømme med den. Så skal det yderligere tilføjes at det kolde vand i hanen derhjemme, jah det er lunkent i sammenligning med dette. Nåh, men jeg kom på ret køl og kom på en eller anden måde ind til modsatte bred.
Det værste viste sig dog senere. Nemlig at min sidste beholdning på 3 tændstikker var blevet våde, så der blev ingen varm aftensmad – eller kaffe. Først søndag eftermiddag, som jeg var startet om tirsdagen, jah så mødte jeg andre. Det var 2 enormt fine piger fra henholdsvis Lofoten og Alta. Den ene af dem havde for resten lige prøvet det samme som mig. Men vi fik en pissehyggelig snak, senere fortsatte jeg så op på et fjeldplateau der hedder Stenfjeldet. Jeg vågnede i finregn, nogen vind og tåge og selv om jeg blev i soveposen til henimod middag, jah så blev det ikke bedre, tværtimod. Så måtte jeg i efterhånden øsende regn og stærk blæst gå ind over fjeldet, det var enormt koldt, men det eneste der er at gøre er at gå og gå. Jeg holdt et hvil, hvor jeg fik lavet lidt varm suppe og stod så ved 19 tiden nede på Lønsdal station, drivvåd. Det havde været min plan at fortsætte herfra, op igennem Skaiti – og Junkerdalen, over Ballvattnet og så op til Sulitjelma. Men jeg havde ikke provianteret siden sidste mandag, d.v.s. i 8 dage og manglede alt. Og der er kun et højfjeldshotel i Lønsdal. Nu viste det sig at der går 2 tog nordpå om dagen, og at det sidste var gået. Men stadigvæk i silende regn gik jeg ned og blaffede på E 6, og sad 5 min efter sammen med nogle pissefine hollændere i en folkevognsbus, joh det var kært at smage Heiniken øl igen. Jeg kom af i Fauske, hvorfra det var min mening dagen efter at fortsætte op til en lille nationalpark der hedder Rågo nationalpark. Den ligger 40- 45 km nord for Fauske, men jeg manglede kort og proviant. Først undersøgte jeg dog hvor der var en møntvask, og gik så på kompromis med mig selv og tog ind på vandrehjemmet. Her viste det sig så som et guds under at der både var vaskemaskine og tørrekælder, det meste af mit tøj var efterhånden drivvådt.
For at rationalisere brevskriveriet kan jeg lige indskyde at der nu kom 5 dage med uafbrudt dagsregn. Nåh, men alt undtagen kort kunne jeg få i Fauske. Jeg bandede noget, til Bodø synes jeg at det var for åndssvagt at tage, så jeg vendte tilbage til min oprindelige plan om at ende i Sulitjelma, hvorfra jeg 2- 3 turmuligheder. Alle bedyrede i øvrigt at man kunne få kort i Sulitjelma. Atter engang viste tommelfingeren sig at være hurtigst, og jeg var oppe og køre med nogle herlige typer, bl.a. en nordmand der tidligere havde boet i Alta og hvis store lidenskab var slædekørsel med grønlandshunde, ham og konen, 2 slæder, 8 hunde og med 3 børn og telt. Og så var det meste af udstyret i rensdyrskind, købt privat af samerne. Jah, engang vil jeg til Finmarken.
I Sulitjelma rendte jeg i pendulfart mellem byens 2 butikker og posthus, der er en 1½ km imellem dem. Et målebordskort viste det sig umuligt at opdrive, jeg var blevet helt rundtosset af al den kortsnak så endnu engang måtte jeg tilbage til posthuset, hvor det viste sig at der var post fra Ester, fryd. Det var enormt rart at høre fra hende, jeg tror også jeg har sendt hende de første 50 sider. Så hvis I mangler yderligere lekture, så ved I hvor I kan henvende jer.
Kort eller ikke kort, ruten skulle være mærket og jeg havde Cappelens store Norges kort samt nogle oldnordiske kort der var revideret af den Amerikanske hær i 1945. Så jeg startede på en planlagt tur rundt om Sulitjelma gletcheren. Først måtte jeg dog tage en træls snoet bjergvej, der gik opad og opad. Her mødte jeg så heldigvis 2 danskere. De havde lige opgivet denne tur af nordruten, og ville nu til Narvik i stedet, så heldigvis kunne jeg af dem låne det manglende kort. Og jeg besluttede mig lynhurtigt til sydruten, samtidig med at den gamle ide´om at gå ind over grænsen og ind i Nord Sverige begyndte at ulme i mig. Men først skulle jeg op i 1000 meters højde, hvor jeg så slog lejr ved et iskoldt og for resten isdækket vand der hed Loamivattnet. Navnet samt stedet der endnu bar præg af gammel mine/ malmdrift gav mig nogle associationer til et Canadisk udsted ( nåh snarere Alaska ). Næste dag blev jeg vækket kl 13 ved at nogen gik forbi, jeg kiggede ud og opdagede 2 lidt ældre garvede fjeldvandrere. De havde været oppe på gletcheren, men var vendt om på grund af dårligt vejr. Men de bekræftigede at der gik en slags sti langs vandet og at det ville tage en 4- 6 dage til Kvikkjokk. Så var den beslutning taget. Men først måtte jeg gå en 10 km langs den iskolde sø, det var kun grusaflejringer og fjeldsider gennemskåret af regnvandskløfter. Så frem langs en anden, dog lidt mindre sø, stadigvæk i regn forstås. Men forenden af denne sø stod jeg så ved den svenske grænse, og hele tiden havde der været blå pletter indover det forjættede land. Dette blev fejret med blomkålssuppe og endnu frisk brød, førend jeg fortsatte et par km endnu hvor jeg så kunne stå med en udsigt over en fantastisk smuk svensk isfri sø, Pieskehaure. For første gang i flere dage skinnede solen lidt og jeg kunne se langt, kunne se nogle frodige skovklædte bjergsider på den modsatte bred, og ellers lidt mere milde og gæstfrie fjeldstrøg. Men selv var jeg segnefærdig af træthed og slog straks lejr hvor en lille elv løb ud i søen. I de dage var det noget med at få teltet op i en fart, og så ellers ned i soveposen for derfra at håndtere stormkøkkenet og madlavningen.
Næste dag var det finregn og tåget – nissen var altså også sluppet over grænsen. Men jeg hyggede mig i soveposen, fik skrevet breve, læste lidt og ellers sovet. Og det er uhyggeligt, men heroppe sover man snildt 10- 12 timer, og man har squ´ brug for det. Derhjemme er det tilstrækkeligt med det halve.
Så fortsatte jeg om fredagen. Egentlig ville jeg fantastisk gerne have gået nordpå, ad ruten rundt om Sulitjelmagletcheren for så at være gået over Staloluokta, der ligger ved den store sø Virihaure, der er en del af Padjelanta nationalpark. Herfra så tilbage i sydøstlig retning, ned langs grænsen til Sareks nationalpark og så ned til Kvikkjokk. Det skulle kunne gøres på 6- 7 dage, men jeg må sande at mine støvler og fødder er i en sådan tilstand at det vil være hasarderet i dette vejr, der tilsyneladende ikke ændrer sig. Jeg har for første gang overhovedet fået vabler, men de sokker som jeg møjsommeligt har varmet om natten i soveposen, jah de har været drivvåde efter en time eller to. Jeg har glemt at fortælle at i hvert fald i Norge, der har foråret været 1½ måned forsinket, hvorfor der stadig ligger utrolig meget sne på fjeldet. Og de fleste søer over 900 m´s højde er stadig islagte. Jeg har følelig gået og funderet over hvor hurtigt en ny istid kan accelerere heroppe. I forvejen, d.v.s. normalt, er der fjeldområder der kun er snefri i ca 1 måned om året, da den første sne kommer i august/ september. Så der skal ikke meget til for at rykke balancen.
Nåh, men jeg har hørt en fugl synge om at I har haft hedebølge derhjemme – lækkert. Jeg har nogle gange frosset, især om hænderne, så jeg knap og nok har kunnet knappe en knap, og det har været en hel kamp at få de krogede fingre ned i lommen. Normalt har jeg også hue og vanter med, men et sted skulle der spares når jeg nu tog alene af sted. Ellers har alt udstyret været brugt, selv de lange uldne, og intet har været overflødigt.
Nåh, men jeg regner med at nå Kvikkjokk søndag aften, det er den 25 juli. Så vil jeg tage en bus mandag middag og vil så tro at jeg kan være i Helsingør engang onsdag morgen. Så regner jeg med at blive her en dags tid for så at komme hjem engang torsdag.
Ole