Agger – Bulbjerg
Lørdag den 2 juni
Lørdag den 2 juni tog jeg toget fra Viborg , over Struer til Hurup. Op over Thyholm og Thy er det spændende at køre i tog nogen gange kun 20 m fra fjorden og stranden. I Hurup ventede jeg en time på 251 til Agger. Der var en enkelt medpassager, der havde været til det lokale dyrskue, og han underholdt chaufføren på hele turen om sit arbejde med tyre da han var ung.
Jeg blev sat af ved P- pladsen i Agger, fyldte vandflaskerne og gik ned mod stranden. Der var 3 andre med rygsække, en kvinde på ca 60 og noget der kunne ligne 2 døtre. De snakkede om vejen, og jeg spurgte om de skulle have hjælp. ” Nej tak ” med et stort smil.
Jeg gik nordpå, fulgte strandkanten mellem høfterne. På et tidspunkt rejste klitten sig og lyste helt grønt op – det mindede om synet af Rubjerg Knude.
Ved et flot fremspring ” Sortnæse ” el. Sortmand ifølge Niels Jacob gik jeg op under klinten og spiste lidt mad. Jeg så 3 mennesker langt tilbage, og da jeg gik op mod klinten gik de tilsvarende ind. 3 Skikkelser, trip – trap med store rygsække.
Jeg gik videre forbi de to efterhånden små rauker som havet har været hård ved. 500 meter efter gik jeg op ad et stort skar, der var et vandløb i bunden og en mase strandingsgods. Der var nogle sjove dybe vandhuller indimellem, jeg passede også på kviksand. Jeg kom ind til klitheden, der var den gamle redningsvej som mange vandrere tager fejl af. Jeg fandt Vest- kyststien og gik nordpå. Jeg så flere rådyr, det ene stod blot 20 m væk. Da jeg i kikkert vil checke om nogle sorte fugle er ravne, ser jeg en bevægelse og ser en kæmpe trane i lav flugt på meget stive vinger. Senere ser jeg den bagude, det ligner en dansk udgave af strudsen. Jeg så også tinksmed.
Det var dejligt at komme op til redningshuset. Niels Jacob åbnede ikke, så jeg tog nøglen i garagen.
Efter at have spist gik jeg ned til stranden, jeg havde for øvrigt talt med 2 lokale sommerhusejere medens jeg spiste, den ene var kommet her igennem 40 år.
Jeg går ned til raukerne og opdager, at det er et andet skar jeg var gået opad, end det jeg troede. Jeg finder flere søpindsvin og sorte sten med kvartsstriber til Jytte. Lidt over 21.00 er der et fantastisk lys, havet er silkeagtigt og lyset polariseret.
Jeg går op igennem mit gamle skar, og da jeg kravler op på klitheden ser jeg et lille telt lige foran mig. Det er de 3 vandrere fra stranden, de har hund med. De går hvert år langs kysten og næste år fortsætter de hvor de slap. De kender ikke redningshuset og den kæde af shelters på Vest- kyststien. Vi sad og snakkede indtil jeg brød op for at gå ind til Mortens Sande.
Jeg satte mig øverst i en klit, men hørte kun gøg og ser et enkelt rådyr. Jeg rykkede længere frem mod Mortens Sande, men begyndte så at gå langs stien. Pludselig kan jeg høre en snurren og går tilbage. Det er helt tydeligt natravn, men selvom jeg bruger ½ time får jeg den ikke at se. Jeg er tilbage 23.30, en bolle og så en whisky og ellers i posen.
Søndag den 3 juni
Jeg sov til 8.30 og medens jeg sidder og drikker kaffe og skriver dette er der 2 landsvaler inde for at kigge nærmere på redningshuset.
Da jeg er næsten færdig med at pakke sammen kommer Niels Jacob og spørger om jeg vil smage en snaps. Det vil jeg godt, pakker færdig og går over til ham. Der er et hyggeligt vindfang/ bryggers. Inde i stuen er der billeder af bedstefaderen med fiskenet og olietøj. Der er billeder af Niels Jacob i havpram ud for Lyngby, hans kutter fra 1956 ( bygget i Thisted med en 2 cylindret Hundested glødehoved motor, pris 160.000 kr ). På skænken er der rav i glaskrukker – det største på størrelse med en voksen mands knytnæve.
Snapsen er klitrose ( 60 bær på en vodka fra nov 2006 og filtreret i går ). Den er mild og sød.
Niels Jacob fortæller at bedstefaderen er født i huset. Han var fisker, strandfoged, redningsmand og havde ” landeri ” ( landbrug ). Så han kunne ikke overkomme det hele og søgte en ” havkarl ”. Det var først i tyverne. Der kom en ung mand fra Møn, rejsen tog 2 dage. Da han havde set stedet og været nede ved havet ville han godt hjem igen. Bedstefaderen sagde: ” bliv nu til i morgen, så skal jeg køre dig til stationen ”. Men så så han datteren, og så snakkede han ikke mere om at han skulle hjem. Det var Niels Jacobs far, der altså startede som ” havkarl ”.
Niels Jacobs nevø havde for resten lige fået bygget en havpram på Fur, med en Volvo indenbordsmotor, samme pris som kutteren i 1956. Tidligere blev havprammene bygget i Stenbjerg og Vorupør. I Stenbjerg snakkede jeg med en fisker hvis båd, Lykkens Håb var bygget for 9 år siden af Peter Madsbøll i Amtoft. Ifølge fiskeren er det ham der bygger de smukkeste havpramme. Han peger lidt foragteligt hen mod en anden havpram, der er bygget på Fur og siger : ” se den ligner jo Kontiki ”. Og det gjorde den unægtelig.
Jeg går videre af stien, og ser en meget smuk grønlig hugorm. Den er lynhurtig, men da den føler sig truet lægger den sig krøllet sammen i græsset med hovedet forrest.
Jeg følger stien lidt og går så 1- 1½ km igennem klitten ned til vandet. Både sulten og rygsækken gnaver. Lige pludselig er havet der, en hvid forstrand med en rød traktor der samler strandingsgods og udfor en kæmpe bomtrawler. Det er en eksplosion af lys.
En lille km syd for Stenbjerg finder jeg en lille kuglerund goble, den er 8- 9 mm i diameter, glasklar med 6 – 8 ribber. Jeg mener at det må være en dræbergoble og tager den med i hånden. Ved Stenbjerg kommer jeg den i en vandflaske med havvand. Jeg snakker med en fisker der har den tidligere nævnte havpram, Lykkens Håb sammen med sin søn. Han siger at han ikke tidligere har set denne goble.
Jeg går videre til Vorupør. 2 fiskere som er ved at sortere fisk, siger først at de ikke kan se noget, men da jeg viser dem goblen som er svær at få øje på siger de, at de aldrig har set den før, og de foreslår at jeg går op til Erik på Akvariet. Han siger at det er en ribbegoble som har været her i mange år. Jeg tror ikke helt på ham, men min karriere som gobleforsker blev i hvert fald kort.
Vorupør er forfærdelig så jeg skynder mig igennem, heldigvis møder jeg en hugorm. Jeg fik den til at hvæse ved at sætte støvlen hen imod den.
17.15 kom jeg til shelteren i Tvoroup plantage og købte den med det samme. Sidste år efter nøjagtig samme tur kom jeg her 15.30 og valgte at fortsætte op over Klitmøller og ud til Nors sø. Det er i hvert fald 20 km mere, de første 10 langs stranden. Jeg fatter ikke at jeg kunne, jeg må have været helt speeded af den smukke natur. Men jeg var også dødelig udmattet, da jeg kom op til Nors sø.
Jeg gik en aftentur ned til Bøgested rende af rød og blå rute, der er en fabelagtig udsigt fra flere af klitterne. Bøgested rende fulgte jeg ud til havet, men især er den smuk ind i landet. Der er flere kæmpegranner/ troldetræer med flere hovedstammer.
Lige nu sidder jeg med et tændt bål, aftensolen skinner ind imellem træerne her kl. 21.30. Jeg nyder en whisky medens jeg funderer om det er traner der trompeterer sydpå. Det er ikke en lyd jeg er vant til at høre. Jeg faldt først i søvn omkring kl. 24.00 og vågnede ved 4 tiden. Jeg er ved at være for gammel til at ligge på et liggeunderlag.
Mandag den 5 juni
Kl 4.45 får jeg nok af myg og knot og står op. 6.55 begynder jeg at gå i et herligt rask tempo. Jeg går ned forbi Tvorup kirkeruin, og følger så cykelruten mod Vang. Der ligger nogle smukke harmoniske huse. 2 km efter Vang drejer cykelruten til ve og jeg går til hø igennem Vandet Klitplantage. En lokal mand i bil stopper for at snakke . Han har en lille ejendom og er med i et jagt- konsortium. Han bemærker at jeg får samlet mange historier op og fortæller selv, at ham han købte ejendommen af var analfabet. Han arbejdede som skovarbejder den ene halvdel af året, den anden halvdel af året i en købmandsbutik. Hvis man skulle have en halv ost, så tegnede han en nydelig halv ost. Han tænkte i billeder, ikke i ord. Jeg følger tandlægens vej og kommer øst om Vandet sø, jeg mener at der ligger en flok hvinænder på vandet.
Jeg kommer op til den shelter, jeg overnattede i sidste år lige syd for Nors sø. Jeg er ved at være træt, men der er heldigvis vand. Jeg tager 3 kvarter i skyggen af en stor stak træstammer. Jeg kan høre en svag motorlyd. Jeg følger Søbygårdrundbuen, og ser at motorlyden kommer fra en lastbil, hvis trailers ene siden er røget i grøften. Han har kørt 100 m med hjulene i grøften, men får den trukket op. Det er en ung mand der er i tvivl om vejen. Han får mit vandrekort og et tilbud om hjælp, så går jeg videre. Jeg følger nu Nors sø, og kan se Johannes gård på den anden side. Efter 4- 5 km kommer jeg ind til Nors, og sætter rygsækken oppe ved kirken, medens jeg i sandaler går op til købmanden.
Så tilbage langs nordsiden af Nors sø. Jeg når starten på Kræn Rasmussens vej, og sætter mig på en bænk. Jeg opdager en stor rovfugl meget højt oppe, den går ned i 2 meget hurtige dyk med sammenklappede vinger. Jeg tror at det er kongeørn.
Så er der kun 4- 5 km tilbage og endelig er jeg oppe ved shelteren ved Sårup. Jeg snakker med et ældre tysk ægtepar, og da de er gået tager jeg en hurtig vask under vandhanen. Rene underbukser efter 3 dages vandring, herligt. Jeg nyder en god rødvin ( pap ) medens jeg skriver dagbog og får tørret tæerne i vinden. Jeg har gået 7 timer effektivt, det må være 30- 35 km. Det er lige i overkanten, men fødderne er heldigvis hele og fine. Men selvfølgelig er det en hård nyser at gå så langt med oppakning, og selvfølgelig bliver jeg træt og det gør ondt i tæerne specielt. Men det er også dejligt at disponere, så man har kræfter til at gå videre næste dag. Og det at der er 1 tur eller 2 hvor man har givet op er en god erfaring at have med.
Da jeg har spist går jeg ned på skrænten lige her nedenfor. Efter det andet læbælte er der 3 kronhjorte, alle med stort gevir i bast. De er 40- 50 m væk, og har ikke set mig, men selvfølgelig hørt min støj, men uden at kunne lokalisere den. De traver langsomt ned ad såten og forsvinder ind i skoven. Jeg går ud til fugletårnet og havde regnet med at fortsætte ned til Isbjerg. Men jeg er træt og traver langsomt tilbage.
Jeg nyder en kop rødvin og går ned til skrænten. Jeg kan se 3 rådyr langt væk og selvfølgelig hestene. Der går en 30 heste frit, og det er en fornøjelse at se dem løbe, slås og lege. Der er liv hele tiden. Pludselig får jeg øje på kongeørnen 400- 500 m væk. Den sidder på en hegnspæl. Det er på størrelsen at jeg kan se, at det er en kongeørn. Jeg kan kun svagt se den med det blotte øje. Kl er 21.10, måske sidder den for natten. Jeg går 4- 5 m baglæns, da jeg rammer hegnsstolpen, er den væk. Jeg ville være gået udenom og ned til bistaderne for at se den på tættere hold. Jeg går til køjs og vågner ved en støj, det lyder som om hele Danmarks cyklistforbund med cykeltrailere er på vej herned. Jeg kigger ud og ser 12- 13 sorthvide kvier eller køer bisse forbi. Jeg regner med at der dukker en landmand op, men hører kun lyden af en traktor oppe i skoven.
Tirsdag den 6 juni
Jeg sidder og spiser morgenmad, og lige da jeg har skrevet ovenstående kan jeg se en sortbroget ko i en lysning bagved pladsens skraldespand. Ligegyldig hvad færdselsreglerne er for kreaturer i skoven, skal jeg nok holde tilbage. Jeg har aldrig været bange for kvier, men man siger jo at de kan være vilde når de bisser eller har spist sig fulde i sortebær.
Jeg forlader pladsen og går op til Ræhr, over hoved vejen og mod Vigsø. Der hvor jeg rammer cykelruten, går jeg nedad en markvej hvor der ligger en 3 huse. En mand er ved at bore et udluftningshul i skroget på en Albin motorbåd. Jeg kommer i snak med ham. Han er tidligere rektor for teknisk skole i Thisted. I 1970 flyttede de herover fra København. Nu er de gået på pension, og har købt bolig i Kbh så nu bor de her om sommeren og i Kbh. om vinteren, hvor deres 4 voksne børn bor. Han har siddet i Amtets miljøudvalg, og er dybt skeptisk over at det nu hedder region Nord- Jylland, og at det er kommunerne der har tilsynet. Han peger over mod en istidshede lige på den anden side af markvejen. Og 200 m væk ligger der et gylleslamlager uden membran eller overdækning.
Han fortæller at jeg bare skal dreje ned igennem slugten efter hans hybenroser. Afsted får jeg turen første sommerbyge. Jeg glemte for øvrigt at få fyldt vandflaskerne op.
Jeg kommer ned til den skønneste stenalderskrænt med et forland af strandklitter. Jeg følger stien et par km og går så ned til stranden. Der sidder en masse skarver som ikke virker til at blive forstyrret her hver dag.
Kysten er fyldt med hvide kalksten og en mase strandingsgods, en rigtig ” skeletkyst ”. Jeg lægger lidt træ under en hybenbusk 100 m øst for en stor sten. Her må vi tilbage til.
Der er heldigvis vand ved et offentligt Toilet ud for Vigsø. Det er holdt op med at regne, så jakken bliver hængt til tørre på rygsækken. Lidt efter er der en dis lavt over jorden af vand der fordamper. Jeg følger stranden indtil et par hunde og 2 mennesker kommer ud fra klitten. Jeg snakker med ham, en ældre mand. Han er dårlig gående, men han ved at der findes en shelter i Hjardemål Klitplantage, men at den er svær at finde. Den er lettest at finde fra Kystvejen.
Jeg går en time til langs stranden, da jeg går ind for at følge stien, er jeg sikker på at det er kongeørn der letter, og flyver ind mod nogle høje træer.
Jeg møder en sti der krydser Vestkyst stien. Jeg smider støvlerne og går ned til stranden. Her møder jeg to lokale, han med thorshammer og en lille pisk i nakken. De har ikke hørt om nogen shelter, men bekræftiger at jeg er ved den skrå vej. Han viser mig nogle træer som er de første træer, man forsøgte at plante herude, nemlig rødgran. De tåler ikke salten så godt, de er lige så brede som de er høje. Et kort ved P- pladsen viser at der er et overnatningsplads ca 2 km fremme. Jeg kommer helt ud til Kystvejen uden at se noget til en shelters. Jeg får så vand i det næstsidste hus, og beslutter at prøve campingpladsen.
Lige før campingpladsen kommer der en stor pick- up og stopper : ” om jeg vil køre med ? ” Jeg var parat til at opgive og tage en bus til Viborg. Men det er bondekonen som har Skræddergården, 600 ha og 340 stk kvæg af racen Galloway. Da jeg siger at jeg har ledt efter shelteren spørger hun, om jeg har vand. Det har jeg, og så kører hun mig derud. Hun siger at det er rigtigt at den ikke er afmærket omme fra plantørvej, og heller ikke her fra Kystvejen ved campingpladsen. Og jeg vil squ´ ikke selv kunne finde herud uden et godt kort. Men herligt at der findes sådanne mennesker. Jeg siger mange tak og siger, at hun har reddet turen, da jeg var på nippet til at opgive.
Der er en folder over området ” Sporet ved Skræddergården ” så jeg går en tur langs Esdal Sletting ud til en 18 m høj klitttop, hvor der er en fantastisk udsigt over klitheden. En sommerfugl der ligner en gul udgave af nældens takvinge og som normalt er næsten umulig at få at se ordentligt, den kommer og sætter sig inden for en meter med udslagne vinger. Så samler den vingerne og vibrerer dem. Så kommer der en anden eller tredje og et splitsekund efter hvirvler de igennem luften. Det gentager sig mange gange.
Jeg ser en enlig regnspove og en ræv og begynder at gå hjemad. Der er mange klitroser i blomst, en ganske lille plante 5- 10 cm høj og en kæmpeblomst. Jeg hører rørdrum og en ugle.
Tilbage får jeg splittet noget gammelt gran ad og får tændt et pænt bål. Det kan vel holde nogle myg og knot væk. Jeg er lidt i bekneb for vand til i morgen, så jeg kigger på kortet i folderen og beslutter at gå op til kirken efter vand, kl er 21.20
Da jeg kommer op mod vejen og finder ud af hvor shelteren egentlig ligger, jah så ligger campingpladsen før kirken. Det var her landmandskonen samlede mig op. Hovedbygningen ser tom ud, men der er åbent indtil toiletbygningen. Jeg mærker at der er varmt vand, og skynder mig at tage et bad, det første i 4 dage. Det er herligt, selvom jeg hverken har sæbe eller håndklæde.
Tilbage igen er der lige en vanskelig flåt der skal fjernes. Lidt efter sidder jeg med et herligt bål og en godnat whisky. Rørdrummen pauker i det fjerne, og jeg kan høre brændingen.
I morgen er det 36 år siden at min far begik selvmord så ham sender jeg en kærlig tanke. De døde forbliver unge. Han blev 48 år, han ville have nydt et liv som dette.
22.55 lyder det som en knallert der er på vej herned – det er natravnenes snurren. Jeg hørte den til 3.30
Onsdag den 7 juni
Jeg vågnede 6.30 og stod op henad 7.00
Kl 8.15 går jeg og efter 2 timers frisk vandring er jeg ved Lild strand. Jeg mødte et ældre ægtepar fra Viborg, de var kommet her siden 1968. De har et stort hvidt hus, det tredje når man kommer sydfra. Jeg lagde mærke til en flot glasmosaik da jeg gik forbi.
Jeg spiser 2 humbler brød nede ved slæbestedet. På grund af stenene beholder jeg støvlerne på. Ved et toilet får jeg fyldt vand på, 2½ l.
Jeg går det sidste stykke mod Bulbjerg. Vejen er målet, men vejen ender ved Bulbjerg for mit vedkommende. Lige før Bulbjerg går jeg ned på stranden og ser lidt fremme noget, der ligner et bilvrag. Der står en mand, og da jeg kommer nærmere viser det sig at det er en fra skov- og naturstyrelsen. De har lige fået en ny jeep- agtig lille grøn ladbil. Han havde kørt på en smal sandhylde, som den gamle bil plejede at kunne forcere. Men den nye er en anelse bredere og var væltet. Der kom en traktor, og de får løftet den på ret køl, motoren starter og han drøner videre. Han skulle ud og gøre klar til at de får besøg af en børnehave, som vistnok skulle hjælpe med at samle plastik på stranden.
Kl. 12.05 er jeg ved Bulbjerg og kan nyde synet af de mange rider der yngler her. Det kan også lugtes. Riden er en smuk nordatlantisk måge med et kraftigt hoved og hals. Den kan klistre sin reden op på en lille afsats på en ellers bar klippeside. Det er smukt at se fuglene i kikkert, men mallemukken får jeg ikke øje på.
Jeg snakker med et hollandsk ægtepar som har en Polsk Husky ( ikke en Sibirian Husky )
Jeg spiser den sidste skive af det hjemmebagte brød, og den sidste humpel gedeost og begynder at gå op. Provianten har holdt til hele turen, jeg har en enkelt portion frysetørret og lidt kruskagrød tilbage. Da jeg har gået en km ad landevejen blaffer jeg den første bil. Det er det hollandske ægtepar, og de kører mig til Østerild. De plejer at holde ferie i Danmark, og han undskylder at han ikke taler dansk. De kommer her fordi de nyder stilheden og roen. De kan nemt læse dansk, hun siger at det er ligesom middelalder hollandsk.
10 minutter efter at de har sat mig af, går bussen til Thisted, og herfra fortsætter x- bussen til Viborg umiddelbart efter. Endnu engang bliver jeg overrasket over hvor hurtigt man kommer hjem herfra.
Jeg er yderst tilfreds med at have gennemført turen. Jeg startede med 22 kg, og da al provianten var væk kom vægten ned på 16,5 kg. Det er en behagelig vægt at gå med. Jeg vænnede mig også til at sove på liggeunderlag, det eneste der generede var myggene. Men de er heldigvis ikke aktive om natten.
Lidt i fire er jeg hjemme. Jeg cheker min INR ( koagulationsfaktor ), den er 3,8, hvad der er perfekt, jeg skal ligge mellem 2,8 og 3,8. Og når jeg er på vandring og lever af frysetørret mad får jeg ikke friske grøntsager, hvilket påvirker min INR. Men det viser at man godt kan tage på vandretur med en kunstig hjerteklap.
NB: Billederne er fra andre ture i 2007 og 2009, da jeg ikke havde foto med på denne tur.